Annonce

Annonce

Svar: Svært ved at slippe brystet


1. januar 2021

Kategori:
Alder:
4 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Sovevaner.

Kære C.

Tak for dit brev og tillykke med din lille pige - og velkommen til :) Dejligt, at du har min bog om børn og søvn, tak :)

Der er især én vigtig ting, som jeg er nødt til at nævne og det er, at det ikke nødvendigvis er et problem, at din datter falder i søvn med brystet i munden. Der er nogle børn, som ammes, falder i søvn og derefter puttes i egen seng, og så sover de fint videre, tager et fint alderssvarende søvnstræk, vågner op, ammes igen og sover derefter videre igen. Hvis det fungerer sådan hos jer, så er der i princippet ikke grund til at ændre noget, og man skal som udgangspunkt ikke ændre noget der fungerer.

Er der derimod tale om, at din datter vågner en gang i timen hele natten og ikke kan komme videre i søvnen, uden at du giver hende brystet i munden igen og igen, så vil det være en god idé at ændre på måden hun falder i søvn på - og altså en god idé at arbejde på at adskille bryst og søvn...

Det lyder for mig som om, at du måske "søvntræner" mere end nødvendigt er, og at dit forsøg på at lære lillepigen at sove alene faktisk gør, at hun søger brystet mere og mere. Det at hun nogle gange ender med at græde og græder i længere tid kan forstærke hendes behov for bryst og favn og det hjælper jer derfor ikke på sigt. Og som jeg læser dit brev, så sover hun faktisk ret godt. Om dagen ammes hun, puttes i barnevognen og sover ofte nogle fine lange lure, om aftenen ammes hun - vågner ofte efter 30-40 minutter og skal her ammes igen, men derefter sover hun rigtig fint videre og tager måske 3-4, måske nogle gange 5 timer uden problemer...

Jeg tænker derfor, at du lige nu skal finde roen i, at du godt kan amme hende, putte hende fra dig og lade hende sove på denne måde, så hun atter bliver tryg ved at sove og forbinder det at skulle overgive sig til søvnen med noget trygt, dejligt og rart :) Og så hen af vejen se, om du ikke gradvist så vil kunne putte hende fra dig, før hun sover helt. Hun skal ikke puttes vågen ned i sin seng, men puttes fra din favn der hvor hun er døsig. Det vil sige der, hvor hun næsten sover, kæmper for at holde øjnene åbne og tydeligt er fyldt med mælk og træt.. men dog stadig er vågen nok til at registrere, at du putter hende fra dig og at hun bliver lagt i sin seng - og så der forsøge at lulle hende det sidste stykke ind i søvnen med dine hænder osv. som du også har forsøgt nu :)

I forhold til putningen om aftenen, så skal du være opmærksom på, at hun med den alder hun har, godt kan have en rytme, hvor hun har brug for at gå sent i seng. Og når det er svært at få hende til at sove om aftenen, kan det derfor være en god idé at se lidt på hele dagens rytme, hvornår hun står op fra sin 3. lur og derudfra vurdere hendes puttetidspunkt.

Du skal også være opmærksom på, at hun er ved at være så stor nu, at hun er langt mere opmærksom på verden. Hun følger rigtig meget med i, hvad der sker omkring jer, og hun skelner mere og mere, om hun er hjemme eller ude, om hun er i mors favn, fars favn eller i favn hos bedsteforældre eller andre. Og hun lader sig derfor også let forstyrre, når hun skal spise i løbet af dagen. Hun kan godt få lidt tendens til at slatspise lidt, og når du ammer hende om dagen vil du måske opleve, at hun tager fat, dier, slipper brystet, smiler til dig, tager fat og dier lidt igen, slipper igen, pludrer med dig, tager fat og dier, slipper atter og kikker efter andre ting... Så hendes opvågning ...


Annonce

... om aftenen kan også være et behov for at få lidt ekstra mælk, før hun skal sove.

Derfor vil det være rigtig godt, hvis du om dagen kan forsøge at øge hendes mælkeindtag lidt, og sikre at hun ikke har svært ved at overgive sig til søvnen, fordi hun måske har brug for lidt mere mælk. Og hvis det viser sig, at det ikke er tilstrækkeligt, så vil hun måske stille og roligt have behov for lidt skemad - hun bliver jo 5 måneder nu, så måske vil det være tid til lidt smagsprøver på lidt grød eller mos i løbet af de næste 3 ugers tid. Det vil også hjælpe jer til en anden rytme og være med til at gøre, at hun ammes, begynder at kunne slippe brystet mere og lettere falde i søvn. Tiden arbejder på den måde også lidt for dig :)

Og nogle gange kan det om aftenen også være en idé at du ammer hende af to omgange og gerne lægger en skiftning ind undervejs. Du kan derfor med fordel forsøge at amme hende, skifte hende, så hun vågner lidt op til dåd igen, amme hende igen og først derefter putte hende til natten. Det kan faktisk være med til at gøre, at den opvågning hun lige nu har efter 30-40 minutter forsvinder...

Et forslag kan også være en sut, bruger hun sut? Det kan være et forsøg værd, også selvom hun har den alder hun har, fordi det at sutte virker beroligende. Og hvis du starter med at amme hende, erstatter brystet med en sut, evt. koblet til en klud, der dufter af dig, så vil hun måske lettere kunne sove på afstand af dig og finde ro og ind i søvnen netop med sut og klud :)


Helens bog om børn og søvn
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og søvn" - sådan får du dit barn til at sove

Hvis jeg har læst dit brev forkert, så hun også om dagen altid vågner efter 30-40 minutter og du ofte skal bruge 15-20 minutter på at vugge/trille hende ind i søvnen igen, så vil det her også være en god idé, at du forsøger at amme hende lidt ekstra, da de hyppige opvågninger kan skyldes, at hun måske slatspiser lidt. Samtidig vil hendes søvn også begynde at indeholde flere stadier nu, og nogle børn har rigtig svært ved at komme fra et søvnstadie til et andet og de vågner derfor op. Her er det vigtigt, at du forsøger at være i nærheden, så du med det samme kan hjælpe hende videre f.eks. med en sut, håndspålæggelse og lignende - eller du kan med fordel holde barnevognen igang indtil I har passeret det tidspunkt, hvor hun normalt vågner op. Lige nu er det godt at hjælpe hende videre i søvnen på denne måde, fordi det påvirker hendes indre ur, hendes cirkadiske rytme, til at fornemme behov for et længere søvnstræk, så hun fremadrettet af sig selv vil kunne komme videre i søvnen.

Så ja, det vil være rigtig godt, at du forsøger at hjælpe hende videre i søvnen, når hun går fra et søvnstadie til et andet, og det er ikke noget du kan regne med, at hun blot vokser fra. De rutiner og vaner, som du giver hende nu, vil naturligt påvirke hendes søvn fremadrettet. Når det så er sagt, så vil tiden samtidig dog naturligt arbejde for jer - hun bliver ældre, får længere vågne perioder, bliver mere aktiv og vil bruge sig selv mere og mere motorisk og mentalt. Det vil gøre at hendes døgn bliver inddelt mere og mere i vågne aktive perioder og perioder, hvor hun skal sove. Samtidig vil hun begynde med lidt skemad og rytmen vil blive mere og mere tydelig - og alt sammen vil det have positiv påvirkning på søvnen, så tiden arbejder også lidt for jer. Det er altså "både og" :)

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre og glæder mig til at høre, hvordan det fortsat går jer :)

Rigtig godt nytår til jer!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Sådan siger du farvel til røde babynumser

Sådan siger du farvel til røde babynumser: Med forebyggelse frem for behandling

Sundhedsplejersker anbefaler at forebygge bleudslæt med Olívy
Er du i tvivl om, hvad der hjælper bedst mod rød numse og bleudslæt, er du ikke den eneste. Mange bruger salver og cremer til ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

14. august 2026 | Sovevaner | 7 mdr.

Tvillinger på 6.5 mdr uden rytme

Kære Helen. Jeg har 2 dejlige tvillingepiger på 6.5 måned, som blev født i...

Læs hele brevet og Helens svar


10. juli 2026 | Sovevaner | 2 år

2 år og søvn

Kære Helen Min datter på 2 år er vanvittig svær at putte. Hun har egentlig...

Læs hele brevet og Helens svar


6. juli 2026 | Sovevaner | 1 mdr.

Søvn 6 ugers baby

Hej igen Helen, Hermed forlængelse af mit tidligere brev ang...

Læs hele brevet og Helens svar


20. maj 2026 | Sovevaner | 18 mdr.

Vil ikke sove i tremmeseng

Hej Helen. Vores datter har i de sidste uger sovet ca kl 20 og vågnet ved...

Læs hele brevet og Helens svar


13. maj 2026 | Sovevaner | 4 mdr.

Mudrede nætter og manglende søvn

Kære Helen, Tusind tak for dit grundige svar til mit seneste brev. Jeg...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Klumpfod

Når børn fødes med en fod, der er bøjet indad, hvor fodsålen peger bagud og fodryggen fremad, så kalder man det klumpfod. Der er ca. 1 ud af 1000 børn der fødes med klumpfod og ca. halvdelen af disse har misdannelsen på begge fødder.

Man ved ikke hvorfor nogle børn fødes med klumpfod, men der er en vis arvelig tilbøjelighed. Man siger at risikoen for at føde et barn med klumpfod øges med en faktor 30, hvis en søster eller bror har lidelsen.

Drenge fødes hyppigere...

Læs mere i Babylex

Modermælkserstatning

Modermælkserstatning gives til børn, der ikke ammes eller tilbydes udmalket modermælk - og modermælkserstatning kan gives fra fødslen. Modermælkserstatning er sammensat, så det ligner modermælken mest muligt, og børn udvikler sig og trives rigtig godt på modermælkserstatning.

Modermælkserstatninger har et højere indhold af protein, mineraler og vitaminer, end man ser i modermælk. Det skyldes, at barnet ikke kan optage næringstofferne helt på samme måde. Modermælkserstatning...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om børn og søvn som er sprængfyldt med praktiske råd om hvordan du får dit barn til at sove.

Det siger medlemmerne ...

Kære Helen,

Tak for hjælpen - det virker!!

Jeg vil takke dig for din støtte i vores søvnprojektet. Det virker så godt, at vi indimellem synes det er for godt/let til at være sandt. I går havde jeg veninder på besøg og alligevel var det så let som ingenting. Det er en lettelse og putningen er blevet en fornøjelse for alle parter.

Det var lange 5 uger for at få det til at fungere, men det hele værd!

Tusinde tak for din støtte.

Fra to nu langt mindre trætte forældre


Annonce