Annonce

Annonce

Svar: Søvn 11 mdr.


13. august 2018

Kategori:
Alder:
11 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Sovevaner.

Kære Natteravn :)

Tak for dit brev og velkommen til - jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig :)

Der er nok ikke nogen tvivl om, at din datter har et søvnassociationsproblem og jeg tænker at dette består af tre ting:

Det ene er en uhensigtsmæssig afhængighed af brystet. Du har ammet rigtig meget, og det lyder som om, at det er svært for din datter at undvære brystet. Hun er tvunget til at undvære brystet i løbet af dagen nu, hvor du er startet på arbejde igen, men når du er hjemme så søger hun brystet ekstra.

Det andet handler om, at hun er afhængig af bevægelse og vugning, når hun skal sove. Hun er altid faldt i søvn ved at du har vugget hende til ro og derefter puttet hende over i sengen. Og det lyder som om, at hun stadig en gang imellem kan have brug for at blive vugget til ro, hvor hun ligger, når hun har sine opvågninger.

Det tredje handler om, at hun har behov for at mærke dig tæt på. Hun har brug for din fysiske kontakt og nærhed, brug for din favn. Selvom hun puttes i egen seng om aftenen, så flyttes hun over i din seng og sover sammen med dig, når hun vågner første gang og sover således resten af natten i din seng og tæt med dig...

Jeg forstår godt, at du tænker, at hun ikke har et søvnassociationsproblem, når hun om natten blot "har drukket, men aldrig er faldt i søvn ed brystet, bare har vendt sig om på siden og sovet videre", som du skriver, men her har hun jo så haft din favn og din nærhed, og ikke skulle sove i egen seng. Så selvom hun ikke er fuldstændig afhængig af brystet, favnen eller bevægelse hver gang hun skal sove, så skifter hun mellem at have behov for enten det ene eller det andet og er således blevet uhensigtsmæssigt afhængig af din hjælp natten igennem...

Det er derfor rigtig vigtigt, at du nu arbejder bevidst på at vænne hende til at sove uden brystet - og det vil være meget fint, hvis du kan nøjes med at amme hende to gange dagligt. Det kan f.eks. godt være, når hun skal puttes om aftenen, så hun stadig afslutter dagen på en god måde her, og så kan du amme hende sen aften, først på natten - når hun vågner første gang og derefter lægge hende tilbage i egen seng igen, hvor hun så skal sove til næste morgen tidlig. Så hun nu også lærer, at hun ikke behøver sove i din seng natten igennem. Det er vigtigt, at hun forbinder sin seng med stedet, hvor hun skal sove, så hun kan genkende det og blive beroliget af, at hun ligger her, når hun har sine små opvågninger natten igennem.

Det betyder også, at du er nødt til at stoppe amningerne om dagen, når du er hjemme. Selvom hun har savnet dig og det er dejligt at se mor igen, når du kommer hjem fra arbejde, så er det ret vigtigt, at du ikke ammer hende her. Det er på samme måde en god idé, at du ikke ammer hende om morgenen, før du tager på arbejde. Denne amning vil tage pladsen op for hendes rigtig mad - og en forudsætning for at kunne undvære brystet er også, at hun spiser nok hele dagen igennem.

Du fortæller heldigvis, at hun spiser ret godt og er glad for mad. Det er super dejligt. Det skal I endelig udnytte, og det er vigtigt, at hun tilbydes mange små måltider hele dagen igennem. Det vil også være rigtig godt, hvis I en periode kunne give hende et bad om aftenen, og afslutte badet med god frottering med håndklædet, smøre hende med lidt creme, give hende lidt babymassage og lignende. Det vil hjælpe hende til at finde ro og koble fra, overgive sig til søvnen om aftenen.

Og så vil det være rigtig godt, hvis I kan tilbyde hende en godnatgrød, som en fast del af putteritualet. Det skal være en lidt grovere grød som f.eks. havregrød, eller flerkornsgrød... Det vil også være med til at sikre, at hun ikke vågner og søger brystet om natten fordi hun reelt er sulten. Samtidig er grøden her også med til at give god ro i kroppen og hjælpe hende til at sove.

