Svar: Putte i barnevogn
Kære Katrine
Tak for dit brev og stort tillykke med lillebror - og velkommen tilbage! :)
Jeg synes som udgangspunkt ikke, at du skal gå "all-in" og skabe ændringer både dag og nat. Det er en fin plan, at du forsøger at skabe nye rutiner og vaner i løbet af dagen, og så derefter forsøger at overføre disse til aften og nat. Det er meget svært at ændre på rutiner aften og nat, fordi du selv er rigtig træt på dette tidspunkt, og overskuddet derfor minimalt. Succesraten er derfor ikke ret stor, den bliver højere, hvis I kan ændre rutinerne i dagtimerne og så overføre dette til resten af døgnet.
Jeg er også helt enig med dig i, at det nok ikke er en barnevognsrokker, som lillebror har behov for. Der er som udgangspunkt ikke behov for at vænne ham til at skulle være mere i bevægelse hele tiden for at sove. Det er ikke en vane eller rutine, som vil fungere for jer på sigt, så det er der ikke grund til at indføre nu. Samtidig er det heller ikke bevægelsen, som han umiddelbart lyder til at have behov for, for han falder jo ikke i søvn, selvom du triller ham med barnevognen... det er snarere følelsen af at være i mors eller fars arme, blive holdt tæt, eller hænge over jeres venstre skulder...
Du skal være opmærksom på om puttetidspunktet er det rigtige. Du skriver, at han ofte ligger op mod 20 minutter i barnevognen, hvor han ligger og kikker, men ikke falder i søvn - og det lyder som om, at han måske er i det man kalder "stille årvågenhed". Du skriver også "jeg har prøvet at pust ham i egen seng, når han er vågen, men her sker stort set det samme, han blive mere og mere urolig, indtil han græder og må tages op".
Selvom han er 4 måneder nu, så kan det stadig være godt at vide lidt om det lille barns bevidsthedsstadier:
Stille årvågenhed: Her ligger jeres dreng og kikker, ganske stille studerer han omgivelserne, holder øje med lysets bevægelser, dit ansigt, dine bevægelser osv. Følger med øjnene, men uden at dreje sit hoved.
Aktiv årvågenhed: Her begynder han at bevæge sig lidt mere, han kigger mere aktivt rundt, kommer med små lyde, knirker lidt, vægrer sig måske lidt mod kontakt, begynder at virke lidt søgende, sulten eller har behov for hjælp til at koble lidt fra, vender blikket væk og fortæller at han har brug for lidt ro. Det er ikke det samme som at han har behov for at sove.
Gråd: Han begynder at græde, han har været aktiv, er ved at blive træt, er irritabel eller begynder at mærke, at han nu er ved at være sulten. Måske vil han gerne løftes lidt op, har brug for hjælp til at skifte stilling, få en ny ble, måske behov for bare at ligge lidt for sig selv og lade alle de indtryk han har fået bundfælle sig.
Døsig: Når han er ...
... træt og har brug for at blive puttet. Han bevæger sig, øjnene holder op med at fokusere, virker lidt matte, han rynker panden, smiler måske lidt, spidser munden, smasker, øjenlågene er ved at falde i, og han ruller med øjnene. Det er i denne periode, at han skal puttes eller gerne lige lidt før.
Hvis han er i "stille årvågenhed", så vil han måske have behov for at ligge lidt og blot kikke, finde roen, koble fra - og først derefter have brug for at du så ammer ham og putter ham. Det lyder lidt som om, at du derfor skal prøve at amme ham ca. 15-20 minutter senere og først derefter putte ham...
Derudover tænker jeg, at det er vigtigt at amning indgår som en fast del af hans putteritual. Han skal ikke falde i søvn med brystet i munden, men han skal ammes og puttes fra dig, før han sover helt - der hvor han er døsig. Se på hans øjne, lyt til hans vejrtrækning og prøv så at lægge ham ned, der hvor han tydeligt har svært ved at holde øjnene åbne - så han ikke falder i søvn med brystet eller i favn eller hen over jeres skulder, men stadig kan mærke jer, finde roen og så blive flyttet ned og puttet, før han sover helt. Det kan både være i barnevognen og i hans seng.
