Svar: Ked af det mor

---

Kære du

Tak for dit brev og din åbne og ærlige beskrivelse af alle dine tanker og jeres dreng :) Velkommen tilbage igen - dejligt at høre fra dig og tillykke med, at I har fået en lillesøster i familien :)

Der er især en ting, som springer mig i øjnene, når jeg læser dit brev, og det er, at du et par steder skriver "jeg mærker en kæmpe stress, fra jeg åbner øjnene om morgenen" og "jeg har mistet overblikket og lunten som mor, og fordi jeg konstant har paraderne oppe, mærker jeg en stor stress, og det går ud over ham"... Jeg tror faktisk, at jeres dreng kan være lige så stresset som dig, og at det måske er det, som er udfordringen hos jer...

Stress hos forældre kan give stress hos børn - og små børn kan faktisk godt få stress. Stress smitter, og hvis du har svært ved at finde roen, overskuddet og nogle gange har en kort lunte, så vil dette naturligt påvirke jeres dreng, og han vil spejle sig i dette. Der er dog også en del andre ting i din beskrivelse, som får mig til at tænke, at jeres dreng lyder stresset...

Det er rigtig godt, at han sover 12 timer om natten og lyder til at sove godt. Det er vigtigt med søvn, hvile og afslapning, ligesom han har brug for stabilitet og en nogenlunde fast rytme med måltider, aktiviteter og søvn. Det er også rigtig godt, at I forældre har det godt sammen, elsker hinanden og nyder hinanden, og det at være en familie. Det er naturligt med til at nedsætte stress hos jer alle, at I er kærlige og opmærksomme på hinanden:)

Der er mange faktorer som kan udløse stress hos børn. Nogle gange er det en enkelt ting, andre gange er det et samspil af flere ting. Om barnet får stress afhænger også at barnets alder og udviklingsstadie, og af hvordan barnet generelt er til at mestre udfordringer, ligesom det naturligt har betydning, hvordan I er til at støtte jeres dreng i nye situationer. Om børn får stress afhænger også af graden af den påvirkning, som barnet udsættes for og hvor lang tid påvirkningen varer.

Du nævner flere ting, som jeg tænker kan være tegn på, at jeres dreng har stress:

"Han har generelt rigtig mange humørsvingninger". Der skal ikke ret meget til før bægeret flyder over - han kan især blive rigtig gal, frustreret og vred... Han bliver måske også let ked af det...

"Han virker altid sur" - børn der virker til altid at være i dårligt humør, virker triste og modløse, eller hvor den naturlige latter pludselig forsvinder - hvor du tidligere har hørt ham grine flere gange dagligt, så holder dette op... det kan være tegn på stress.

"Han er meget udadreagerende" - han slår, sparker ud efter dig, råber af dig og kalder dig grimme ord. Han markerer fysisk og ved at være højtråbende, at han har svært ved at være sammen med andre.

"Han kan være helt ustyrlig". Han har svært ved gæster og besøg - andre kommenterer på, at han virker vild eller at det let bliver kaotisk... (jeg forstår godt, at du bliver ked af kommentarer som dette)...

"Han kan virke rastløs". Selvom han nogle dage godt kan finde ro, sætte sig ned og lave en stille aktivitet, så bliver dette mere og mere sjældent. De fleste dage er det svært for ham at finde ro, sidde stille og nogle gange kan han måske virke næste hyperaktiv...

"Han reagerer ved at blive uartig". Du fortæller, at der i børnehaven har været udskiftning af to faste pædagoger - og det har han reageret på. Det er en stressfaktor, når der er skiftende ...

---

---

... personale - og kan være en medudløsende faktor...

Du nævner, at I rigtig gerne vil købe hus og flytte ud af byen, men at du er bekymret for, om det overhovedet kan lade sig gøre - om det er for stor en mundfuld for jeres dreng. Og jeg kan godt forstå din bekymring - for netop det at flytte, at skulle starte i en ny institution, forholde sig til et nyt hjem osv. er også en faktor, som kan udløse stress hos børn...

Jeg ved ikke, hvilke muligheder I har, eller hvordan I har indrettet jer - du nævner, at begge I forældre arbejder fuld tid, og jeg tænker, at hvis I påtænker at købe hus og flytte ud af byen, så bliver det nok svært at få råd til dette, hvis en af jer går ned i arbejdstid eller får nyt arbejde... Men det kunne være en overvejelse værd, om I kan indrette jeres hverdag på en anden måde, så der frigives mere tid og overskud i hverdagen.

Der er ikke noget i vejen for, at I vælger at flytte - da der jo også kan være mange fordele ved dette i forhold til jeres børn, institution, skolegang osv. Men I skal naturligvis være der for ham og som du selv skriver - kunne rumme ham og alle hans følelser...

Når du synes det er svært, så prøv at lytte til ham og spørg ind til, hvad der sker. Prøv at finde ud af, hvad der ligger bag hans handlinger og hvorfor han pludselig opfører sig som han gør. Han er 4 år nu og kan derfor godt begynde at sætte lidt ord på, hvorfor han reagerer som han gør og evt. også komme med forslag til, hvad der kan være anderledes eller hvordan en evt. konflikt kan løses...

Prøv at være en god rollemodel og overveje, om du i hverdagen kan give mulighed for pauser og frirum - tidspunkter, hvor man "gør ingenting", og hvor man "keder sig". Det vil naturligt godt kunne gøre ham ekstra rastløs, når han mærker, at der ikke skal ske noget, men det kan være vigtigt for ham med pauser og ro.

---

---

Giv ham masser af nærkontakt og anerkendelse. Du fortæller om en dag, hvor du endte med at tage ham på skødet, sad med ham, vuggede ham og sang "Solen er så rød" - og han endte med at falde i søvn. Den fysiske kontakt er meget vigtig.

Inddrag ham i hverdagen - lad ham være med til at lave mad, dække bord osv. Måske skal bilen eller cyklen vaskes - lad ham endelig hjælpe med til det. Hjælp ham med at have en rolle og en følelse af, at han netop hjælper jer og er vigtig for jer.

At lytte, anerkende, inddrage osv. er ikke ensbetydende med, at du ikke må stille krav og sige fra. Du skal naturligvis ikke acceptere, at han kalder dig grimme ord og du må gerne sige fra "jeg vil ikke have, at du kalder mig lortemor!" eller "jeg vil ikke have, at du siger fuck, det er ikke pænt!".

Du skal dog nogle gange prøve at vurdere, hvad det er han siger - for når han nogle gange siger "dumme mor", så er det ikke nødvendigvis fordi du er dum, men fordi situationen er dum, og han er utilfreds med det I skal, eller at legen stopper, eller hvad det kan være - og det kan han bedst udtrykke ved "du er dum". Derfor kan det nogle gange være en god idé at sige, "jeg kan godt forstå du synes det er dumt at..."

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - og derudover vil jeg anbefale dig meget min bog "Helens bog om børn og opdragelse". du skriver, at du synes, det er svært at sætte sig ned i børnehøjde og forstå hans verden og jeg tænker, at du i min bog kan finde flere råd til hvordan du kan kommunikere og møde ham :)

Rigtig meget held og lykke!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---