Du fortæller, at hun er begyndt at have en vågenperiode om natten, hvor hun virker glad, parat til at lege osv. og du fortæller også, at rytmen om dagen har ændret sig på grund af dette. Fordi hun pludselig er vågen om natten, så sover hun anderledes om dagen... Det er her vigtigt, at du forsøger at holde fast i dagsrytmen og det er ret vigtigt, at du forsøger at starte dagen til samme tid hver dag. Jo mere fast stå op tidspunkt I har, jo bedre vil resten af dagens rytme følge med. Det betyder også, at hvis hun ikke vågner af sig selv om morgenen, så vil jeg foreslå, at I vækker hende. Naturligvis på en sød og omsorgsfuld måde. Og så skal hun puttes til en formiddagslur og en middagslur til samme tid hver dag - og dermed også puttes ...


Annonce

... til samme tid hver aften, så hun er klar til at sove en længere og mere sammenhængende nattesøvn.

Dagssøvn kan reparere på dårlig nattesøvn og som udgangspunkt skal børn derfor have lov til at sove om dagen - og som de viser behov for. MEN, når det er sagt, så skal de naturligvis ikke bytte rundt på nat og dag, men skal hjælpes til en rytme, som både giver dem den mængde dagssøvn og den mængde nattesøvn de har behov for. Og når man er 11-12 måneder gammel, så vil man ofte have behov for at sove ca. 13.5-14 timer i døgnet. De fleste børn trives rigtig godt, hvis dette er fordelt sådan, at barnet sover ca. 11.5 time om natten og 2-2.5 times dagslur. Sover jeres datter mere om dagen, så vil hendes nattesøvn naturligt skulle være kortere - det betyder, at hun skal puttes senere eller skal tidligere op - så hun ikke har en vågenperiode midt om natten, fordi nattesøvnen bliver for lang for hende....

I er altså lige nu nødt til at regne lidt på hvor meget hun sover, hvornår og hvordan og så forsøge at skabe en rytme, som sikrer hendes behov for både mad, mælk og søvn...

Mit forslag til en dagsplan ser således ud:

Morgen 07-07.30: Havregrød, vand af kop.

Formiddag 9-9.30: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt. Frugtmos og vand af kop.

Puttes til formiddagslur, sover her måske 45 til max 60 minutter...

Frokost 11.30: Rugbrødshapsere med forskelligt smørbart pålæg, suppleres med kogte grøntsager, stykker af frikadelle, godt kogte pastaskruer mv. Må også meget gerne tilbydes grøntsagsmos/varm middagsret til frokost. Det kan være rester fra aftensmaden eller mos fra glas. Vand af kop.

Tilbydes en banan og lidt vand af kop - og puttes til middagslur - måske ca kl 13.30 - afhængig af, hvor lang formiddagsluren har været. Sover her ca. 1.5 til max 2 timer


Helens bog om børn og søvn
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og søvn" - sådan får du dit barn til at sove

Eftermiddag 16: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt, frugtmos, vand af kop.

Aften 18: Familiemad - almindelige børnevenlige retter med kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta, sovs. Der skal være mad i stykker, små hapsere og større stykker det kan spise med både fingre, hænder og gaffel. Og der skal også være moset mad, som spises med gaffel eller ske (med hjælp fra jer). Vand af kop.

Kommer i bad, frotteres godt med håndklædet, smøres med creme osv. efter behov.

Tilbydes en godnatgrød - ca. kl 19.30, og får herefter børstet tænder.

Ammes og puttes til natten ca. kl 20 - puttes i egen seng, der hvor hun registrerer, at hun puttes i sin seng men stadig er træt nok til at kunne overgive sig til søvnen med dine hænder, kærtegn og måske lidt vugning, hvor hun ligger :)

Sen aften eller først på natten, når hun vågner første gang 23-01: Ammes rigtig godt og puttes derefter over i egen seng, hvor hun så sover resten af natten til næste morgen tidlig, hvor dagen starter med grød og vand af kop.

Du spørger, hvordan I gør og om I skal starte med det hele på en gang eller en ting af gangen - og jeg tænker, at I skal starte med en fast dagsplan, som sikrer jeres datters behov for mad, søvn og så de to amninger dagligt - aften og sen aften/først på natten. Samtidig med dette, så skal du altså fjerne amningerne om dagen og tidlig morgen, så hun nu netop "kun" ammes de to gange. Og samtidig med dette, så skal hun lære at sove i egen seng - hun skal altså efter første opvågning tilbage i egen seng og ikke længere sove tæt sammen med mor om natten.

