Svar: Tester grænser og bliver mere selvstændig

---

Kære Kris

Tak for dit brev og dine åbne, ærlige tanker :)

Du har fuldstændig ret - det kræver overskud at være anerkendende, se sine børn, lytte og være tilstede, og det er naturligt svært med to så små børn - og når overskuddet ikke er der, så bliver det netop ofte værre, ligesom vores tendens til at skælde ud, råbe, bruge trusler og lignende ofte øges... Problemet er, at det ikke virker...

Der er flere ting som spiller ind hos jer, og som kan gøre det ekstra svært i øjeblikket. Der er ingen tvivl om, at det at I har fået en lillebror spiller ind. Det er naturligt meget svært at dele mor og far med en lille ny - især, når man ikke selv er mere end 22 måneder gammel. Selvom jeres dreng kan virke meget stor i forhold til lillebror, så er storebror stadig et meget lille barn, med et lille barns umoden hjerne og et lille barns behov. Han kan af gode grunde ikke vente på, at det bliver hans tur, han kan ikke finde ud af, hvorfor han ikke må slå til lillebror, han har naturligt svært ved at forstå forklaringer osv. Han reagerer impulsivt og lyststyret og mange af de ting han gør, gør han for at få din opmærksomhed. Netop fordi han naturligt ikke længere bliver set på samme måde, fordi lillebror er kommet til... jf. tidligere svar til dig netop omkring nogle af de stærke følelser som opstår, når vi bringer en lille ny ind i familien :)

Han er også stadig i en alder, hvor han naturligt afprøver hypoteser og forsøger at finde ud af, hvordan verden hænger sammen. Ligesom han er nødt til at afprøve igen og igen for at finde ud af, hvad det han gør, gør ved andre. Og den proces, det udviklingsforløb, som barnet skal igennem er blevet beskrevet af den kinesiske filosof Confucius (Konfutse) som sagde:

Jeg hører – og jeg glemmer
Jeg ser – og jeg husker
Jeg prøver – og jeg forstår

Når børn lærer, så gør det det i etaper og hvis vi skal prøve at føre det over til dit eksempel, hvor jeres dreng kaster med noget, som han ikke må kaste med, så vil han starte med at kaste - han ser noget spændende, griber fat i det og kaster det af sted. Både for at høre den lyd det giver og også for at se din reaktion. Du siger nej - han hører det, men glemmer det og gør det derfor igen (= jeg hører og jeg glemmer).

Næste trin viser, at han begynder at have en erindring om, at du plejer at komme med en reaktion. Du kan se på ham, at han ved det. Han tager fat i tingen, løfter den, viser at han vil kaste den, men kikker på dig. Han begynder at få en erindring, om at her plejer du at komme med en reaktion. Han vil se på dig, og du kan se på ham, at han netop begynder at huske det lille "nej" og alligevel er lysten til at kaste så stor, at han gør det, lysten overmander det nej, som han godt kan huske (= jeg ser og jeg husker).

Til sidst når han så til, at han hører det lille nej inde i sig selv - også uden, at du behøver sige det - og han forstår, at han skal stoppe, at han ikke skal kaste med ting. Det er først der, når han har forsøgt sig mange gange igen og igen, at han når til 'jeg prøver og jeg forstår'. Først der formår han at lade den bestemte ting stå eller tage den, kikke på den og sætte den tilbage stille og roligt (= jeg prøver - og jeg forstår).

Det er altså naturligt, at han afprøver ting igen og igen - og det er her rigtig vigtigt, at du holder fast i dit nej, hvis du mener nej. Det er dog også en rigtig god idé, hvis du kan aflede ham. Det vil sige, hvis du nogle gange kan kalde på ham, få ham væk fra det, han ikke må og f.eks. sige "kom skat, kommer du ikke herud og får lidt frugt" eller lignede, hvorefter han så kan klatre op, sætte sig til bordet og få lidt at spise og drikke - situationen ...

