Brev:

Skolebarn

Hej Helen,

Vores store, dejlige og super seje datter er begyndt i skole, og det går heldigvis rigtig godt. Det har været en stejl læringskurve, og hun har haft lidt svært ved at sige farvel om morgenen og kan stadig godt have det ind i mellem.
Men ellers synes vi, det går rigtig godt. Vi har god dialog med lærere og pædagoger, og hun trives med at lære nyt og har allerede rigtig godt tjek på bogstaver (hun læser næsten), tal og alle de nye regler omkring frokost, frikvarter, ba til idræt etc.

Desuden har hun flere venner (inklusiv hendes bedste veninde) med fra børnehaven, og de udforsker alt det nye sammen. Vi har også haft flere legeaftaler med nye veninder, og generelt lader der til at være god stemning i klassen – og i SFO’en som ligger på skolen. Hendes far er ekstra fleksibel i øjeblikket og henter derfor tidligt hver dag. Så alt i alt har hun fået en så tryg og god start, som muligt.

Som reaktion på alt det nye – herunder også (mange) nye store børn – er hun begyndt at eksperimentere med at bande og svare igen, når vi beder hende om noget. Det er helt tydeligt, at hun prøver det af og vil se, hvor grænsen går. Og tit griner hun med det samme og siger, at hun kun siger, som hun gør, fordi hun har hørt en af de andre sige det ovre i skolen. Og så taler vi om, at man godt kan komme til at bande, hvis man slår sig rigtig slemt, men at vi ellers taler pænt hjemme hos os, og at vi heller ikke vil have at hun taler grimt eller svarer igen ovre i skolen.

Ind imellem udvikler det sig til reelle konfrontationer, hvor hun ikke vil med (ud at handle), at hun ikke vil i seng, at hun kun vil børste tænder, hvis hun må se iPad imens etc. Vi ser det som et helt klart udtryk for, at hun er og / eller har været presset over den sidste måned. Alt er nyt i skolen (regler, rammer, voksne etc.). Det kræver helt sikkert meget af hende – også selvom hun kan virke meget glad, positiv og fuld af overskud i skolen.

Hun har haft to episoder i skolen, hvor hun har nået sin grænse og har slået / hevet i hår. Vi havde en alvorlig snak med hende begge gange, og vi har også haft en rigtig god og positiv dialog med begge forældrepar. Hun er selv kommet til os og fortalt om episoderne, og hun forstår godt alvoren, og at hun skal prøve at bruge sit sprog eller hente en voksen, hvis hun bliver trængt op i en krog. Men hun er ikke god til det ...

... og prøver typisk at klare ting selv.

Vi oplever, at det er frustrationen ved eksempelvis uretfærdighed, der fylder meget hos hende, og det er helt sikkert derfor, hun reagerer hjemme. Men hvordan hjælper vi hende bedst?

Det er svært ikke at blive vred og frustreret, når hun nægter at komme eller svarer igen, at det må vi selv om, eller at det er hun ligeglad med. Og det er svært ikke at lade sig rive med og opstille et tænkt scenarie for at skabe ræsonnement hos hende.
Hvis du ikke vil det, betyder det sådan her. Eller det skal du, og det er os, der bestemmer. Og det hjælper hende åbenlyst ikke.

Vi har også forsøgt med time-out, når hun bliver rigtig sur og smækker med døren, men det bliver hun endnu mere sur over.

Hun havde en veninde på besøg, som hun gerne ville vise sig over for. Så da far kom ind for at spørge dem om noget, råbte hun ”skrid med dig” og smækkede med døren.
En dag vi havde en anden veninde på besøg, som pludseligt fik næseblod og derfor måtte ligge lidt ned. Og vores datter blev så ærgerligt, fordi de var midt i en god leg, at hun blev sur og ikke ville hjælpe veninden.

Vi blev meget overraskede over hendes reaktion og sagde, at hvis ikke hun kunne være sød ved sin veninde, måtte vi ringe efter hendes mor, så hun kunne komme hjem igen. Og vores datter svarede, at det var hun ligeglad med. Vi fik vendt situationen, og stemningen blev god igen, men vi var meget tæt på at aflyse og sende pigen hjem igen.

Hvad søren gør vi i sådan en situation? Overreagerer vi? Eller skal vi tvært imod for bløde?

Hun er generelt meget sød ved og meget glad for sin lillebror, men enkelte gange har hun sagt, at hun hader ham og ville ønske, at vi aldrig havde fået ham. Det har jeg reageret voldsomt på og insisteret på, at hun skulle sidde på sit værelse, til hun var faldet ned, og jeg kom tilbage og talte med hende om det.

Vi er meget i tvivl om balancen, for hun reagerer voldsomt på at blive irettesat (dvs. en time-out eller en alvorlig snak med mor eller far), men vi vil samtidig ikke acceptere, at hun eksempelvis taler grimt (eller slår) andre.

Er det bare sådan det er her i overgangsfasen, eller skal vi sætte hårdere ind og eksempelvis sende veninden hjem eller tage hjem fra fest hos familie eller venner, hvis hun ikke vil høre efter?

På forhånd stort tak for dine tanker.

Kærlig hilsen
L

Læs Helens svar »

Gråd går lige i hjertet – og helt ind i nervesystemet

Alle forældre kender det. Den hjerteskærende babygråd, der ikke bare larmer i ørene, men også føles fysisk i hele kroppen. Gråd er babyers eneste måde at kommunikere på, og et par timers gråd om dagen er helt normalt. Men det gør det ikke nemmere at stå i. Især ikke, når man har prøvet alt – ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

13. maj 2025 | Sovevaner | 7 år

Samsovning - div. spørgsmål

Kære Helen Vi har to dejlige drenge, der netop er fyldt 7 år og 9 år. Jeg...

Læs hele brevet og Helens svar

25. april 2025 | Udvikling | 5 år, 6 mdr.

Skole parathed

Hej Helen. Jeg har en pige der skal starte i skole i år. Hun er født i...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: