Svar: Opfølgning på skemad 7 mdr.
Kære mor
Tak for dit brev, det er rigtig fint, at du skriver igen - og jeg vil meget gerne svare på dine spørgsmål :)
Jeg vil dog også anbefale dig meget min bog "Helens bog om børn og mad" - I den guider jeg dig igennem måned for måned, med dagsplaner, opskrifter og forslag til, hvordan du gradvist kommer fra den blendede grød til mad i stykker og familiemaden. Den går fra 4-18 måneder - og det vil være godt at få fat i nyeste udgave. Der står 3. udgave, 1. oplag 2018 i kolofonen :)
Nu hvor din dreng bliver 7 måneder, så vil det være rigtig godt, hvis du kan begynde at tilbyde ham de lidt grovere grødtyper som havregrød og flerkornsgrød. Når grøden er laver af flager og kerner, så får den naturligt lidt mere struktur og lidt mere bid og det er med til at vænne ham til at spise mad, som ikke er blendet og cremet i konsistensen.
Når du tilbyder ham frugt som topping eller som mellemmåltider, så må du meget gerne variere mellem forskellige typer frugt og bær. Du kan lave frugtmos selv, du kan også købe det færdiglavet - evt. kikke efter produkter, som er tilsat f.eks. spelt eller lignende, fordi det også er med til at give frugten lidt struktur i munden.
Det vil også være rigtig godt, at du tilsætter kød og fisk til hans grøntsagsmos, ligesom han meget gerne må begynde at få lidt kogte ris og lignende. Selve mosen må stadig gerne være blendet/cremet, men ris, kød, fisk vil naturligt kunne give ham lidt bid og fornemmelse for, at maden ikke altid bare kan tygge og stille og roligt kan du så lade kød og fisk udgøre en større del, og dermed give lidt mere tyggemodstand - og når han kan finde ud af dette, så kan du begynde at mose nogle af grøntssagerne med en gaffel, så mosen stille og roligt bliver gjort gradvist grovere. Det er altså lige nu et spørgsmål om at vænne ham til at maden generelt får lidt mere struktur :)
Frugt bruges som topping og som mellemmåltid og du må også meget gerne give ham bløde frugtbåde i hånden. Der er ikke nogen faste mængder på hvor meget han skal have af de forskellige fødevarer - det er dog en god idé, hvis du kan forsøge at variere lidt mellem grød, grøntsager, kød, fisk, frugt og bær. Jo mere variation jo bedre. Hvis han kun spiser 1/2 dl. grød eller grøntsagsmos af gangen, så lyder det som en stor mængde frugt, hvis han her ofte kan spise 2-2.5 dl. eller hvor meget der nu er i den smoothie du giver ham... Det er bedre, at fordelingen er omvendt - så han får mere grød og grøntsagsmos end han får frugtmos :)
Og med den alder han har nu, vil hans skemåltider naturligt begynde at fylde lidt mere, han tilbydes større portioner, og antallet af mælkemåltider skæres ned. Det vil i 7 måneders alderen ofte være passende med 4 amninger eller flasker i døgnet, og jeg anbefaler at disse ligger tidlig morgen, før middagslur, aften og sen aften. Det bryder, at jeres dreng ikke længere skal tilbydes mælk før sin formiddagslur og helelr ikke om eftermiddagen. I stedet tilbydes han her mellemmåltider.
Mit forslag til en dagsplan, lavet ud fra dine angivne tider, ser således ud:
Tidlig morgen 05/06: Ammes eller flaske og sover lidt videre
Morgen 8: Havregrød, vand af kop.
Formiddag 9.30-10: Frisk blød frugt i hånden, frugtmos og vand af kop.
Puttes til formiddagslur - og skal ikke tilbydes mælk først - mellemmåltider erstatter bryst/flaske her.
Frokost 11.30-12: Grøntsagsmos med kød eller fisk, suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk, kogte grøntsagsbuketter eller lignende i hånden, vand af kop.
Ammes/flaske og puttes til middagslur
Eftermiddag 16: Flerkornsgrød med frugtmos som topping, frisk blød frugt i hånden og vand af kop.
Powernapper - og skal ikke have bryst eller flaske her - mellemmåltidet erstatter mælken her.
Aften 18: Grøntsagsmos med kød eller fisk, suppleres med kogte grøntsagsbuketter, ristede rugbrødsbjælker, en kartoffelbåde ...
... fra ovnen og lignende. Udgangspunktet bliver mere og mere jeres mad. Vand af kop.
Ammes/flaske og puttes til natten 19.30-20
Sen aften 23: Ammes/flaske og sover herefter uden yderligere til næste morgen tidlig...
Med hensyn til mellemmåltider, så vil jeg anbefale dig, at du om morgenen forsøger at skære gradvist ned for behovet for frugt i morgengrøden og i stedet adskiller de to måltider, så han får frugt som mellemmåltid om formiddagen. Om eftermiddagen vil jeg anbefale, at du tilbyder ham en flerkornsgrød, som er en lidt grovere grød med lidt mere struktur og bid - og bruger frugt som topping her. Det kan være frugtmos eller fint revet frisk frugt. Det er rigtigt godt, hvis han kan tilbydes grød to gange dagligt (morgen og eftermiddag) og grøntsagsmos to gange dagligt (frokost og aften).
Mad i hånden er vigtigt fordi det styrker ham mundmotorisk og gør at han gradvist bliver bedre til at tygge og bearbejde føden i munden - og dermed også gradvist vænnes til at kunne spise grovere mad, mad i hapsere og tilsidst familiemaden. Og det er bedst, hvis han kan sidde med brødskorper, kogte grøntsagsbuketter, en kartoffelbåd fra ovnen osv. og gumle og gnaske - ikke hårde ting som æble og gulerod - men bløde ting som kogte grøntsagsbuketter osv. Hvis han har svært ved det, så må du naturligvis godt bruge en babyfeeder/frugtnet - men prøv stadig at tilbyde ham maden direkte i munden også:)
Når du begynder med rugbrødshapsere - ofte først i 8 måneders alderen - så skal det være brød uden kerner, men brød som vejer i hånden, når du holder det. Det er tegn på at brødet har et højt indhold af fuldkorn, uden at du kan se hele kerner i brødet. Hvis du giver ham brød med kerner, så vil han ikke kunne tygge det og vil ikke kunne optage næringen fra kernerne - det vil også give risiko for tynd mave... :)
Hjemmelavede boller lyder lækkert - og hvis du synes, at han skal have en æbleskive, fordi det nu er jul, så må han også gerne få lidt af dette. Mad med komælk bør han dog ikke få for meget af - han skal have modermælk eller modermælkserstatning til han er et år - og chokoladeboller kan ikke anbefales!
Med hensyn til hans rytme, så vil han på sigt sandsynligvis godt kunne komme til at følge storesøstersrytme med et puttetidspunkt omkring kl 19-19.30. Lige nu lyder det dog som om, at han stadig har brug for at få en powernap om eftermiddagen, og så længe han sover tre lure dagligt, så vil han naturligt skulle lidt senere i seng. Derfor må storesøster puttes først og lillebror efterfølgende. Hvorlænge det vil være sådan afhænger af, hvordan hans dagsrytme viser sig at være, og hvor meget dagssøvn han har behov for. For mange børn vil 19.30-20 være et rigtig godt og passende puttetidspunkt også i alderen 8-12 måneder og ældre... Når storsøster bliver træt allerede kl 19, så er det fordi hun ikke længere sover i løbet af dagen. Lillebror har naturligt stadig behov for sin dagssøvn og det vil naturligt skubbe hans puttetidspunkt om aftenen til lidt senere end hendes behov :)
Med hensyn til væske på ørerne, så er det helt naturligt, at dette påvirker hans nattesøvn og generer ham. Det er dog vigtigt, at du forsøger at skrue gevaldigt ned for hans mælkeindtag om natten. Det vil naturligt påvårke hans indtag af rigtig mad om dagen og dermed på sigt hans trivsel...
Det vil være en rigtig god idé, at I taler med en øre-næse-hals-læge omkring hvad jeres dreng har af øreproblemer, og hvad der vil være den bedste behandling for ham. Dette er en lægelig vurdering - og da jeg ikke er læge, kan jeg desværre ikke rådgive jer her. I kan altid bestille tid hos en øre-næse-hals-læge, der netop er specialist i små børn og øreproblemer - det kræver ikke en henvisning fra egen læge.
Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke fortsat - og også rigtig god jul til jeres lille familie! :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan forebygger du bleudslæt
Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift
Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
4. marts 2026 | Kost og ernæring | 8 mdr.
Vil kun ammes i søvn og afviser oftest flaske med MME
Kære Helen Jeg har en datter på 8,5 måneder, hvis våde bleer efterhånden er...
5. februar 2026 | Kost og ernæring | 3 mdr.
Hej Helen Jeg har læst, at NAN modermælkserstatning kaldes tilbage, og jeg...
3. december 2025 | Kost og ernæring | 14 mdr.
Hej Helen. Jeg syntes det er lidt svært at finde ud af hvad der er en god...
27. november 2025 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Kære Helen, Det kunne være rart med rådgivning og gode forslag i forhold...
20. november 2025 | Kost og ernæring | 13 mdr.
Hej Helen. Jeg har et spørgsmål ift anbefalingerne omkring mælkeprodukt....
Viden om børn:
Amning
Sundhedsstyrelsen anbefaler at børn ammes sålænge som muligt. Helst fuldt ud til de er 6 måneder gamle og delvist frem til 12 måneders alderen eller længere, hvis mor og barn ønsker det.
Brystmælk er nøje afstemt til barnets forskellige behov og modermælk indeholder vigtige antistoffer, som beskytter det lille barn mod infektioner. Det tager tid at etablere en amning, for de fleste tager det ca. tre uger, men der kan gå op til 6 uger før mælkemængden har afstemt sig efter barnets...
Madpakke og børn
Når barnet begynder i pasningsordning, vil det mange steder selv skulle have en madpakke med hjemmefra.
Det er altid vigtigt at give barnet et varieret tilbud af fødevarer - det kan være rugbrød eller anden form for fiberholdigt brød, det kan være pasta sammen med rester fra aftensmaden, kød, fisk, frugt og grønt. Jo mere variation, jo bedre :)
Det er en god idé at give barnet ting med, som er pakket lidt hver for sig. Mange børn er glade for at have en madkasse,...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.







