Svar: Koncentration og fokus

---

Kære mor

Tak for dit brev og fine ærlige beskrivelse af alle dine tanker omkring jeres dreng :)

Der er ingen tvivl om, at det er meget stort for både børn og forældre at starte i skole. Det er en helt ny verden, og der er rigtig mange nye forventninger og krav, som man skal forholde sig til. Det er helt naturligt, at du er usikker på, hvordan det nu skal gå og hvorvidt jeres dreng vil få en god skolegang. Der er ikke noget du ønsker dig mere end at han skal være vellidt af kammerater og lærere, at han skal være glad for at gå i sin skole og naturligvis at han er parat til at lære alt det, som han nu skal lære - og det er helt naturligt, at du er i tvivl og bliver bekymret over, hvorvidt han er parat.

Der vil helt sikkert være forældre i klassen, som har det ligesom dig. Der vil naturligt være nogle forældre, som slet ikke er i tvivl om, at deres barn er parat, der vil være forældre, som tænker at deres barn måske ikke er helt parat lige nu, men at det skal nok komme, og så vil der være forældre, der som dig tænker "er han overhovedet parat til det her...?".

Reglerne er sådan, at børn skal starte i skole det år, hvor de fylder 6 år, og jeres dreng er ikke 6 år endnu, men bliver det i løbet af efteråret. Det betyder, at der naturligt vil være børn i klassen, som måske er 10 måneder ældre end ham, og det gør i sig selv en forskel. Dertil kommer, at undersøgelser viser, at drenge godt kan have behov for senere skolestart end piger, fordi deres hjerner modner senere end pigers. Det handler blandt andet om dannelsen af myelin. Myelin sidder omkring nervecellernes ledninger, og er en forudsætning for, at der kan sendes elektriske signaler mellem hjernecellerne. Og drenge har ikke og danner ikke myelin i samme mængde og ikke så tidligt, som piger gør, og det betyder faktisk, at drenge ofte vil have sværere ved at modtage en kollektiv besked og kan have lidt sværere ved at koncentrere sig.

Når han afbryder, virker til at miste fokus, og generelt virker til ikke altid at have helt så meget situationsfornemmelse, så kan det altså godt handle om, at han hjernemæssigt ikke er så moden endnu og en del af årsagen kan skyldes, at han er en dreng...:) Ann Elisabeth Knudsen, har skrevet en del om netop dette emne. F.eks. bogen "Pæne piger og dumme drenge", som du måske kunne have glæde af at læse.

Det er super godt, at du i hverdagene forsøger at være der for ham, guider og forklarer og forsøger at sætte ord på, hvad du forventer af ham, hvad der skal ske, hvad du ikke vil have osv. osv. Pas dog på med for lange forklaringer, for det vil han have svært ved at høre og han vil naturligt lukke af.. Prøv med korte sætninger, som du starter med "jeg" og sig f.eks. "jeg vil gerne have, at du tager din madkasse op af tasken" eller "jeg vil ikke have, at du kaster med sand" så det bliver meget præcist, hvad du forventer af ham nu - og derfor lettere for ham at følge det du vil/ikke vil.

Hvis han ikke hører, hvad du siger, så prøv at tage ham i hånden eller læg en hånd på ham, når du taler med ham, så han mærker din kontakt og forstår, at du gerne vil kommunikere med ham.

Pas på med det du kalder "konsekvens", for det lyder snarere som en "straf", og det virker ikke at straffe... Der er ingen sammenhæng mellem ikke at ville komme op af vandet og ikke må spille på sin iPad om aftenen, det er to forskellige ting, og det kan meget let udløse en ny konflikt og manglende lyst til at høre, hvad du faktisk siger - fordi han om aftenen naturligt ikke kan huske, hvorfor han ikke må spille iPad. Du kan så gentage "det var jo fordi du ...

---

---

... ikke ville stå op af vandet tidligere", og på den måde får han skæld ud igen, bliver mindet om at han ikke hørte efter og oplever også, at du bærer nag, at du ikke glemmer, når han efter din mening har "opført sig dårligt". Det er ikke befordrende for hans selvværdsfølelse og han vil meget let kunne føle sig forkert...

Nogle gange vil løsningen være at fortælle, hvad I skal: "Vi skal op af vandet nu, så vi kan komme hjem og spise frokost" - og hvis han er sulten og har lyst til frokost, så vil det måske gøre, at han går med.

Andre gange kan løsningen være at give ham håb: "Jeg ved godt, at du elsker at være i vandet, det er også super hyggeligt. Vi kan tage til stranden igen i morgen", så han hører, at det ikke er slut, at I kommer tilbage - og derfor er med på at det slutter for i dag.

Nogle gange kan det også være godt med et kompromis og f.eks. sige: "Okay du må gerne svømme to baner mere" eller "du kan hoppe 2 x 10, 20, 30..." så skal du op eller lignende, så du anerkender hans lyst til at være lidt længere tid i vandet, men samtidig holder fast i, at I også skal af sted.

Atter andre gange kan det være en god idé ikke at sige mere. Hvis du har sagt, at I skal op og er tydeligt omkring hvorfor og hvordan, så kan du gå op, begynde at pakke strandtasken og gøre klar til at køre, og når han fornemmer, at du er på vej hjem, så kommer han måske med dig. Du skal ikke true ham med et "jeg kører uden dig", det er ikke det, jeg taler om. Det er mere at vise konsekvens i, at du faktisk mener, at I skal hjem og at du derfor går op af vandet og gør klar til at tage af sted. Så dit kropssprog signalerer det du verbalt siger.

---

---

Og atter andre gange kan det f.eks. også være en idé at spørge ham, hvordan I løser problemet. "Vi har et problem nu, - jeg vil gerne hjem, og du vil gerne blive - hvad gør vi?" og så tage udgangspunkt i hans svar. Måske vil hans løsning være, at han netop lige får lov til at svømme lidt mere og så er han klar...

Du skriver et par eksempler på det du kalder "særegen opførsel", og du nævner blandt andet, at han kan sidde og komme sin gulerod i ansigtet på sin onkel eller at han nogle gange virker til at være i sin egen verden... De ting du nævner, lyder umiddelbart naturlige og en måde at få opmærksomhed på, eller en måde at lukke af for skæld ud eller for meget snak på. MEN når det er sagt, så skal du naturligvis lytte til din mavefornemmelse, og hvis du tænker, at han skiller sig meget ud i forhold til andre børn, så er det godt, hvis du kan tale med nogen om det. Har børnehaven f.eks. nævnt noget, hvordan har de oplevet hans kontakt til andre, hans sociale evner? De har jo set ham igennem flere år i samspil med andre og har en naturlig evne til at kunne vurdere, hvorvidt de synes at han er "særegen" på en måde, som bør undersøges nærmere... Du kan naturligvis også tale med de nye lærere om dine tanker og hvordan de oplever ham i hverdagene, når han nu stille og roligt begynder at falde til.

Der er i kommunen, hvor I bor, også tilbud om at få pædagogisk vejledning. Der bliver ikke først journal og vejledningen ses som et fortroligt sted, hvor man kan få støtte og råd. Vejledningen kan gives i hjemmet eller i kommunens familiehus. Der er også mulighed for at få åben anonym rådgivning, - jeg skal sende lidt link til dig i en separat email :)

Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre. Derudover vil jeg også lige sige, at Lola Jensen har lavet en bog som hedder "Den store bog om skolebørn - værd at vide om barnet 6-10 år", som du kan have glæde af også at læse i :)

Rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---