Svar: Aftenamning med udfordringer
Kære lille nye familie
Tak for jeres brev og stort tillykke med den lille pige - og velkommen til :) Jeg er ked af, at jeg har været bortrejst og brevkassen har været lukket, men jeg vil naturligvis meget gerne give jer lidt forskellige tanker med på vejen :)
I fortæller, at jeres datter tager mellem 200-250 gram på, og det lyder umiddelbart fint. I nævner dog ikke, hvad hun vejer - og hendes vægt er netop vigtig i udregningen af hendes behov. Når man ammer, så ved man naturligt ikke, hvor meget barnet spiser og her er man nødt til at tro på det man fornemmer i brystet, og de signaler barnet sender, men det kan være vigtigt i forhold til at I om aftenen ofte supplerer med en flaske...
I skal regne med, at hun nu omkring 2 måneders alderen har brug for ca. 160 ml mælk pr kg hun vejer. Det betyder, at hvis hun f.eks. vejer 4500 gram, så vil hendes døgnbehov være ca. 720 ml mælk. Hvis hun spiser ca 8 hovedmåltider ved brystet, svarende til hver 3 time, så skal hun altså spise ca. 90 ml hver gang. Da hun ofte drikker op til 100 ml af flasken om aftenen, så lyder det altså som et reelt behov for mælk og som om, at hun her tager et fuldt måltid...
I skal være opmærksomme på hendes sutteteknik. Det er vigtigt, at hun svøber korrekt om brystet og malker rigtigt med sin tunge. Hun må ikke die for yderligt på brystvorten, men skal arbejde godt med brystet. Hvis hun f.eks. har kort tungebånd, dier for yderligt eller lignende, så kan hun ikke stimulere brystet tilstrækkeligt og så vil din mælkeproduktion være svær at opretholde og øge. I kan kontakte sundhedsplejersken og bede hende komme forbi og tjekke sutteteknikken.
Jo hyppigere du ammer, jo mere mælk produceres der. Det betyder, at det giver mere mælk at amme hver anden time end hver fjerde time. Det giver ikke på samme måde ekstra mælk at amme i 30 minutter i stedet for i 15 minutter. Nogle børn dier meget hurtigt, de har et godt vakuum og mor har en hurtig nedløbsrefleks, og barnet kan derfor nogle gange "tømme" brystet på 8-10 minutter. Det lyder dog ikke umiddelbart til at være tilfældet hos jer, og du skal derfor være meget opmærksom på at hjælpe hende til at spise i længere tid hos dig, når du lægger hende til. Det kan du blandt andet gøre ved at skifte ammestilling, så du f.eks. starter med at lægge hende til i den traditionelle stilling, hvor hun ligger med maven mod din mave, og når hun så har spist og slipper efter lidt tid, så giver du hende en bøvsepause, og så lægger du hende til samme bryst igen, men nu i tvillingestillingen. Det vil sige, at hun lægges med kroppen ud under din arm. Hvis hun virker til at have spist godt og "tømt" brystet på 10 minutter, så kan du også tilbyde hende toppen fra modsatte bryst og lade hende spise der - og næste gang du så lægger hende til, så skal du starte der, hvor hun tog toppen sidst og hjælpe hende med at spise godt og effektivt der, før du så tilbyder toppen fra modsatte bryst.
Du kan også overveje, om det vil være godt, at du begynder at malke ud - fordi du med en brystpumpe kan stimulere brystet ekstra, altså stimulere ud over det, som din datter kan stimulere dig. Du kan f.eks. sætte dig og malke ud, når din datter sover og på den måde stimulere til lidt ekstra mælk - og den udmalkede mælk vil hun kunne få som supplement på flaske om aftenen.
Hvis du oplever, at du egentlig har fint med mælk, så kan du også tale med jeres læge om at få en Syntocinonspray. Her tager du et pust i hvert næsebor, lige før du skal amme, og den vil fremme nedløbrefleksen, så mælken løber hurtigere til jeres datter. Du har helt ret, når du skriver, at mælken godt kan blive langsommere af, at du sidder og spænder i kroppen... ...
...
Nogle gange kan man også trække lidt udmalket modermælk (mm) eller lidt modermælkserstatning (mme) op i en 1-2 ml sprøjte og dryppe dette i munden på jeres datter, når hun ligger ved brystet. Så kan hun smage, at der er noget at komme efter og vil så derfor bedre tage fat og die. Du kan også forsøge at stimulere mælken til at løbe, før du lægger hende til, enten ved at stimulere med dine hænder eller ved at bruge en brystpumpe, og så lægge hende til, når nedløbsrefleksen er gået igang...
Med hensyn til flaske og amning - og det faktum, at du rigtig gerne vil amme - så er det vigtigt at du fortsat lægger jeres datter til brystet, så hun stimulerer dig. Og når I giver hende flaske, så bør det være som supplement til en amning og ikke som erstatning for en amning. Det vil sige, at du skal forsøge at lægge hende til brystet først, lade hende spise hos dig og derefter give lidt ekstra mælk på flasken. Jo mere du erstatter en amning med flaske - altså giver flaske i stedet for at amme - jo større risiko er der for at din mælkeproduktion nedsættes og jo mindre interesseret vil hun være i at die hos dig. Samtidig er det betydeligt lettere at spise af en flaske end af et bryst, og der er derfor en risiko for, at hun vil foretrække flasken fremfor brystet - denne risiko er større jo yngre barnet er og jo mindre veletableret amningen er....
