Svar: Hårde områder og manglende mælk efter brystbetændelse
Kære C.
Tak for dit brev :)
Jeg kan godt forstå, hvis du efterhånden er nået dertil, hvor du tænker, at det vil være rart for jer alle tre, at gå over til flaske. Som du skriver, så har dit ammeforløb været kompliceret indtil nu, og jeg ved ud fra dine tidligere breve, at du har gjort rigtig meget og har forsøgt alverdens ting for at få amningen til at fungere.. og nu har du så fået brystbetændelse, øv!
Det er normalt, at mælkeproduktionen kan falde i forbindelse med en brystbetændelse, men i takt med, at din dreng får arbejdet sig igennem brystet, og betændelsen forsvinder, så skulle din mælkeproduktion gerne øges til normalt niveau igen. Og hvis du ikke kan få din dreng til at die, så kan det være nødvendigt, at du malker ud - for jo mere du giver ham erstatning, jo mindre dier han ved brystet, og jo mindre han dier ved brystet, jo mindre mælk vil du producere. Hvis du gerne vil øge din mælkemængde, skal han derfor enten die hyppigt, eller du skal malke hyppigere ud - når det så er sagt, så vil du ikke kunne stimulere brystet med en brystpumpe på samme måde, som din dreng kan stimulere - og ender du f.eks. med kun at malke ud, så vil du højst sandsynligt ikke kunne opretholde en tilstrækkelig mælkemængde til din dreng - han skal altså til brystet.
Det er også helt normalt, at du kan have en knude i brystet i forbindelse med en brystbetændelse, og det er vigtigt, at du lægger din dreng til brystet, fordi han vil være den, som kan tømme brystet (og dermed knuden) bedst muligt. Du skal sørge for, at han har korrekt fat, så kan han arbejde optimalt med brystet, ligesom det vil være rigtig godt, at du skifter mellem forskellige ammestillinger alt efter, hvor knuden sidder. Du skal forsøge at placere ham sådan, at hans hage er ved knuden, så tømmer han den bedst :)
Det er også en rigtig god idé, at du varmer brystet lidt op med en varmepude, før du lægger ham til, ligesom det kan være en god idé at du masserer på knuden med bløde cirkelbevægelser og presser mælken ned og ud, imens han spiser hos dig, så du på den måde hjælper knuden med at tømme sig.
Start også med at lægge ham til det bryst, hvor du mærker knuden, så han dier med flest kræfter og overskud netop der og malk evt. ud efterfølgende - igen for at sikre, at brystet og den pågældende knude bliver tilstrækkeligt tømt.
Knuden skal på den måde gerne blive mindre og stille og roligt helt forsvinde - hvis du følger ovenstående, og du efter en uge stadig har en tydeligt hård ...
... knude, så synes jeg, at du skal drøfte det med lægen. Hvis lægen skønner det nødvendigt, så kan man undersøge knuden nærmere, enten ved f.eks. at scanne brystet og se, hvad det er, eller man kan tage en biopsi og på den måde undersøge, hvad der er i knuden f.eks. om der er mælk i knuden :) Det er ikke usædvanligt at kvinder i forbindelse med brystbetændelse får en knude, som er svær at få bugt med, og som ofte er det helt uden problemer, men det bør altid undersøges.
Jeg ved fra et af dine tidligere breve, at du før har givet ham mælk via et SNS system, så han har ligget og diet ved brystet, samtidig med at han er blevet suppleret med ekstra mælk. Dette kan du naturligvis godt gøre igen. Det er en måde at få ham hyppigere til brystet på, så han stimulerer dit bryst ekstra og samtidig give ham ekstra mælk ved brystet og uden flaske. Når det så er sagt, så er det naturligvis også helt okay, hvis I vælger flasken, for der er også fordele ved den - f.eks. at far også kan give mad og det kan være guld værd for jer alle tre at I deles om dette...
Du skriver blandt andet "jeg er bange for, om jeg må droppe amningen" - og jeg kan ikke helt ud af dit brev tyde, hvordan du vil have det med det... Det er vigtigt for mig at sige, at amning skal være hyggeligt og rart. Det skal være en dejlig stund for både mor og barn og det skal ikke være forbundet med gråd, frustrationer, kamp, bekymring, smerter, ubehag eller en følelse af ikke at være god nok... På samme måde skal du naturligvis også have det godt med at give flaske, og hvis du giver flaske, så må du ikke sidde og have dårlig samvittighed, være ked af det, bekymret eller på nogen måde føle dig mindre værd...
For nogle kvinder er det en stor sorg ikke at kunne amme og at nå dertil, hvor man giver flaske, kan være så smerteligt, at man næsten ikke kan være i det - og det dur naturligvis ikke. For andre kvinder er det faktisk en stor lettelse at nå dertil, hvor man kan sige "jeg forsøgte alt, og det lykkedes ikke" og så have det godt med netop flasken og kunne se, hvor meget ro og overskud den giver...
Hvad end der bliver løsningen hos jer, så vil jeg naturligvis gerne støtte dig, og det er helt okay, hvis du fortsat gerne vil amme og forsøge at få det til at fungere så lang tid som muligt. Vælger du stille og roligt at gå over til flaske, så er det også helt okay. Det er kun dig, som kan mærke, hvad du har lyst til, brug for og måske er parat til :)
Knus med på vejen herfra til vi tales ved igen :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Få eksperternes anbefaling af den bedste hudpleje til babyer
Sundhedsplejersker, jordemødre og børnelæger peger på Olívy
Når det gælder pleje af babyers og småbørns hud, skal man ikke tage nogen chancer. Her er kun det bedste godt nok. Det er derfor værd at lytte til, hvad eksperter og fagfolk siger. Olívy baby care – diaper change bliver anbefalet af ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om amning:
23. september 2026 | Amning | 1 mdr.
Hej Helen Jeg ammer min søn på 4 uger og er blevet i tvivl om jeg bør amme...
19. september 2026 | Amning | 11 mdr.
Hej Helen Beklager skriveriet. Men jeg vil lige uddybe lidt, da jeg...
18. september 2026 | Amning | 10 mdr.
Hej Helen Nu er vi i gang med lillebrors nedtrapning af bryst. Som du...
25. august 2026 | Amning | 10 mdr.
Hej Helen Efter 10 måneder med en amning, ingen troede var mulig, så tror...
6. juli 2026 | Amning | 1 mdr.
Kære Helen Jeg håber, du kan hjælpe mig med nogle bekymringer omkring min...
Viden om børn:
Klapvogn - køb af klapvogn
Når I vil købe en klapvogn, skal I overveje, hvad jeres behov er. Der findes mange forskellige modeller af klapvogne, som hver har deres fordele.
En klapvogn kan være praktisk, når I bevæger jer rundt i byen, eller tager feks. bus eller tog. En klapvogn er ofte let at manøvrerer rundt med, og den fylder ofte mindre end en barnevogn, hvilket kan gøre den praktisk i hverdagen. Samtidig kan mange klapvogne klappes sammen, så de f.eks. kan være med i bilen, hvis I f.eks. skal i ZOO...
Barneseng
Når man skal vælge seng til sit barn er der visse ting, man kan gå efter. Noget af det vigtigste er at sengen er sikkerhedsmæssigt i orden.
Forbrugerrådet tester jævnligt de børnesenge som er på markedet og her ser man bl.a. på at sengen skal kunne tåle at blive slået, banket på og hevet i. Sengene bliver tjekket for at barnet ikke kan få fingrene i klemme og at tremmeafstanden er korrekt, så barnet ikke kan komme i klemme med sit hoved og sidde fast i sengen.
Den...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.











