Brev:

Koncentration og fokus

Kære Helen.

Vi har før skrevet til dig om udfordringer med at få vores 5 årige dreng til at høre efter og lidt om hans adfærd.

Nu er han startet i skole og vi er naturligt meget opmærksomme på at han får en god start og får skabt nogle gode relationer samt venskaber til de andre børn.

Henover sommeren har vi løbende talt lidt med ham om det at gå i skole og prøvet at forberede ham. Han har ikke rigtigt være interesseret - ikke afvisende, bare ikke så nysgerrig. Han har heller ikke været et af de børn der har glædet sig til skolen. Det har ikke fyldt så meget.

På hans første skoledag var vi selvfølgelig med ham ovre i klassen. Her blev det lidt mere interessant. Han virkede glad - igen ikke spændt, men heller ikke nervøs. Det var fint.

Da vi så kommer over i klassen og den nye lære begynder at tale, rækker han så hånden op inden hun har nået at sige så meget. Hun spørger ham pænt om hvad han vil sige, og han spørger ind til hvad det er for nogle bøger de har liggende på bordet. Det svarer hun pænt på og alt er godt. Idet hun så begynder at tale videre, kommer han med små kommentarer undervejs, løfter sin ene bog op og kigger på den, begynder at spise af de rosiner der står på bordet og sidder og kigger sådan lidt rundt og op med et tomt blik og et smil mens han kommer med sådan lidt "ahh" og "ihh". Kan ikke helt forklare det, men det var forstyrrende, og jeg fik det som mor rigtigt skidt på hans vegne. Jeg ender med at sætte mig på hug ved siden af ham og holde lidt om ham, for at hjælpe ham og det hjalp.

Straks der følte jeg at han ikke var klar til skole. Jeg er klar over at det kan være spændingen der der kom ud, men det at han ikke har situationsfornemmelse, som andre børn på hans alder, gør os bekymrede (ikke kun for skolen men også generelt).

Det handler også om at man kan stå og tale til ham/forklare ham hvordan man gerne vil have at han opfører sig, hvis han fx har løbet rundt selvom han har fået at vide, at han ikke må - og så kan han igen bare kigge på en med et lidt tomt blik og smil mens han siger lyde, eller han vil stå og lave kyssemund til mig eller begynde at tale om noget andet som om han slet ikke hører hvad man siger til ham. -Og det her handler ikke om skæld ud, men at jeg i virkeligheden bare prøver at tale med ham og trænge ind til ham.

I går var vi på stranden med ham og lillebror, hvor de badede og hyggede sig, og det var skønt ...

... indtil de begynder at kaste med vådt sand på hinanden ude i vandet. Jeg må bede dem om at stoppe flere gange, men de bliver alligevel ved - især den store - og kaster det også på mine ben igen og igen efter jeg har sagt nej. I den situation ved jeg slet ikke hvad jeg skal gøre. Jeg ved at jeg ikke skal råbe af ham så det gør jeg ikke, men jeg bliver så frustreret.

Da vi var på sommerferie havde vi en lignende svær situation, hvor jeg beder ham om at komme op af vandet. Det vil han ikke, så jeg når at sige det mange gange. Til sidst må jeg hente ham op fra vandet og da jeg så kigger væk for at få styr på lillebror hopper han i vandet igen og igen.

Her har jeg virkelig brug for nogle værktøjer/noget hjælp, da jeg simpelt hent ikke kan finde ud af hvad jeg skal gøre. Jeg bliver meget frustreret og føler mig magtesløs. Det er ikke fordi jeg ikke siger det med en bestemt stemme og det er heller ikke fordi der ikke er nogen konsekvenser (efter den episode aftalte vi fx at hvis han andre dage hoppede i igen eller ikke kom op, når jeg bad ham om det, så ville han ikke få ipad den aften. Det hjalp og på de 14 dage vi var der skete det "kun" to gange mere (og slet ikke i samme grad). Men hvad gør jeg i situationen? Hvordan får jeg ham til at stoppe/høre efter/gøre hvad jeg siger?

Så min henvendelse handler dels om denne lidt særegne opførsel hvor han ligesom går i sin egen verden og ikke hører efter og den anden hvor han bare ikke lystrer (kommer når man siger at vi skal hjem nu/stopper med at drille lillebror etc).

Ift. særegne opførsel havde vi også for nogle weekender siden en middag med hele familien, hvor han sidder ved siden af min svoger, som han godt kan lide, og pludselig begynder at putte sin gulerod op i ansigtet på ham eller blive ved med at sige hans navn og få hans opmærksomhed. Jeg forstår at det handler om at blive set, men det gør ondt på mig at se det foregå på den måde og at han ikke stopper når han får det at vide både af mig og også pænt af min svoger.

Håber du kan hjælpe både os ift. redskaber ift opdragelsen og vores lille søn ift. generel trivsel, da vi tænker at hans ageren godt kan gøre det svært at skabe venskaber. Kan vi fx tale med ham og på den måde hjælpe ham?

Skal skynde mig at sige, at han har venner og også virker til at være glad for at gå i sin SFO. Jeg er bare bange for at de måske "vokser fra ham".

Venlig hilsen
den fortsat fortvivlede mor

Læs Helens svar »

Derfor vælger flere Tiny Tumult – blødt tøj til sensitiv hud

Kender du følelsen, når selv det blødeste tøj ikke er blødt nok til dit barns sensitive hud? Hos Tiny Tumult skaber vi præcis dét, mange forældre leder efter: silkeblødt, ansvarligt produceret børnetøj, der giver dit barn komfort og bevægelsesfrihed – og dig som forælder ro i maven.

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

20. september 2025 | Diverse | 6 år

Flytteovervejelser og skolestart/skifte

Kære Helen Mig og min kæreste er forældre til en sund og rask dreng på 6...

Læs hele brevet og Helens svar

25. april 2025 | Udvikling | 5 år, 6 mdr.

Skole parathed

Hej Helen. Jeg har en pige der skal starte i skole i år. Hun er født i...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: