Svar: Meget sensitiv - siger han er bange

---

Hej med dig

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres dreng og alle dine tanker :) Jeg vil naturligvis gerne give lidt tanker med retur :)

I en alder af knap 2 år, så er det helt naturligt, at jeres dreng begynder at sige, at han er bange. Og det er et eller andet sted jo super godt, at han kan sætte ord på, hvad det er han føler og oplever - du skal dog være opmærksom på, at ordet "bange" ikke altid betyder, at han rent faktisk er bange i betydningen angst, men at det lige så vel kan være udtryk for, at han synes noget er "ukendt", "usikkert", "utrygt", "mærkeligt", "anderledes", "nyt", "forskrækker" eller lignende.

Det er derfor vigtigt, at I reagerer lidt forskelligt alt efter, hvad der egentlig er tale om, og det er vigtigt, at du finder en balance mellem at anerkende den uro, som han føler og samtidig også hjælper ham videre, og ikke forstærker hans uro.

Du nævner, at dagplejer beskriver ham som sensitiv og genert, og du bruger også selv ord som disse i din beskrivelse. Det forstår jeg godt. Du skal dog være meget opmærksom på, hvordan du taler om hans følelser, og måden han har det på, måden han reagerer på - både hvordan du omtaler det direkte til ham, men også hvordan du og dagplejer, farmor og farfar og andre taler om det. Hvis han ofte hører jer voksne sige ting som "han er jo lidt genert", eller "han er jo lidt sensitiv, så han kan ikke så godt lide at..." eller hvis I til ham direkte siger "bliver du helt bange nu?" eller lignende, så kan det godt være med til at holde ham i rollen, som "den der er bange" og "den generte", og det vil ikke hjælpe ham, tværtimod. Det kan faktisk forstærke hans tendens til at sige, at han er bange eller hans tendens til at trække sig, holde sig på afstand.

Det er også vigtigt, at I ikke forstærker hans angst. Du skriver, at I har tilpasset jer hans sensitivitet i jeres livsstil, og det forstår jeg også godt - men - man kan godt tilpasse sig så meget, at man kommer til at forstærke hans uro og angst. Hvis han feks. siger, at han er bange, når I går på værelset og det er mørkt, så vil det være uhensigtmæssigt, at I reagerer med f.eks. "vinduerne er lukket og døren er låst, så der kan ikke komme nogen ind" - fordi det vil bekræfte, at der faktisk er noget at være bange for, noget vi skal beskytte os imod. Det vil derfor være langt bedre at sige "jeg er her, nu sætter vi os sammen og læser i en bog". Og så lader ham spejle sig i den ro, som du derved signalerer.

Når han i dagplejen reagerer "kraftigt på at et af de andre børn laver et glædeshvin", så er det på samme måde vigtigt ikke at sige f.eks. "hov blev du helt bange, det er heller ikke rart, når X hviner så højt" eller lignende - men i stedet reagere med "hovsa, sikke X kan hvine, kan du også sige en sjov lyd" - så man ikke hænger fast i det, som han reagerer på og synes er svært, men hjælpes videre og derved får en fornemmelse af, at det faktisk ikke er farligt.

Det er derfor vigtigt, at I ikke bekræfter ham i, at der er noget at være bange for, hvis der rent faktisk ikke er det. I skal skelne mellem ting, som han rent faktisk skal være bange for - f.eks. at han ikke må løbe ud på vejen, for det er farligt, når der kører biler, men at han ikke behøver være bange for de hvin, som andre børn giver, eller de sjove ord "krups", som mor kan lave.

Nogle gange kan I derfor hjælpe ham ved at sætte et andet ord på, og sige "hov, blev du helt forskrækket" eller "kan du ikke lide at..." eller "var det bare helt mærkeligt og helt forkert, at drengen i bogen...". Så I taler om hans uro på en anden måde, end at han er bange og samtidig ...

---

---

... anerkender hans følelser, som jo er helt naturlige.

Med hensyn til din graviditet, så tænker jeg, at I nok skal begynde at fortælle ham, at mor har en baby i maven. Han ser og kommenterer på, at mor er tyk, og han hører også, at I og andre taler om baby og om lillebror. Og selvom han ikke er ældre end han er, og det naturligvis er begrænset, hvor meget han kan forberedes, så mærker han tydeligt forandringen - og det er svært for ham at forstå. Derfor tænker jeg, at han begynder at have behov for lidt forklaring :)

Når du får lavet et "gisp" eller et "uh" på grund af dine bækkensmerter og jag i hoften, så er det vigtigt, at du her igen og igen viser ham, at der ikke er noget at være bange for. At mor har det godt, og at babyen i maven sparker. Gør det til noget sjovt og noget han måske kan forholde sig lidt til "babyen sparker, ligesom når du sparker til en bold" eller lignende, og lad ham mærke på din mave, ae din mave, synge for babyen osv. så han på den måde fornemmer, at den lille er sød, dejlig, noget I glæder jer over og til kommer, og ikke noget, som han skal være bekymret omkring. Det er naturligvis meget vigtigt, at han ikke får en fornemmelse af, at det er babyens skyld, hvis mor har ondt!

Læs også bøger om emnet, så det på den måde kan blive lidt mere håndgribeligt for ham, og I på den måde har lidt at tale ud fra. Det er super, at I har besøgt venner, som har en baby, det er en god idé.

Med hensyn til middagslur, så er det helt okay ,at han hjemme sover mere end han gør i dagplejen - også selvom det sandsynligvis skyldes, at han bliver vækket af de andre børn. Det er desværre nok sådan situationen er. Og ja, han sover ikke længere om natten af den grund og sådan må det være. Heldigvis tager han så en længere lur hjemme, og det er rigtig godt for ham :)

---

---

Du har naturligvis helt ret i, at jo bedre han sover, jo mere overskud vil han have, også til at klare de udfordringer, som naturligt kommer i dagplejen sammen med de andre børn. Det samme gælder også indtag af mad, - flere små sunde måltider hele dagen igennem er også vigtigt for at skabe overskud og give energi - så en nogenlunde fast dagsplan uanset om det er hverdag eller weekend vil også være med til at hjælpe på vej. Og så må middagslurens længe gerne variere, som han virker til selv at regulere :)

Når alt dette er sagt, så vender jeg dog tilbage til noget, jeg har nævnt for jer tidligere - nemlig sanseintegration. Du har tidligere sagt, at jeres dreng ikke problemer med dette, jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, at børn med sanseintegrationsforstyrrelser godt kan blive bange.. Når man ikke rigtig kan koble alle sine sanseindtryk, når lys bliver for kraftigt og for flimrende, når lyde bliver for skarpe og høje, når berøring nogle gange føles ubehagelig... så bliver man naturligt usikker, forvirret og utryg ved forskellige situationer, det kan virke meget overvældende, og det kan faktisk godt gøre, at barnet bliver mere bange, mere angst. Bare en tanke...

Også her vil det ofte hjælpe at have nogle faste rutiner, en fast rytme i hverdagen, fordi det skaber forudsigelighed og dermed ro. Det giver lidt "orden i kaos", når dagene ligner hinanden og rutinerne er nogenlunde ens, hvor det kan være rigtig svært at overskue store ændringer...

Det er rigtig dejligt, at I har fået en ny dagpleje til jeres dreng, og det lyder som om, at han faktisk er et godt sted, og at dagplejer ser ham og møder ham godt. Dejligt at det er lykkes, det lyder som om, at hans hverdag trods alt er blevet bedre :)

Jeg håber, at mine tanker hjælper jer lidt videre på vej, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---