Svar: Vredesudbrud - 2 år, 3 mdr.

---

Kære fortvivlede mor

Tak for dit brev og ærlige beskrivelse af din datters reaktioner, og hvordan det påvirker dig. Jeg vil naturligvis gerne dele lidt tanker med dig :)

Der er ingen tvivl om, at jeres datter gennemgår en stor udvikling og netop 2-3 års alderen er for mange rigtig svær. og børn er forskellige - så det er helt normalt, at I oplever at måden I har mødt og opdraget storebror på ikke altid passer til lillesøster. De har forskellig personlighed og skal naturligt mødes forskelligt...

Jeres datter er godt igang med at finde ud af, hvordan verden fungerer, hvordan ting hænger sammen. Hun vil naturligt derfor afprøve grænser - forsøge at finde ud af, hvad det hun gør, gør ved jer. hvordan hun med sine reaktioner kan få forskellige reaktioner fra jer. Hun er samtidig utroligt følsom og har rigtig meget brug for at blive set, mødt og anerkendt og det er en alder, som kræver rigtig meget forståelse og omsorg.

Hun bevæger sig lige nu igennem det man kalder selvstændighedsalderen og for at kunne udvikle sin selvstændighed, for at kunne finde ud af, hvem hun selv er og hvad hun står for, så er hun nødt til at ville noget andet end jer. Hun kan ikke finde ud af, hvem hun er, hvis hun gør alt som I siger og som I vil. Derfor vil der naturligt opstå konflikter med børn i denne alder, og det har meget stor betydning, hvordan I kommer ud af en konflikt. Der er mange følelser i spil - vrede, hysteri, frustration, fortvivlelse høre altsammen alderen til, og det er meget vigtigt, at du forsøger at lytte til, hvad det egentlig er, hun prøver at fortælle og så forsøger at hjælpe hende alt efter, hvad der foregår.

Jeres datter får anfald at fortvivlelse. Det sker fordi hendes hjerne stadig er meget umoden. Der er masser af hjerneceller, men forbindelsen mellem dem fungerer ikke særlig godt. Din evne til at bevare roen, tælle til ti og lige tænke sig om en ekstra gang eller din evne til at forstå en forklaring - det har hun ikke endnu. Hun er styret af sine følelser og er på mange måder i følelsernes vold. Og der går ikke ret lang tid fra glæde og jublende lykke og til at verden bryder sammen for hende.

Man kan beskrive hjernen på flere måder, men i forhold til børn og i forhold til at forstå, hvad det er der sker, når man har med små børn at gøre, så kan det være en god idé at se hjernen inddelt i 3 dele:

1. Den rationelle hjerne, som også kaldes storhjernen. Det er denne del af hjernen der styrer kreativitet, fantasi, problemløsning, selverkendelse, omtanke, empati, eftertanke osv.

2. Pattedyrhjernen, som også kaldes mellemhjernen eller det limbiske system. Den udløser store følelser, der skal styres af den rationelle hjerne. Det er raseri, frygt, separationsangst, social tilknytning, legesyge, lyst til at udforske osv.

3. Krybdyrhjernen er den nederste del af hjernen og den aktiverer vores vigtige kropsfunktioner. Det er sult, fordøjelse, åndedræt, blodomløb, temperatur, at kunne bevæge sig, kamp eller flugt.

Når jeres datter mærker modstand, når hun oplever, at du skræller en banan forkert, når maden falder af skeen, når du tager en tusch fra hende, fordi hun ikke må tegne på væggen, når du siger nej til noget hun gerne vil... så vil hun reagere fysisk, næsten dyrisk, fordi hun i denne situation er styret af sin mellemhjerne. Hun vil derfor løbe sin vej, smide sig ned i jorden, sparke, slå, spytte, kaste med ting, måske hvæse af dig... tydeligt være i fysisk oprør, fordi der her sker en aktivitet i mellemhjernen/pattedyrhjernen, man kan sige, at hun reagerer næsten dyrisk.

Pattedyrhjernen/mellemhjernen styres af den rationelle hjerne og for at få ...

---

---

... dannet de forbindelser, som hun mangler mellem disse to hjernehalvdele, så er det vigtigt, at du reagerer på en måde, som aktivere den rationelle hjerne. Og det gør du, når du viser hende det, som du gerne vil lære hende. Det betyder, at du skal vise hende, at du godt kan bevare roen, selvom hun ikke kan. Du skal vise hende, at du godt kan rumme, at hun er gal, ked af det, frustreret, vred, ked af det. At selvom hun er i følelsesmæssigt oprør, så er du rolig og kan godt rumme det.

Du skal sætte ord på det der sker, så hun føler sig forstået, lyttet til og mødt. Det kan f.eks. være at sige "sååå skat, bliver du bare så ked af det" eller "øv, det var også dumt, at jeg gav dig bananen forkert" eller "driller skoene, pyt med det, kom lad mig hjælpe dig" eller lignende.

Når hun er i oprør, så drøner der adrenalin rundt i kroppen, og hvis du puster til det ved at sige f.eks. "hold op med det skaberi" eller "lad være med at være hysterisk" eller "nu kan du ligge her til du kan finde ud af at være rolig" eller lignende så hjælper du hende ikke. Hun lærer ikke at bevare roen og de vigtige forbindelser mellem hendes hjernehalvdele bliver ikke skabt.

Det vil være rigtig godt, at du giver hende alternativer, når du siger nej, så nej ikke altid blot er nej. Det vil sige, at når du f.eks tager tuschen fra hende og siger "jeg vil ikke have, at du tegner på væggen", så kan du også sige "se her er et stykke papir, som du kan tegne på". På den måde anerkender du hendes lyst til at tegne og viser hende hvor det er okay at tegne og på den måde vil hun føle sig mere mødt, end hvis du blot siger nej, fordi hun naturligt ikke må tegne på væggen.

---

---

Det vil også være rigtig godt, at du i hverdagen er opmærksom på at inddrage hende i de ting som skal gøres. Det vil anerkende hendes selvstændighedsstrang og lyst til at kunne selv, ville selv, bestemme selv.. hun kan f.eks. godt være med til at dække bord, hun kan godt selv hente skoene, som hun skal have på, hun kan godt selv gå ud til bilen og klatre op i autostolen, hun kan godt selv finde en ren ble frem.. jo mere du kan inddrage hende, jo bedre vil det være. hvis hun oplever, at du ofte lytter til hende, så vil hun naturligt også blive bedre til at lytte til dig :)

Det er rigtig godt, at du er opmærksom på at skabe genkendelige rutiner i hverdagen, ligesom det er vigtigt, at hun får den søvn, som hun har behov for - fordi hendes overskud naturligt bliver mindre, hvis hun er træt. Det er også rigtig godt, at du ikke giver hende alt for mange valgmuligheder, men nogle gange træffer valg for hende, så du i stedet for f.eks. at spørge "vil du have banan eller æble", blot vælger lidt frugt til hende og servere det som du synes. Hun vil naturligt have svært ved at tage stilling og da hun er styret af sine følelser, så vil hun ofte bede om en ting og når hun så får det, have lyst til noget andet.

Jeg vil lige kort nævne, at hvis storebror er tilbageholdende og lillesøster langt mere stridbar, så være opmærksom på, om han ofte trækker sig. Det er helt okay, at han nogle gange trækker sig og giver plads til hende, det hører med til at være søskende, men det er vigtigt, at han ikke får overskredet sine grænser igen og igen, hvis hun fylder rigtig meget i hverdagen : ) Bare en tanke :)

Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre og vil også anbefale dig min bog om Børn & Opdragelse. I den finder du mange eksempler på, hvordan du kan møde din datter (og søn) bedst muligt, så de hører, hvad du siger, og forstår, hvad du gerne vil, og at du naturligt forsøger at hjælpe :) Måske en julegave til dig selv :)

Rigtig glædelig jul til jer alle fire :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---