Svar: Jeg er sur på dig

---

Kære Fie

Tak for dit brev :) Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig :)

Jeg tror, der er lige så mange meninger om, hvorvidt man kan sige "Jeg er sur på dig" til sit barn", som der er forældre... personligt er jeg ikke glad for den formulering. Ligesom jeg heller ikke synes, at man f.eks. skal sige "jeg er skuffet over dig", "jeg bliver så træt (af dig)", "jeg bliver vanvittig, når du ..." og lignende sætninger. Det siges ofte i situationer, hvor der er en konflikt, og det er naturligt ikke rart for børn at mærke, hvis vi på en eller anden måde ikke kan holde dem ud. Det er ikke befordrende for deres selvværd.

Når det så er sagt, så er der naturligt situationer, hvor det vil være helt okay, at vi som forældre/voksne forklarer, hvorfor vi f.eks. bliver vrede og reagerer på en bestemt måde, ligesom det også kan være bedre at sige "jeg blev sur, fordi...", så barnet ved, hvad der sker, og vi sammen kan tale om det, end at vi slet ikke at tale med barnet og blot ignorerer det... MEN egentlig tænker jeg, at det er vigtigt, at du ikke koncentrerer dig så meget omkring, hvad du kan tillade dig at sige, men i stedet prøver at finde ud af, hvordan du kan få din dreng til at høre efter, uden at du behøver blive sur, skælde ud eller gå fra ham...

Flere studier viser, at børn ofte ikke hører, hvad vi siger - og det handler om flere ting. Det handler naturligt om, hvordan vi kommunikerer med ord (som du er inde på), men også om, hvordan vi kommunikerer non-verbalt. Det handler også om, at vi ofte ikke har fokus samme sted, og små børn på 2.5 år har naturligt deres fokus mange forskellige steder, samtidig med at de har svært ved at holde opmærksomheden i ret lang tid. Derudover så er det begrænset, hvor meget man kan kræve af en 2.5 årig dreng, som er drevet at lyst og udforskningstrang og ikke forstår, hvorfor du vil noget andet, end han vil, eller hvad din dagsorden handler om...

Når det kommer til kommunikation med ord, så er det f.eks. vigtigt, at du ikke bruger alt for lange sætninger, og hvis du siger "jeg kan godt se, at du ikke vil tage din jakke på, men det skal du, for vi skal i vuggestue", så er han højst sandsynligt stået af, og hører ikke, hvad du siger. Det kan f.eks. være bedre, at du helt kort siger "jeg vil gerne have, at du tager jakke på nu" eller "kom, du skal have jakke på". Eller du kan f.eks. appellere til hans selvstændighed og lyst til at ville mere og mere selv og sige "du må gerne tage din jakke på nu" og lægge den klar eller holde den, så han selv kan gå igang. Nogle gange kan det også være nok, at du blot holder jakken i hånden, viser ham den og siger "kom, jakke" og så ved han godt, hvad det betyder.

Når det kommer til non-verbal kommunikation, så er det vigtigt, at du går i øjenhøjde med din dreng f.eks. sætter dig på hug, tager ham på skødet eller løfter ham op på bordet, når han skal have jakke og sko på. Det er rigtig godt, hvis du kan røre ved ham, lægge hænderne på ham, give ham et kram, tage ham i hånden osv. fordi det virker beroligende, og det hjælper ham med at finde ud af, hvad det er I skal nu. Og det giver ham ofte også lyst til at hjælpe til. Men det er ikke meningen, at du skal "tvinge ham ved at tage ham på skødet", som du skriver. Du skal løfte ham op, give ham masser af nærhed, og derved kan I sammen løse det, som nu er svært.

Med den alder din dreng har, så får han anfald af fortvivlelse. Det får han, når han mærker, at verden går ham imod, når du vil noget andet end han vil, når tingene ikke rigtig vil som han vil. Når han har anfald af fortvivlelse, så er han ikke uartig men oprigtigt ked af det. Han er skuffet over, at tingene ikke er, som han gerne vil have dem, at han ikke kan finde ud af noget bestemt,- skoene driller, maden falder af skeen, bananen knækker og falder på gulvet osv. Det er ofte små bitte ting som i dine øjne virker som bagateller, men som for ham ...

---

---

... betyder rigtig meget. Og her har han brug for en medlidende reaktion. Han har brug for at høre at du forstår ham. At du forstår, at det er rigtigt irriterende, når han ikke kan overskue at tage tøj på, ikke kan få lynet sin jakke, at bananen knækker for ham osv.

I disse situationer, at du skal forsøge at sætte ord på de følelser, som du fornemmer, at han har og f.eks. sige "hov, driller skoene, det er også dumt" eller "bliver du bare så ked af det, når... sååå skat" eller lignende.

Når du forsøger at give ham bukser på, og han sætter sig ned, eller når han siger "stop mor" eller "gå væk mor", så kan det godt være udtryk for, at han gerne vil forsøge at tage bukser på selv. Og det han har behov for er, at du lægger bukserne frem på gulvet, og lader ham forsøge at tage dem på selv. Du kan guide ham ved f.eks. at sige "sæt dig på numsen, så det ene ben, så det andet ben, så op at stå, og så trække bukserne op" og lignende. Og det er også helt okay at gå væk, hvis han beder dig om det og så sige "vil du gerne prøve selv, det må du gerne" og så naturligt kikke til ham lidt efter for at se, om han så er igang med at tage bukserne på. Er han ikke, kan du spørge ham "skal jeg hjælpe dig med bukserne?". På den måde ignorerer du ham ikke, når du går, men går for at give ham tid til og mulighed for at prøve lidt på egen hånd.

Når han griner, så er det fordi, du skælder ud, og det er en måde han viser dig, at han godt forstår, at du er større og stærkere end ham. Han griner, fordi han bliver usikker i situationen og i tvivl om, hvad der skal ske, og hvad det egentlig er, at du vil have ham til. Ligesom han også kan grine, fordi han faktisk synes, at du ser ret sjov ud, når du er vred - her spiller det non-verbale sprog f.eks. meget ind.

Når du går fra ham, og han løber efter dig og siger "hej mor", "jeg vil bare sige hej til dig mor", så er det fordi han netop ikke forstår, hvorfor du går, og det er hans måde at vise dig, at han har brug for dig, brug for din hjælp. Derfor bliver han naturligt også glad, når du tager ham i hånden og siger "skal vi hjælpes ad med at få dit tøj på?" og så gør I det. Det er så fint og præcis det, han har behov for.

---

---

Nogle gange kan det være en god idé at give ham ekstra nærhed og tæt kontakt, når han skal hjælpes i tøjet. Du skal huske på, at han ikke forstår tid og ikke ved, hvorfor det er vigtigt at komme ud af døren på et bestemt tidspunkt. Men han mærker naturligt, at du/I har travlt, og det protesterer han mod ved at være "modsat". Han mærker og fornemmer, at I skal være adskilt i løbet af dagen, og han har derfor brug for at mærke dig ekstra, brug for at du prioriterer tid med ham. Og i stedet for at bruge tiden på, at I har en konflikt, så kan det f.eks. være en idé at du siger "din lille bølle, vil du ikke have tøj på, her i huset kilder vi små bøllespirer" og så tager du fat i ham og giver ham en kærlig kildetur. Derefter vil han sandsynligvis have meget lettere ved at lytte til dig og lettere ved at få tøj på.

En anden måde er at bruge humor og sjov. Det kan du f.eks. gøre ved at hjælpe ham med tøjet forkert - så bukserne kommer du på hovedet, skoene kommer du på hænderne osv. og så siger du f.eks. "ej, mor kan ikke finde ud af det, kan du hjælpe mig?" og så tager han måske initiativ og viser dig hvordan. På den måde motiverer du ham til at tage tøj på selv og anerkender samtidig hans spirende selvstændighedstrang.

Jeg siger ikke, at der ikke er situationer, hvor du kan være nødt til at tage ham på skødet, holde ham og hjælpe ham, men det vil være rigtig godt, hvis I de fleste gange kan forsøge at finde ud af at samarbejde, så tingene lykkes og I begge har det okay med situationen.

Jeg håber, at ovenstående giver lidt idé til hvordan og jeg vil også anbefale dig min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn" :)

Rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---