Svar: Putning til nat - 6 mdr.
Kære Jannie
Tak for dit brev og velkommen til :) Hvor er det dejligt, at du har fulgt med på sidelinjen og jeg kan godt høre, at du allerede har læst mange af mine råd til andre - og tak for de søde ord, jeg vil naturligvis gerne dele lidt tanker med dig :)
Først - det lyder faktisk som om, at I har en putterutine. Jeres rutine består netop i, at jeres datter forbinder sin seng med stedet, hvor hun sover. Hun ligger i sengen, har sine to bamser, pludrer og hygger og er fuldstændig tryg og glad for sin seng. Derudover bliver hun naturligt gjort klar til natten med bleskift, nattøj osv. og så får hun sin flaske. Måden I gearer ned på og gør hende klar til natten - det er hendes putterutine, det er hendes putteritualer, og det er genkendeligt og trygt. Så det har I etableret.
Når det er særlig svært lige nu, så er det fordi hun faktisk er motorisk fremmelig. Det er super godt, det er virkelig dejligt, at hun bevæger sig omkring, bruger sig selv så meget motorisk og allerede ligger i kravlestilling og rokker! Super fedt! Men, børn som er motorisk fremmelige vil ofte sove ekstra dårligt... Hun oplever jo verden meget stor, fordi hun kan bevæge sig mere omkring, og hun får derfor ekstra mange stimuli, som hun mentalt har svært ved at kapere, fordi hun ikke er ældre end hun er. Det er præcist, som du selv fornemmer - hendes hjerne kan ikke rigtig følge med alt det, som kroppen viser behov for lige nu. Hun har svært ved at koble fra rent mentalt.
Hun er konstant i bevægelse, har rigtig svært ved at ligge stille og finde fysisk ro, og det gør naturligt også søvnen sværere. Det er svært at finde ro, når hun skal sove og også svært at ligge stille, når hun endelig sover. Det gode er - det stopper igen, i takt med at hun bliver ældre, men lige nu er det naturligt svært...
Det bedste I kan gøre er at forsøge at hjælpe hende til fysisk ro ved f.eks. at sidde med hende eller putte hende i seng og se om I kan berolige hende der. Det, at hun ikke skal flyttes fra jeres favn og ned, hvor hun skal sove, kan nogle gange hjælpe - så derfor kan det være en god idé at give hende flasken direkte i sengen. Det er netop en af fordelene ved flaske, at hun ikke behøver være i favn for at få den.. Hvis I vælger at forsøge denne løsning, så er det vigtigt at elevere hendes hovedgærde, så hun ikke ligger helt fladt.
Nogle gange kan det også hjælpe at putte hende på maven og så være der, lægge hænderne på hende, stryge hende op og ned over ryggen og blenumsen, igen og igen, for på den måde at skabe ro i kroppen - igen imens hun ligger i sin seng... Selvom hun har det med at lægge sig op i kravlestilling, så vil ...
... hun måske efter lidt tumletid være parat til at I hjælper hende til fysisk ro og ind i søvnen på denne måde :)
At vænne hende til at hun skal være i favn og hoppes med på en pilatesbold er dog ikke nogen god løsning. Det er dejligt, at det lige nu tager 5 minutter og så sover hun... men der er en fare ved denne metode - det kan hurtigt blive til 7, 10, 12, 15, 20, 35 minutter og pludselig så virker det bare ikke rigtigt mere.. Derfor er det rigtig godt, hvis I kan forsøge at holde fast i at hun stadig helst skal falde i søvn i sin seng eller evt. liggende ved siden af jer i jeres seng. Fordelen ved at hun ligger tæt med jer i jeres seng er, at hun her stadig vænnes til at falde i søvn liggende ned og ikke skulle være i favn og have en masse bevægelse for at sove...
Som I skriver, så har hun aldrig være særlig interesseret i at blive båret, og der er derfor ikke grund til pludselig at vænne hende til at skulle være i favn hele tiden.. det er hyggeligt, men bliver tungt i længden og svært at blive ved med. De rutiner, som I allerede har fået skabt og som hidtil har virket, er rigtig gode, så prøv om I kan komme lidt tilbage til disse :)
Derudover så skal I naturligvis også medtænke dagens rytme, indtag af skemad, antallet af flasker osv. og jeg vil derfor lige sende en dagsplan, som den kan se ud for et barn på 6 måneder:
Tidlig morgen 05/06: Flaske og sover lidt videre
Morgen 7.30-8: Havregrød, vand af kop.
Formiddag 9-9.30: Frisk blød frugt i hånden at gumle på selv, frugtmos og vand af kop.
Lille flaske og puttes til formiddagslur
Frokost 11.30-12: Grøntsagsmos og der begyndes nu med kød og fisk i grøntsagsmosen, suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk og lignende i hånden at gumle på selv, vand af kop.
Flaske og puttes til middagslur
Eftermiddag 16: Frisk blød frugt i hånden og lidt frugtmos og vand af kop.
Får ofte også en lille flaske om eftermiddagen, og puttes her evt. til dagens 3. lur. Det kan dog også sagtens være sådan, at denne lur nu springes over.
Aften 18: Grøntsagsmos og også her begyndes med kød eller fisk i mosen. suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk, en kartoffelbåd fra ovnen, kogt blomkål eller broccolibuket i hånden eller lignende, vand af kop.
Flaske og puttes til natten ca. kl 20. tidspunktet variere efter, hvorvidt hun sover 2 eller 3 lure dagligt, og hvornår hun stå op fra sidste lur.
Sen aften 23-24: Drømmeflaske og sover herefter videre...
Jeg håber, at ovenstående tanker hjælper lidt videre og også giver lidt ro med på vejen.
Rigtig meget held og lykke, og glæder mig til at følge jeres lille familie videre frem! :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Hudplejeolie til mor og barn
Når huden hos mor eller barn bliver rød, øm eller irriteret, kan der være brug for mere end almindelig hudpleje.
Apotekets Lacto+ Probiom Olie kombinerer plejende olier med levende mælkesyrebakterier, der støtter hudens mikrobiom og naturlige balance.
Når huden er rød, tør ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
7. november 2026 | Sovevaner | 9 mdr.
Kære Helen Vi har en datter, Carmen, på godt 9 måneder, og vi vil gerne...
5. november 2026 | Sovevaner | 7 år, 8 mdr.
Hej Helen, Vi har 2 børn, en pige på 7 år og en dreng på 5 år. Vores...
4. november 2026 | Sovevaner | 17 mdr.
1 år og 5 måneder gammel dreng vågner klokken 04
Kære Helen, Vi har en søn, der nu igennem næsten 4 måneder er...
24. oktober 2026 | Sovevaner | 18 mdr.
Dagslur i klapvognen fungerer ikke mere
Kære Helen, Jeg har et spørgsmål i forhold til søvnvaner Vores datter...
22. oktober 2026 | Sovevaner | 2 mdr.
Hej Helen Jeg vil hører om du kan hjælpe mig med at forstå anbefalingerne...
Viden om børn:
Barselshotel
Barselshoteller findes både på sygehuse og i privat regi.
Kravene til at komme på et offentligt barselsehotel er forskellige. Nogle steder barselshotellet for flergangsfødende, der har haft en ukompliceret graviditet og fødsel, andre steder er det til førstegangs forældre, der har brug for lidt ekstra tid, inden turen går hjem. På barselshotellet vil både mor og far typisk kunne være til stede hele døgnet og personalet kan tilkaldes, ved behov for hjælp.
På et...
Barselshvile
Førhen i tiden var kvinder som lige havde født indlagt på sygehuset i flere dagen inden de kom hjem. I dag kommer man hjem så snart man har lyst og føler sig parat til det og det sker også at man kommer hjem før man som mor egentlig føler sig helt parat ... Det er mere og mere almindeligt at gå hjem allerede få timer efter fødslen.
Når man går tidligt hjem, så vil det være rigtig godt at den nybagte far har mulighed for at tage nogle dage fri, så den lille nye familie kan lære...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.











