Brev:

At give slip - 11 mdr.

Kære Helen

I et lille års tid har jeg nu fulgt lidt med på sidelinjen af din fantastiske brevkasse, og nu føler jeg, at jeg har behov for lidt af dine gode råd. Min kæreste og jeg har en fantastisk lille datter på ca. 11 måneder. Hun er sød, kærlig, lattermild, ja jeg kunne blive ved. Vi havde en lidt svær start med amning, da hun sov meget tungt og ikke var til at vække, hvilket resulterede i en genindlæggelse pga. vægttab. Herefter supplerede vi med flaske, indtil hun efter ca. 3 måneder valgte flasken fra og derefter er blevet fuldammet indtil opstart med grød og mos.

Hun har alle dage været en rigtig mors pige, og det har taget lang tid for hende at kunne være lidt alene med far. Det går så heldigvis rigtig fint nu. Hun er også en pige, som på trods af sin enorme nysgerrighed, har behov for at se sine omgivelser meget an, hvis vi er ude, før hun springer ud i det. Hun er aldrig gået fra arm til arm, da hun blev rigtig ked af det, og vi har derfor respekteret hendes behov frem for andres. Hun opsøger dog rigtig gerne kontakt til familie, og vil gerne sidde ved siden af dem, men det skal være på hendes præmisser, og tager folk hende op, reagerer hun prompte med at blive ulykkelig. Hun har heller aldrig været god til større forsamlinger, og jeg har flere gange måtte køre hjem med hende, fordi hun bare græd og græd.

Nu er vi jo så kommet til tiden, hvor hun skal til at passes ude. Pga. det jeg har skrevet længere oppe, har vi derfor valgt dagpleje, for at få det her lidt hyggelige hjemmemiljø. Vi er så småt i gang med indkøringen, og det er så her mine spørgsmål ligger. Allerede en måned inden hun skulle begynde, græd jeg nærmest konstant og hele tiden over det. Jeg føler, at jeg i den grad svigter hende ved at aflevere hende til en anden, og jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal komme overens med det. Vi startede med, at jeg var med hende i et par dage i nogle timer ad gangen, og derefter syntes dagplejemor, som i øvrigt virker meget sød og fantastisk, at vi skulle forsøge, at jeg gik en times tid. Det gjorde jeg så, og det føltes ...

... simpelthen som tortur. Jeg ved godt, at jeg med stor sandsynlighed påvirker hende, med de følelser, jeg har omkring det, men jeg syntes ellers, at jeg forsøgte at tage det i stiv arm. Hun græd meget voldsomt, da jeg kom tilbage efter en times tid, og min første tanke var, at det her gør jeg simpelthen ikke igen.

Dagen efter sagde jeg til dagplejemor, at jeg syntes det gik for stærkt, og jeg har derfor efterfølgende været med i 3 dage i nogle timer ad gangen, og kan se, at hun bliver mere tryg ved at være der. Den efterfølgende dag, afleverede far så i håb om, at det ville gå bedre, men det blev det ikke meget bedre af. Da jeg hentede efter en times tid, var der dog ingen tårer, men hun var gal kunne jeg høre. Når hun var på arm hos dagplejemor ville hun ned, og når hun var nede ville hun op. Da hun så mig kom tårerne, og hun var både ked og gal, og det tog mig lang tid at gøre hende rolig igen. Jeg har så svært ved at rumme det, og jeg kan slet ikke få det over mit hjerte at skulle gøre det.

Vi har desværre ikke mulighed for, at jeg kan blive hjemme med hende i længere tid, men jeg vil have mulighed for at give hende nogle kortere dage op til flere gange om ugen og også en ugentlig hverdagsfri, men vil det blive for forvirrende for hende? Hvor meget er for meget? Det vil jeg også rigtig gerne høre dine tanker omkring.

Det blev en lang smøre, men som du kan høre, så fylder det meget, og jeg tænker rigtig meget over, hvad det gør ved hende, og hvordan det vil påvirke hende. Selvfølgelig vil hun ikke kunne huske det, men følelserne vil jo sidde i hende. For det er jo det, hun signalerer når hun græder, at hun har brug for os. Og hvad viser vi hende så, når vi bare går, når hun græder? Er det i bund og grund ikke det samme som at vise hende, at vi svigter hende og ikke er der for hende, når hun har brug for os? Jeg ved godt at det er sådan samfundet er indrettet i dag, men jeg føler mig som en elendig mor, og jeg føler, at jeg bliver tvunget til at gøre noget, som jeg virkelig ikke har lyst til, men bliver nødt til.

Venlig Hilsen
En trist mor

Læs Helens svar »

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

19. januar 2026 | Sovevaner | 12 mdr.

Fortsat dårlig søvn efter dræn

Hej Helen Vi skriver til dig om vores datter, som lige er blevet 1 år....

Læs hele brevet og Helens svar

15. januar 2026 | Sovevaner | 11 mdr.

Urolige nætter - 11 måneder

Hej Helen, Vores søn på 11 måneder er startet i dagpleje. Det går godt...

Læs hele brevet og Helens svar

12. januar 2026 | Sovevaner | 13 mdr.

13 måneder og konstant dårlig søvn

Kære Helen. Jeg håber, du er kommet godt ind i det nye år. Vi er...

Læs hele brevet og Helens svar

11. januar 2026 | Sovevaner | 9 mdr.

9 måneder - vil ikke sove i egen seng

Kære Helen Jeg skriver, da jeg gerne vil høre dine råd i forhold til min 9...

Læs hele brevet og Helens svar

6. januar 2026 | Udvikling | 13 mdr.

Motorisk uro og udvikling

Kære Helen. Mange tak for din hjælp ift putning af min datter efter...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: