Svar: 4 årig storesøster

---

Kære Mor til C og J

Stort tillykke med lillebror - og tak for dit brev og åbne beskrivelse af jeres datter, og de tanker du gør dig :)

Der er ingen tvivl om, at det er rigtig svært for jeres datter pludselig at skulle dele mor og far med en lille ny. Og det er derfor helt naturligt, at hun reagerer - faktisk skal det ses lidt som et sundhedstegn, at hun reagerer... men det gør det naturligvis ikke mindre hårdt :)

Når jeres datter har reageret allerede før lillebror blev født, så er det fordi hun allerede her har mærket forandringerne ske. Hun har tydeligt fornemmet, at han var på vej - du har måske krævet mere selvhjulpenhed af hende, du har ikke længere løftet hende op og pladsen på dit skød er gradvist blevet mindre. Når andre har været på besøg, så har de kikke på din mave, talt om at der skulle komme en baby osv. Og måske har du også været påvirket fysisk i graviditeten, så du har ligget lidt mere på sofaen, ikke er kommet med det samme jeres datter har kaldt osv. Allerede før han er født, så sker der ændringer - og efter han er kommet til, så har hendes rolle i familien ændret sig markant...

Man sammenligner det ofte med at din mand kom hjem med en ny kvinde og sagde "hende elsker jeg, hun skal bo her hos os, hun skal sove i soveværelset og hende skal du også elske" - Prøv at forestille dig en sådan situation. Hvordan ville du have det? Hvilke følelser ville dukke op i dig? Det er lidt de samme følelser, som storesøster har, fordi I har bragt lillebror ind i familien...

Man siger normalt, at der især er tale om de tre store følelser - sorg, vrede og angst. Det er sorgen over ikke længere at have mor og far for sig selv. Det er vreden over at være sat i denne situation - og vreden går ofte mest ud over mor, fordi det er dig som har været gradvis og dig som går hjemme hos lillebror, ammer ham osv. Og angsten handler om, at hun er bange for at I vil elske lillebror højere end I elsker hende...

Der er ingen tvivl om, at C ser, oplever og føler, at I har noget sammen med lillebror, som hun ikke er en del af. Hun ser, hvordan I sidder med ham, taler med ham, pludrer med ham, smiler til ham, trøster og vugger ham osv. Og hun får naturligt en følelse af at "de to har noget sammen, de giver det til hinanden og ikke til mig" - og det gør ondt. Det er meget smerteligt for hende.

Det er derfor meget vigtigt, at I igen og igen forsøger at vise hende med både ord og fysisk kontakt og nærhed, at hun altid vil have en særlig plads hos jer, at ingen kan tage hendes plads og at I har masser af kærlighed til begge børn. Og det er naturligt svært, fordi du lige nu oplever hende som strid og umulig... Hun vil ikke det samme som dig, hun protesterer, og I har daglige konflikter - og det både irriterer dig og gør dig ked af det - og det mærker hun. Men det vil være med til at skubbe hende væk og ikke hjælpe. Det er rigtig vigtigt, at du forsøger at vise hende, at du stadig er der for hende, og at hun kan noget, netop fordi hun er din store pige - hun er noget ganske særligt.

Jeg er med på, at I forsøger at give hende mere slik, far leger med hende og du forsøger at inddrage hende omkring J - og det er også rigtig fint. Men hun har brug for at blive set, mødt og anerkendt som den 4 årige pige hun er. Og det er naturligt en svær balance, for på den ene side, er det rigtig godt, at I hjælper hende lidt ekstra f.eks. med tøjet, fordi det lige nu er svært for hende at ...

---

---

... overkue - på den anden side, så er det også vigtigt, at I stadig stiller lidt krav til hende. Naturligvis krav, som hun kan honorere og leve op til, men netop fordi det er vigtigt for hende at finde ud af, hvad det er hun kan byde ind med.

Du nævner blandt andet, at hun nogle gange spørger "hvad skal jeg nu?" og netop dette ser jeg faktisk som udtryk for, at hun leder efter sin rolle, altså er igang med at finde ud af, hvad det er hun kan, som lillebror ikke kan... Når man er 4 år gammel, så har man rigtig meget brug for voksnes anerkendelse. Man har brug for at have en vigtig rolle og mange 4årige sætter ord på, hvor de ønsker voksnes godkendelse .Det kan f.eks. være hvis hun siger "se hvor højt jeg kan springe", "se hvordan jeg kan balancere", "se hvor hurtigt jeg kan cykle", "se min tegning" osv. Og du skal naturligvis se hende, anerkende hende osv. når hun søger dette, men også inddrage hende. Det kan f.eks. være i madlavningen, når der skal dækkes bord eller når der skal købes ind. Jo mere du kan inddrage hende i hverdagen, jo bedre vil det være, fordi det er med til at skabe hendes nye rolle i familien og føle sig betydningsfuld "jeg hjælper min mor og far".

Det er også vigtigt, at du giver dig tid til at være på tomandshånd med hende. Du skal vise hende, at du rigtig gerne vil hende, elsker hende, og nyder at være sammen med hende stadigvæk, så hun føler sig prioriteret og set. Når børn savner kontakt med deres forældre, så begynder de ofte at opføre sig provokerende - simpelthen for at blive set:)

I kan også sagtens sætte jer ned og tale med hende om, hvordan det er nu, hvor I er fire i familien, og der skal være plads til alle. I kan lave nogle aftaler omkring nogle af de ting, som I ved, at hun stiller sig på tværs overfor... Det gør hun forøvrigt, fordi hun viser jer, at hun er sin egen person og har sin egen mening om tingene - og derfor kan det nogle gange være en idé ikke at fokusere mest på det, I vil have hende til, men i stedet på det hun måske gerne vil. Så hvis det f.eks. er et problem med påklædningen om morgenen, så kan I sige "hvis du skynder dig i tøjet, så kan vi nå at læse en bog" - hvis hun f.eks. er glad for at læse bøger med jer :)

---

---

Det betyder ikke, at I skal belønne med slik og lignende - det er slet ikke det, der er tale om her. Det handler om, at give hende lidt mere læring omkring, at hvis hun gør noget for jer, så gør I også noget for hende - og så kan I gøre ting sammen. For i en familie er det jo vigtigt at alle får deres behov opfyldt :)

Når I taler med hende om jeres nye familie, så skal I anerkende, at hun kan være vred, ked af det, føle at I ikke ser hende, måske giver udtryk for, at I elsker lillebror højere, eller at I aldrig gider at lege mere... Og det er vigtigt, at I lytter og ikke reagerer med "det passer da ikke" eller lignende. Hun skal føle, at I lytter til hende og sætter jer ind i, hvordan det er at være hende lige nu. Og så skal I lave nogle aftaler om, hvordan det så kan blive bedre for jer hver især - og også tale med hende om, hvorvidt hun måske har nogle forslag...

Jeg vil anbefale dig rigtig meget at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse". I den kan du også læse om søskende og søskendeforhold, ligesom du kan finde råd til, hvordan du kan møde din datter, så hun føler at du lytter og netop bliver den rolige mor, som du gerne vil være :)

Rigtig meget held og lykke - rigtig god weekend :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---