Når du ammer ham før putning, så sæt dig med ham i din favn og prøv at undgå, at du skal rejse dig og begynde at gå rundt. Så han stadig mærker dig og føler sig omsluttet, men så han ikke bliver yderligere afhængig af bevægelse - og så din krop (og fars) også kan holde til det. Sid stille med ham, men lad ham mærke jer - og put ham så derfra ned, hvor han skal sove.
Jeg vil faktisk også anbefale, at du prøver at amme ham liggende i dobbeltsengen, så han på den måde lærer at falde i søvn liggende - og uden at være i favn, hænge over jeres skulder og uden bevægelse. Han skal stadig ikke falde i søvn med brystet i munden, du skal helst nå dertil, hvor han slipper dit bryst, smiler til dig og triller om på siden og sover. Prøv f.eks. denne metode om aftenen, når I putter ham til natten. Det er en god måde at give ham den nærhed og tryghed, som han viser behov for og samtidig lære ham at sove uden bevægelse og uden at skulle falde i søvn med brystet.
Gradvist kan I så arbejde på at adskille bryst, favn og putning lidt mere, så der går gradvist lidt længere tid imellem - men stadig skal mælken være en del af hans putteritual, og han skal ikke puttes for vågen i hverken seng eller barnevogn.
Så det lyder som sagt som om, at han bliver puttet lidt for tidligt og lidt for vågen lige nu, og at du skal prøve at putte ham, når han er lidt mere døsig og dermed mere parat til at sove - uden at han falder i søvn i din favn og med dit bryst :)
Rigtig meget held og lykke med det projekt :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Hvordan skifter man ble med Olívy baby care?
En nem guide, som gør bleskift til en god oplevelse for dig og din baby
Som forælder ved du, hvor sart og fin dit barns hud er. Babyhuden er særligt sensitiv i bleområdet, hvor den samtidig er udsat for affaldsstoffer fra urin og afføring samt varme, fugt og friktion fra bleen. Det ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
10. juli 2026 | Sovevaner | 2 år
Kære Helen Min datter på 2 år er vanvittig svær at putte. Hun har egentlig...
6. juli 2026 | Sovevaner | 1 mdr.
Hej igen Helen, Hermed forlængelse af mit tidligere brev ang...
20. maj 2026 | Sovevaner | 18 mdr.
Hej Helen. Vores datter har i de sidste uger sovet ca kl 20 og vågnet ved...
13. maj 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Mudrede nætter og manglende søvn
Kære Helen, Tusind tak for dit grundige svar til mit seneste brev. Jeg...
29. april 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Kære Helen, Jeg er ny mor - og ny herinde, og jeg har et par spørgsmål i...
Viden om børn:
Vitaminer børn
Sundhedsstyrelsen anbefaler følgende vitaminer til børn:
- D-vitamin gives dagligt til alle børn, fra barnet er 14 dage, og til det fylder 4 år. D-vitamin er med til at styrke barnets knogler. Der gælder særlige regler for D-vitamin til børn med mørk hud, og børn som får modermælkserstatning.
- Jern-dråber gives til børn, der er født for tidligt (< 37 uger) og til alle børn, som har en fødselsvægt på under 2500 gram. For tidligt fødte børn har behov for...
Erstatning - modermælk
Hvis du ikke ammer dit barn, eller hvis du ønsker at supplere din amning med mælk, så er det meget vigtigt, at du giver dit barn modermælkserstatning. Barnet må ikke få almindelig komælk at drikke, før det er 12 måneder gammel.
Modermælkserstatning kan gives fra fødslen. Det er af høj kvalitet, der er store krav til produceringen og sammensætningen af modermælkserstatning, og børn der får modermælkserstatning vokser og trives rigtig godt. Modermælkserstatning forhandles som...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tak for dit tidligere svar, som gav os meget ro omkring vores 4 uger for tidlig fødte datters måltider.
I det hele taget tak for denne brevkasse, den hjælper mange forældre... jeg er taknemmelig helt inde i mit dybeste over den tid du bruger, dine lange og fyldestgørende svar og din evne til at forstå....!!
Mor til pige født 4 uger for tidligt