Hvor meget du skal kæmpe for amningen afhænger helt af, hvad du tænker om fremtiden, og hvad ønsker du har - ligesom det naturligt afhænger af, hvad I fornemmer, at jeres datter vil trives bedst med. Det vigtigste er at hun trives, er glad, får sin mælk, tager på og vokser - og at I har det hyggeligt og dejligt sammen. Hele dagen skal ikke føles om en kamp omkring brystet, det skal være dejligt at holde barsel :) Der er også mange fordele ved flasken - far kan give flaske og på den måde være mere med på banen allerede nu. I ved præcist hvor meget hun har drukket, og det kan give en stor ro at vide, om hun græder fordi hun er sulten eller om det mon skyldes andre ting..
Jeres datter har brug for mm eller mme til hun er et år, og hvis du f.eks. starter på arbejde før dette og far skal overtage barslen, så kan det være en fordel, at hun er vant til at tage imod en flaske... Hvis du derimod evt. planlægger at amme hende i et år eller mere, så kan du sagtens kæmpe ekstra for amningen nu, og der findes forskellige muligheder alt efter, hvad problematikken er. Du behøver altså ikke give op og jeg vil meget gerne støtte dig i at fortsætte amning, men når det er sagt, så skal amning heller ikke være for enhver pris, og du skal naturligvis mærke efter, hvad du rigtig gerne vil, har lyst til og ikke mindst kan holde til... Det er en proces, og det er vigtigt, at du har det godt med de valg du træffer, uanset hvad du vælger lige nu...
Så længe jeres datter har gode våde tissebleer (min 6 i døgnet) og afføring 3 gange dagligt, så kommer der noget ind. Ud fra dette, så lyder det ikke som om, at hun mangler mad. Du fortæller også, at hun de sidste 10 dage har diet hyppigere, og det kan godt lyde som om, at din mælkeproduktion derfor er blevet sat lidt op. Det lyder dog som om, at det det vil være godt, hvis du kunne få vurdering din amning, få sundhedsplejersken til at tjekke hendes sutteteknik osv. Og måske skal du have lidt hjælp til at få sat gang i nedløbsrefleksen :)
Jeg vil anbefale dig/jer meget at læse min bog "Helens bog om Amning & Flaske". I den kan I læse meget mere om både amning og flaskegivning, finde tegninger af amme- og flaskestillinger, læse om udmalkning, modermælkserstatning osv.
Jeg håber, at I kan bruge dette lidt videre og jeg glæder mig til at følge jeres lille familie:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Gør pusletid til hyggetid - med naturlig pleje fra Olívy
En ren ble er det primære formål, når ens baby bliver lagt til rette på puslepladsen. Men faktisk er pusletiden meget mere end blot en praktisk opgave. Det er en unik mulighed for at styrke båndet til dit barn, stimulere sanserne og skabe tryghed. En god pusleoplevelse handler ikke kun om ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om amning:
16. marts 2025 | Amning | 6 mdr.
Kære Helen, Først skal lyde et kæmpe TAK for dine råd og din vejledning ift....
24. februar 2025 | Amning | 11 mdr.
Hej Helen Min søn har nu faktisk hele sin levetid været vågen plus 10 gange...
29. december 2024 | Amning | 7 mdr.
Smertefuld amning grundet tænder - del 2
Hej Helen Mange tak for dit lange og uddybende svar til min udfordring...
28. december 2024 | Amning | 7 mdr.
Smertefuld amning grundet tænder
Kære Helen Jeg er mildest talt frustreret og ulykkelig over at føle mig...
Viden om børn:
Barnløshed
De fleste par har en naturlig forventning om blive forældre på et tidspunkt. Men for nogle sker det dog ikke bare af sig selv.
Hvis man som par forsøger at blive gravide gennem et år, uden at de lykkes, så betragtes det som ufrivilligt barnløshed. Statistikken siger, at ca 80 % vil bliv gravide i løbet af et år.
Årsagerne til at man ikke bliver gravid kan være rigtig mange og det tager tid at finde frem til den rigtige behandling for det enkelte par. Derudover er...
Kolik
Kolik er den betegnelse, man bruger om et barn, der dagligt eller næsten dagligt, er helt utrøsteligt, grædende og skrigende. Den ældre definition af kolik er, at barnet skal græde og være utrøstelig i mere end 3 timer om dagen, mere end 3 dage om ugen og i mere end 3 uger.
Kolik er en udelukkelsesdiagnose. Det betyder, at lægen skal have undersøgt barnet grundigt og have udelukket, at barnet har smerter fra nakke, skuldre, ryg eller andre steder, Ligesom det skal være udelukket,...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.