Hvis det viser sig at være alt for svært for hende (og dig:)) at putte hende fra din favn og ned i egen seng om aftenen, så kan du godt vælge at lægge dig med hende i dobbeltsengen og lade hende falde i søvn der. Så hun starter med at vænnes til at sove uden brystet og uden at skulle vugges, før hun vænnes til at forbinde sin seng med stedet, hvor hun sover. Det vil sige, at hun skal ammes liggende og du skal nå dertil, hvor hun slipper brystet, smiler til dig, triller om på siden og sover.

Du skal her naturligvis sikre dig, at hun ikke kan trille ud af din seng og komme til skade og når du sen aften så selv går i seng, så ammer du din datter igen, så hun får sin 2. amning her - og derefter putter du hende så over i egen seng, så hun fortsætter natten der og altså ikke fortsat sover tæt med dig om natten... Når hun kan falde i søvn ved siden af dig i din seng, når hun puttes, og det går fint, så kan du derefter begynde at putte hende i egen seng fra starten, stadig tilbyde hende brystet hvis og når hun stadig vågner første gang sen aften og derefter putte hende tilbage til egen seng igen.

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Baby sok med pulsmåler - hvad er det?

De fleste forældre kender følelsen. Man har endelig lagt sin baby til at sove, lyset er slukket, og alligevel lister man tilbage et kvarter senere for lige at tjekke, om alt er, som det skal være. Netop derfor er en baby sok med pulsmåler blevet et oplagt valg for familier, der ønsker mere ro ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

20. maj 2026 | Sovevaner | 18 mdr.

Vil ikke sove i tremmeseng

Hej Helen. Vores datter har i de sidste uger sovet ca kl 20 og vågnet ved...

Læs hele brevet og Helens svar


13. maj 2026 | Sovevaner | 4 mdr.

Mudrede nætter og manglende søvn

Kære Helen, Tusind tak for dit grundige svar til mit seneste brev. Jeg...

Læs hele brevet og Helens svar


29. april 2026 | Sovevaner | 4 mdr.

Søvnhjul og vågentid

Kære Helen, Jeg er ny mor - og ny herinde, og jeg har et par spørgsmål i...

Læs hele brevet og Helens svar


19. april 2026 | Sovevaner | 6 mdr.

Søvn og ked baby

Kære Helen Som du ved, så er vores barn nummer 2 en svær størrelse, der har...

Læs hele brevet og Helens svar


10. april 2026 | Sovevaner | 16 mdr.

Gråd ved putningen og nat

Hej Helen Min datter på 16 mdr har haft en rigtig god periode med søvn. Vi...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Fennikel, Fennikelte og børn

Fra 6 mdr´s alderen må dit barn få stort set alle slags grøntsager. Du bør dog være opmærksom på bl.a. fennikel, som indeholder nitrat, og som derfor ikke bør udgøre mere end 1/10 af portionen. Alternativt bør det kun gives med 14 dages mellemrum.

Nitrat omdannes let til nitrit. Nitrit i stor mængde giver opkastninger og blåfavning af huden, fordi det reagerer med blodets hæmoglobin, så det ikke kan binde sig og transportere ilt rundt i kroppen.

Det anbefales...

Læs mere i Babylex

Køkkenhygiejne

Når man laver mad til småbørn er god køkkenhygiejne særligt vigtig. Små børns forsvar overfor bakterier er mindre end voksnes, og derfor får børn lettere ondt i maven eller får en maveinfektion.

- Undgå at sprede bakterier mellem madvarer. Hold f.eks. rå grøntsager adskilt fra råt kød, så der ikke kommer jordbakterier på kødet, og så der ikke kommer bakterier fra kødet på grøntsagerne.

- Hold også rå madvarer adskilt fra mad, der er klar til at blive spist. Det...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog til far - vær far med tillid, nærvær og respekt.

Det siger medlemmerne ...

Hej Helen!

Tusind tak for dit tip om "drilleblæren" og "drillenumsen". Det var lige i øjet!

Pludselig blev af-med-ble et projekt, som vores datter kunne forholde sig til og føle sig som en del af. Lige fra den håbefulde: "Vi skal nok få krammet på den drilleblære, ikk?" til den lettere truende: "Jeg har sagt til drillenumsen, at hvis den ikke opfører sig ordenligt, så ringer jeg til politiet, også kommer den i fængsel".

Så nu er hun uden ble (om dagen) og siger fint til selv og overholder de faste toilettider - om morgenen og aftenen og efter måltider - uden (ret meget) brok.

Tak for hjælpen. Det er stor lettelse for os ikke at skulle skændes med hende om den åndssvage ble.

Venlig hilsen

Helt Utrolig Lettet


Annonce