---

---

... afvæbnet :)

Nogle gange vil det også være rigtig godt, hvis du flytter ham - det gælder f.eks. hvis han slå ud efter dig eller lillebror. Det hjælper ham til at huske, at han gør noget forkert, hvis du lader en handling (som at flytte ham) følge med dit nej. Er det lillebror, som det går ud over, så skal han flyttes helt væk - eller du kan flytte lillebror, han kan evt. stå og sove i et tilstødende lokale eller i barnevognen i haven, så han ikke bliver forstyrret, når han sover. Sidder storebror hos dig og slår ud efter dig, så må du gerne sætte ham fra dig. Så du på den måde signalerer, at hvis han vil sidde hos dig, så skal det være rart for jer begge, ellers kan han ikke sidde der :)

Det er også vigtigt at medtænke, at når børn opfører sig allermest dårligt, så er det ofte netop på de tidspunkt, at de har allermest brug for os. Derfor er det vigtigt, at du nogle gange prioriterer ham og vælger at give ham ekstra fysisk kontakt og nærhed. Det er netop vigtigt, at han fysisk mærker dig, at du løfter ham op, krammer ham, kilder ham osv. så han mærker, at han ikke kan afvise dig, at du ikke begynder at skælde ud, skubbe ham fra dig osv. men at du netop stadig er der for ham, ser ham og vil ham.

Det er også vigtigt at medtænke, at børn jo ofte er et spejl af os selv, så når han går rundt hele dagen og siger nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej.. kaster med ting for at få opmærksomhed og direkte "leder efter noget han ikke må", som du skriver, så er det måske netop fordi han har fået lidt for mange nej´er og er blevet stoppet lidt for meget den dag...:)

I stedet for at fokusere på alt det han ikke må, og alt det han gør forkert, så kan det være en god idé, at du forsøger at vende fokus på det, han gerne må, og det du gerne vil have ham til. Han lærer netop at vise hensyn til andre, lytte til andre, give plads til andre ved at du viser ham dette. Han har brug for at du giver ham plads, at du nogle gange lader tingene være som han gerne vil, fordi du naturligt tager hensyn til, at han også kan have nogle ønsker og en vilje, at han er sin egen person.

---

---

Det er vigtigt, at du ikke er eftergivende - så at sige "nej, nej, nej, jamen så gør det da!" er ikke nogen god idé. Du må naturligvis gerne sige nej, hvis du mener nej - ligesom du naturligt skal sikre, at han ikke kan gøre lillebror fortræd. Men det er vigtigt, at du også lytter til ham og til hvad han vil - eller ikke vil - og nogle gange indgår kompromis.

Nogle gange vil du naturligvis være nødt til at trumfe din vilje igennem - det kan f.eks. være fordi han skal være spændt fast i sin autostol, og det har han ikke lyst til. Her er du naturligvis nødt til at holde fast, selvom tårerne springer, og han føler sig meget uretfærdigt behandlet. Men det er stadig vigtigt, at du sætter ord på og viser ham, at du forstår ham - "det er også dumt, jeg ved det godt", "jeg skynder mig, så kører vi lige om lidt" eller lignende...

Andre gange kan det være en rigtig god idé at pjatte med ham, bruge lidt sjov og humør. Det kan være, hvis tøjet og påklædningen giver konflikter, så kan du prøve at vende tøjet forkert eller komme skoene på hovedet eller på hænderne ""hov, hvor er hullet henne?" eller "hov, hvor skal skoen på, jeg kan ikke finde ud af det, kan du hjælpe mig?" - det vil være en god måde at anerkende hans spirende egen vilje og selvstændighed og samtidig vil han føle sig set, inddraget og derfor mødt :)

Jeg vil anbefale dig rigtig meget at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse". I den er der også et kapitel som handler om at hjælpe vores børn til et godt søskendeforhold :)

Håber du kan bruge dette lidt videre, rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---