Brev:

6 årig pige med vrede og frustration

Kære Helen

Jeg går lige til sagen, som drejer sig om vores 6 årige datter. Det er en længere smøre, men afspejler en frustrerende situation med mange facetter, som jeg håber du kan hjælpe med:

Vi har gennem flere år kæmpet med vores datters voldsomme temperament og nedsmeltninger, og personligt har jeg nået et punkt, hvor jeg frygter at udbruddene kommer og bliver meget stresset. Det er en meget frustrerende situation at jeg ikke føler jeg kan hjælpe hende, selvom jeg prøver og prøver. Derfor søger jeg din hjælp og rådgivning.

Vores datter er som person udadvendt, meget kærlig, har fantastisk humor, hun er kreativ og igangsættende, hun tager (meget) gerne styring i legen. Hun kører med fulde drøn og kører træt og bliver overstimuleret. Sprogligt er hun langt fremme, hun fungerer godt i skolen, hvor hun går i 0. klasse. Hun kan fordybe sig i leg og kan også forstå et nej, selvom jeg ofte skal sige det mange gange, før hun accepterer det. Hun er en pige, der meget gerne vil bestemme. Og hun føler, det er uretfærdigt, hvis mor og far bestemmer noget, som hun vil bestemme. Det er en daglig kamp. Hun er enebarn.

Generelt oplever jeg, at hun har svært ved at sætte ord på hvordan hun har det. Hvis hun fx. er træt, hvilket hun ofte er efter skolen, bliver hun nærmest hyperaktiv og vil alt muligt på samme tid. Vi giver hende en pause fra skolen, når hun kommer hjem. Så leger vi med modellervoks, ser tv mens vi spiser en snack osv. Generelt oplever jeg, at når hun er træt, er hendes lunte MEGET kort og der skal ingenting til for at hun farer fuldstændig i flint. Det er ofte meget små ting, der får læsset til at vælte. Det er med råben og skrigen, løben rundt og kaste med ting. Nogle gange er hun så vred, at hun hyperventilerer, og jeg synes nærmest det minder om et angstanfald. Er det normalt, når man er 6 år, og kan der være tale om angst?

Forleden ville hun pludselig gerne cykle til skole sammen med en kammerat, der kom forbi. Vi var ikke klar og havde ingen aftale, men hun råbte og skreg "skyyynd dig mor" og gik fuldstændig i panik, så tårerne stod ud af øjnene. Flere naboer overværede det, og jeg følte at situationen var helt ude af kontrol. Til sidst måtte jeg tage hende kærligt og fast i hånden og sige "nu går vi!". Og så gik vi til skole. Hun faldt ned undervejs, men jeg var fuldstændig ødelagt indeni.

Skal jeg acceptere at hun er sådan, eller ...

... forklare hende at det ikke er ok? Hun kan vel ikke gøre for det i sidste ende? Jeg har fortalt mange gange, at det ikke er ok at hun råber og rost hende, når hun ikke er faret i flint. Men det er jo også at lægge låg på sine følelser, og dem har hun vel brug for at komme ud med? Ofte går vi begge vores vej, når hun råber og skriger og ikke vil holde op. Vi kan bare ikke være i det mere. Det får jeg dårlig samvittighed over, for jeg ved godt, at hun ikke har brug for at være alene. Så siger jeg til hende "nu bliver det for meget for mor, jeg går lige ind i soveværelset, men er klar hvis du vil trøstes".

Jeg har prøvet flere gange at tale med hende om situationen, når hun er faldet til ro, men ofte vil hun ikke tale om det, selvom jeg siger, at det er vigtigt for mig at kunne forstå hende for at kunne hjælpe hende. Hun kan tit godt forstå at hun har gjort noget "forkert", og kommer og siger undskyld.

Hun er meget sensitiv omkring sit tøj og får det samme på næsten hver dag. Det skal være blødt, og det hun kender. Der ligger meget tryghed i det for hende, men jeg forstår ikke hvad det bagvedliggende behov er. Gør du?

Vores datters udbrud er blevet kortere og færre i de seneste par år, og det er jeg selvfølgelig glad for. Men vi har oplevet MANGE gange at hun er løbet skrigende ned ad vejen og jeg må bære hende hjem, mens hun fægter med arme og ben. Selv som 5 årig. Det er meget stressende for os alle. I sommerferien havde hun daglige nedsmeltninger, og vores ferie var en meget stresset periode. Vi prøvede efterfølgende at reducere skærmtid og at lægge hende i seng til helt normal tid. Det har virket noget, men kan det virkelig passe at en lille ændring i hendes rytme kan smadre en hel dag for hende? Vi skal jo også kunne holde ferie og ikke være slave af at hun skal sove kl. 19:30-20.

Hun kommer i seng på helt faste tidspunkter og vi spiser altid kl. 18. Men det kan være forskelligt om vi spiser sammen, om hun må se fjernsyn mens hun spiser osv. Ofte får hun lov til at spise aftensmad i sin seng mens hun ser tv. Nu vil du måske sige, at vi skal have endnu fastere regler :-), men jeg oplever også at hun har brug for fleksibilitet, især nu hvor hun lige er startet i skole - når det bare ikke drejer sig om sengetider, om hun skal i skole osv.

Jeg håber ovenstående giver mening, og at du kan vejlede os til at blive en gladere familie :-)

Venlig hilsen
Sanne

Læs Helens svar »

Sådan forebygger du bleudslæt

Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift

Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

20. september 2025 | Diverse | 6 år

Flytteovervejelser og skolestart/skifte

Kære Helen Mig og min kæreste er forældre til en sund og rask dreng på 6...

Læs hele brevet og Helens svar

25. april 2025 | Udvikling | 5 år, 6 mdr.

Skole parathed

Hej Helen. Jeg har en pige der skal starte i skole i år. Hun er født i...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: