Svar: Meget ked af det i vuggestuen

---

Kære bekymrede mor

Tak for dit brev og meget fine beskrivelse af jeres lille pige :)

Jeg kan godt forstå, at du bliver bekymret, når jeres datter går fra at være en glad, talende pige, med en god evne til at sige fra - til pludselig at virke ked af det, begynder at holde sig for sig selv og generelt virker mut... Når vores børn ikke trives, så trives vi forældre heller ikke - og tankerne kredser omkring det hele tiden...

Det er rigtig godt, at I taler med pædagogerne om det - både, hvad årsagen kan være, og også hvad I kan gøre ved det. Det lyder som om, at I er nødt til at lægge en plan for at gøre jeres datter tryg ved institutionen igen...

Det lyder som en god institution, de er få børn, og der lyder til at være en god normering. Det lyder også som om, at jeres datter er glad for både børn og voksne - og der vil naturligt altid være en pædagog, som hun synes er "sød" og en som er "skrap". Men hun skal naturligvis ikke være "bange" for de voksne, det er vigtigt, at hun har tillid til at de lytter og vil hjælpe...

Som du selv er inde på, kan det være meget svært at vide, hvad der er tale om her. Det er pædagogerne, som må byde ind med årsag og løsning, da de skal sikre en god hverdag for jeres datter - og heldigvis lyder det som om, at de faktisk er meget opmærksomme og også bekymret for den ændring, som de oplever hos jeres datter. Det lyder som om, at de gerne vil hjælpe - og det er jo et rigtig godt udgangspunkt, at de ser hende og bekymrer sig for hende :)

Der er nogle enkelte ting, som jeg hæfter mig ved i dit brev. Du skriver blandt andet:

- at det går bedst med at "lege på tomandshånd", og det især er, når der er mange børn samlet, at hun trækker sig.

- at hun trives bedst, når hun leger med de lidt ældre børn.

- at du tænker over, om hun mon kan være bange for en af pædagogerne.

- at det er svært at komme med i en aktivitet, når du afleverer hende om morgenen.

I forhold til den observation, som personalet har gjort sig omkring fælles leg og større grupper, så tænker jeg, at det kunne være en rigtig god idé, hvis de kunne lave mindre legegrupper for børnene, så man tager jeres datter og nogle af børnene til side og laver en aktivitet sammen med dem. Jeg tænker, at det kunne gøre det mere overskueligt for hende at lege sammen og finde ud af, at det faktisk er rigtig sjovt - og hun ville måske også knytte venskab til nogle af børnene, hvis de legede i mindre grupper.

Det kan være lettere at lege med de lidt ældre børn, end børn på hendes egen alder. både fordi de ældre børn har et bedre sprog, og hun bliver ikke i tvivl om, hvad de vil. Det kan også tænkes, at de ældre børn er gode til at sætte en leg igang og finde på noget, som jeres datter synes er sjovt og spændende, og det er lettere at følge med i det, de finder på, end at skulle komme op med idéer selv. Ældre børn tager naturligt ofte også bedre hensyn til de lidt yngre, hvor alderssvarende børn måske godt kan være lidt fysisk voldsomme, tager legetøjet ud af hånden på en, river i hår, kaster sand på en osv. Så det er på den måde langt mere behageligt at lege med de lidt ældre.

Det kan naturligvis også være svært at lege med de lidt ældre børn. Selvom jeres datter har et godt sprog og er motorisk godt med, så er hun fysisk mindre og kan ikke løbe så stærkt eller klatre op på toppen af legeborgen og dermed ikke følge med på samme måde, når de f.eks. er på legepladsen. Ligesom de ældre børn også nogle gange kan holde de yngre uden for en leg "vi gider ikke lege med dig, du er for lille" eller lignende, hvilket naturligt kan være ret hårdt. Hendes snak om at "være en stor pige", kan sagtens hænge sammen med, at hun forsøger at følge med de ældre ...

---

---

... børn, hun vil dem rigtig gerne og på nogle punkter kan hun rent faktisk følge med - men det er naturligt samtidig også hårdt, når hun så ikke kan følge dem eller oplever, at de naturligt nogle gange kan se hende "som lille" eller måske afviser hende...

Det kan naturligvis ikke udelukkes, at en af pædagogerne er kommet til at skælde ud en dag, eller at jeres datter har henvendt sig for at få hjælp - og hun så føler, at hun ikke er blevet lyttet til. Du skriver, at hun generelt trækker sig, når hun bliver ked af det, og at pædagogerne er opmærksomme på det nu, men der kan sagtens have været en episode, hvor jeres datter føler sig uretfærdigt behandlet, måske ignoreret eller lignende - og det kan godt sidde i hende og derfor gøre, at hun så ikke har lyst til at henvende sig igen. Det er jo kun gisninger - vi ved ikke, hvad der sker, eller hvad hun føler - og hun vil trods sin gode sproglige udvikling heller ikke kunne sætte ord på, hvis hun føler sig overset, ikke føler sig lyttet til, anerkendt osv.

Hvis I mistænker, at noget sådan kunne gøre sig gældende, vil det være rigtig godt at tale med pædagogerne om, hvordan man kan skabe en tillidsfuld relation, så hun tør henvende sig til dem, hvis hun er ked af det - og igen lyder det som om, at de faktisk er opmærksomme her. Som jeg læser dit brev, så går de hen til hende, når hun trækker sig, og de fornemmer, at hun kan være ked af det - og de taler med hende om det, forsøger at få hende med i en leg osv. Og det er super godt.

Med hensyn til aflevering om morgenen, så er dette en balance - for jeres datter er B-menneske og har derfor stor glæde af at kunne sove længe, vågne af sig selv og dermed have større overskud til dagen, når hun afleveres. Det er dog sådan, at når man møder sent ind i institutionen, så er legen gået igang, og det kan være rigtig svært at komme med ind i en leg. Ikke fordi de andre børn ikke gerne vil have hende med, men fordi de ikke altid kan overskue, hvad hendes rolle i lege skal være, eller hvordan hun skal inddrages. Og hun kan heller ikke selv overskue det :) Derfor kan det nogle gange være en idé at aflevere hende tidligt, så hun er en af de første børn som kommer - fordi det faktisk giver mulighed for, at nogle af de børn som kommer senere, så kommer hen til hende og siger "vil du lege?" og på den måde er hun med i legen fra starten :)

---

---

Det kan være rigtig svært for hende at sætte ord på alle de følelser og tanker, som hun måske gør sig omkring de ting ,som hun oplever i løbet af dagen - især fordi hun ikke er ældre end hun er. Men det kan nogle gange hjælpe at læse bøger højt og tale om de ting I læser, fordi det kan være med til at give et billede af hendes hverdag.

Det kunne f.eks. være bogen "En dag i vuggestuen smørklatten", hvor man følger vuggestuens hverdag fra afleveringen om morgenen og til mor og far henter om eftermiddagen. Det kan også være bogen "Min dag i vuggestue", som er små rimbaserede historier om hverdagen og de mange følelser, knubs, smil og knus, der kan være svære at sætte ord på.. Eller f.eks. bogen "Willi begynder i børnehave" om den spændende, men også lidt farlige nye verden - men heldigvis er mor med...

Nogle gange kan det at læse bøger om emnet og om hverdagen være en måde at få jeres datter til at sætte lidt ord på de ting, som hun oplever - både de gode og de svære - og det kan måske være med til at give jer lidt idé om, hvad det er hun oplever :) Hvis I ved, hvad det er der rør sig i hende, så vil I naturligt også bedre kunne hjælpe hende, og det er jo ikke noget I hellere vil :)

Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre...

Rigtig meget held og lykke fortsat - også held og lykke med mødet i slutningen af ugen:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---