Svar: Sover 30 min. ad gangen
Kære Maria
Tak for dit brev og fine beskrivelse og alle dine tanker :)
Der er flere ting, som spiller ind hos jer. Det ene er, at jeres datter har brug for mere mad i løbet af dagen, - antallet af amninger skal skrues ned, og antallet af skemåltider skal sættes op. Jf. tidligere svar :)
Derudover så lyder det som om, at jeres datter har et søvnassociationsproblem, som handler om, at hun er blevet uhensigtsmæssigt afhængig af dit bryst og favn for at kunne sove.
Vi har alle brug for det der hedder søvnassociationer. Søvnassociationer er de ting og ritualer vi har i forbindelse med, at vi går i seng. Voksne læser måske i en bog og små børn får bryst, flaske, sut, bliver vugget eller lignende.
Der er gode søvnassociationer:
Sutteklud, bamse, godnathistorie, ”sshhh”, kærtegn, det 3. øje, som er når man stryger barnet kærtegnende ned over panden.
Der er mindre gode søvnassociationer:
Bryst, flaske, sut og blive vugget i søvn i favn.
De gode søvnassociationer er gode, fordi de lærer jeres datter at falde i søvn selv. Hun lærer at sove i sin seng, og hun forbinder sengen med det sted, hvor man skal sove. De mindre gode søvnassociationer er mindre gode, fordi de gør hende afhængig af den voksne. Der er ingen tvivl om, at jeres datter forbinder det at sove med at være i favn og få bryst og så længe hun er afhængig af dette, så vil hun naturligt søge netop favn og bryst igen og igen...
Derfor er det vigtigt, at I nu forsøger at adskille bryst, favn og søvn. I første omgang skal hun lære at sove i seng eller barnevogn om dagen - hun skal tilbydes et mellemmåltid formiddag og eftermiddag og skal ikke længere ammes der, underforstået, at hun ikke længere skal ammes i forbindelse med sin formiddagslur :)
Det kan nogle gange være en god idé med gradvise ændringer. Det vil sige, at hun f.eks. først skal lære at sove uden bryst og favn i af dagen - f.eks. før sin formiddagslur - og gradvise ændringer betyder f.eks. også, at hun f.eks. godt kan lære at sove uden brystet, før hun lærer at sove uden favn. Det betyder, at du derfor godt kan vælge at stoppe med at amme hende, men stadig lægge dig sammen med hende, så hun får din nærhed, mærker, at du er der osv. Hun behøver altså ikke undvære mor, selvom hun skal undvære brystet. Denne løsning kan du f.eks. bruge om natten, så hun nu vænnes til ikke at skulle die hos dig hele natten igennem.
Det er vigtigt, at du styrer, hvornår hun kan komme til brystet. Du bør tage en t-shirt eller lignende på, så hun ikke selv har fri adgang til brystet. Og om dagen skal hun tilbydes alternativer til amning (mellemmåltider og vand af kop og måske noget at sutte og gumle på, hvis hun har brug for noget i munden i stedet for brystet)
En anden løsning kan være at lade far putte sig med jeres datter i dobbeltsengen om natten og mor så sover et andet sted. Det betyder, at når du har ammet hende sen aften f.eks. kl 23.30, så tager far over og giver jeres datter den nærhed og tryghed hun behøver - men han kan af gode grunde ikke amme... Det kan være en måde at far bliver involveret i putningen på :)
De korte lure hænger sandsynligvis sammen med at jeres datter har brug for mere rigtig mad, flere måltider som giver hende mere mæthed (hvilket også skabes i takt med at du skruer antallet af amninger ned), samtidig med at det også skyldes en afhængighed af bryst og favn. Det er utrygt for hende at falde i søvn i jeres favn og derefter vågne og opleve at hun ligger et andet sted, og hvis hun skal lære at falde i søvn på egen hånd er det derfor vigtigt, at hun falder i søvn der, hvor I ønsker, at hun skal sove - så hendes seng og barnevogn bliver tryghed for hende - i stedet for favnen, som har været tilfældet indtil for nylig. Det er super godt, at du netop er begyndt at putte hende i tremmesengen med dig ved siden af, hold fast i dette - og når hun så har behov for dig om natten, så hold fast i at hun ...
... får nærhed, men ikke bryst... :)
Jeres datters afhængighed af bryst og favn gør det naturligt ekstra svært for far at putte, og det vil være rigtig godt, hvis far i løbet af dagen f.eks. putter hende til middagslur for også her at lære hende at sove uden brystet og i stedet lære hende at sove i barnevognen. Igen tilbydes hun et mellemmåltid og sættes herefter i barnevognen og far kan trille hende en tur .. læg mærke til, hvornår hun falder i søvn, det kan give jer lidt idé om, hvornår hun er parat til at sove og dermed give jer lidt idé om, hvordan dagsrytmen bedst skrues sammen :)
Hvis hun efter øgning af skemad og nedtrapning af amning stadig sover kortvarigt, så kan I indføre et bad i løbet af dagen for på den måde at forlænge hendes vågenperiode lidt og samtidig gøre hende både fysisk og mentalt træt før middagsluren. Ligesom det vil være helt okay, at hun så tilbydes 3 kortere lure dagligt, hvis hun trives bedst med dette. Det betyder, at en dagsplan så vil se således ud:
Tidlig morgen 05/06: Ammes og sover videre
Morgen 7.30: Havregrød, vand af kop.
Formiddag 9: Frugtmos og frisk blød frugt i hånden at sutte på selv. Vand af kop.
Puttes til formiddagslur - uden amning, mellemmåltidet erstatter brystet her. Sættes evt. i barnevognen, og I triller tur.
Vågner, kommer i bad, frotteres godt med håndklædet, smøres med lidt creme osv. efter behov. på den måde forlænges hendes vågenperiode lidt og hun aktiveres rigtig godt motorisk og mentalt. Badet kan også lægges efter frokost, hvis du tænker, at det vil fungere bedre for jer.
Frokost 11.30-12: Grøntagsmos med kød eller fisk, suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk, kogte grøntsagsbuketter eller lignende i hånden, vand af kop.
Ammes og puttes til middagslur - forsøg at flytte hende fra dig, så hun ikke falder i søvn med brystet i munden....
Eftermiddag 16: Flerkornsgrød med frugtmos som topping og frisk blød frugt i hånden, vand af kop.
Skal ikke længere ammes om eftermiddagen - igen erstatter mellemmåltidet og vand af kop amningen her... men kan godt have behov for en 3. lur, hvis hun har sovet to meget korte lure tidligere på dagen.
Aften 18: Grøntsagsmos med kød eller fisk, udgangspunktet mere og mere jeres mad, mad med mere bid, kogte ris, grøntsager moset med gaffel, suppleres med kogte grøntsagsbuketter i hånden, en kartoffelbåd fra ovnen eller lignende, tilbydes indmaden af en frikadelle.. Vand af kop.
Ammes og puttes til natten 19.30-20, du kan evt. lægge dig med hende og amme hende liggende - men igen sikre at brystet fjernes før hun sover. Eller du kan amme hende og putte hende i egen seng og lulle hende ind i søvnen der, så hun når at opleve, at hun puttes i egen seng...
Sen aften 23-24: Ammes og sover uden yderliger mælk til næste morgen tidlig, hvor hun ammes igen... Far kan evt. tage over her, for at hjælpe hende til at sove 5-6 timer uden mælk om natten, så hun lærer at sove igennem.
Når hun bliver 8 måneder, vil det være rigtig godt, at den tidlige morgenamning trappes ud, så hun ikke længere ammes kl 05-06, men kan sove lidt længere og i stedet komme op og starte dagen med morgengrød. Så at lade far tage over om natten har også god mening i forhold til de næste måneder frem.. :)
Så jeres datter har altså brug for din og fars hjælp for at lære at sove mere sammenhængende og det starter med nedtrapning af amning, øgning af skemad og ikke mindst ved at arbejde gradvist på at adskille bryst, favn og søvn. Hun skal hjælpes til at finde ud af, at hun godt kan sove i sin seng eller i barnevogn og at hun ikke behøver ligge helt tæt med jer... det kommer desværre ikke af sig selv, så det er rigtig godt du skriver, for lige nu er et godt tidspunkt at ændre rutiner og skabe nye vaner :)
Jeg håber, at du kan bruge disse tanker - og har fået lidt ideer til, hvordan I kommer videre, hvor I skal begynde.. rigtig meget held og lykke fortsat :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan forebygger du bleudslæt
Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift
Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
11. marts 2026 | Sovevaner | 2 år, 9 mdr.
Selvstændighedsalder - 2 år, 9 mdr.
Kære Helen Jeg skriver til dig om noget som er svært for mig, noget jeg...
9. marts 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Hej Helen Du kender efterhånden lidt til vores rytme herhjemme, og jeg...
8. marts 2026 | Sovevaner | 2 mdr.
Blanding af refluks, mavekneb, korte lure og amning
Kære Helen. Jeg har fulgt med nogle måneder, og nu er det tid til selv at...
6. marts 2026 | Sovevaner | 2 mdr.
Hej Helen. Jeg er mor til en dejlig pige på 10 uger. Da hun blev 8 uger...
2. marts 2026 | Sovevaner | 2 mdr.
Ammemønster, søvn og putteritual (uden pilatesbold)
Kære Helen Vi har en dejlig pige på knap 11 uger, hvor vi godt kunne bruge...
Viden om børn:
Indeklima
Et godt indeklima er vigtigt for vores helbred og for blandt andet at mindske risikoen for husstøvmideallergi. Miljøstyrelsen har følgende 5 råd til bedre indeklimavaner:
1. Luk luften ind. Sørg for gennemtræk 2x5 minutter hver dag. Luften indenfor kan være mere forurenet end luften udenfor, og der skal gennemtræk til, for at luften bliver skiftet ud. Vinduer på klem giver ikke samme effekt.
2. Gør hyppigt rent. Fjern støv en gang om ugen f.eks. ved støvsugning og...
Sove ude
Helt små børn skal man være forsige med at lade sove ude i barnevogn. En tommelfingerregel er, at spædbørn ikke bør sove ude, før de har genvundet deres fødselsvægt og vægten skal være mere end 3000g.
At sove ude om sommeren er enkelt. Stil barnevognen i skyggen og hold øje med dit barns temperatur ved at mærke det i nakken. Dit barn vil nyde at stå under et træ og se vinden i bladende. Et insektnet kan yde god beskyttelse mod insekter, men brug det kun, hvis der er insekter.
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Endnu engang ros til dig. Det varmer virkelig mit hjerte at læse dine svar til andre. Din grundighed tåler ingen sammenligning og findes ikke hos mange andre! Mange forældre og børn kan prise sig lykkelig for at have dig!
Glæder mig til at læse din bog.
Mange varme hilsner fra
Sophus og mor







