Annonce

Annonce

Svar: Udviklingsspring omkring 6 mdr


15. maj 2018

Kategori:
Alder:
6 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Udvikling.

Kære mor til tre

Tak for dit brev :)

Hvor dejligt at høre at lillepigen har taget sutten til sig. Og det er, som du skriver, helt okay hvis det fungerer bedre med flaske hos jer - flasken har bestemt også nogle fordele, og det kan give en stor ro at vide, hvor meget hun drikke. Samtidig kan modermælkserstatning også nogle gange mætte lidt mere end modermælk og dermed gøre, at der går lidt længere tid imellem mælkemåltiderne - og det lyder faktisk til at være tilfældet hos jer, så hun nu er begyndt at sove et lidt længere søvnstræk om natten. Rigtig dejligt for alle! :)

Du må godt begynde at øge hendes indtag af skemad lidt, evt. ved at tilbyde hende lidt mere af gangen og også ved at tilbyde hende et mellemmåltid om formiddagen. Det er dog vigtigt, at du stadig holder mængden på et niveau, som sikrer hendes indtag af mælk. Hun bør stadig tilbydes 5-6 flasker i døgnet og det er vigtigt, at hendes indtag af grød og mos ikke fylder så meget, at hun ikke drikker mælk nok eller afviser en flaske. Hvis hun ikke drikker nok væske hele dagen igennem, så vil hun naturligt begynde at søge det ekstra om natten, og det er der jo ikke nogen grund til nu :)

Det er forskelligt, hvor store portioner børn kan spise. Nogle børn trives rigtig godt med 1 dl. af gangen, vand af kop og har så stadig plads til mælk i maven. Andre børn kan sagtens spise 2 dl. grød og mos og stadig drikke deres mælk... så her er du nødt til at vurdere din datters behov. Lige nu vil det være rigtig godt, at hun stadig tilbydes flaske før hver lur, men når hun bliver 7 måneder, vil det være rigtig fint at skære lidt ned i antallet af flasker, så hun ikke længere får mælk formiddag og eftermiddag. I stedet erstattes her med mellemmåltider og vand af kop. Det betyder, at når hun bliver 7 måneder, så vil hun sandsynligvis trives rigtig godt med 4 flasker i døgnet, som ligger tidlig morgen, før middagslur, aften og sen aften. Så har du lidt at gå ud fra :)

Med hensyn til udvikling, så har du helt ret i, at der sker meget med din datter både motorisk og mentalt lige nu. Hun kan bruge sig selv mere og mere bevidst motorisk - hun triller sandsynligvis både fra mave til ryg og fra ryg til mave, hun drejer om sig egen akse, og når hun ligger på sit legetæppe med legetøjet omkring sig, så forsøger hun at komme i nærheden af det. Hun får også mere og mere øje på sine fødder, vil forsøge at tage fødderne op til munden, ligesom lysten til at hoppe og bruge sine ben på dit skød kan være stor.

Afstand opleves også mere bevidst nu. Hun oplever, at der er fysisk afstand til ting og at hun f.eks. ikke lige kan få fat i det legetøj hun ser. Når du sidder med hende, så studerer hun omgivelserne, oplever rummet osv. meget mere bevidst. Hun er meget opmærksom på om der kommer nogen ind i rummet, ligesom hun nogle gange vil opleve, at du forsvinder ud af hendes synesfelt, hvilket kan gøre, at hun viser tegn på uro, begynder at klynke osv. og når du så viser dig igen, så smiler hun til dig - dejligt at se dig mor :)

Alt dette betyder, at børn i denne alder godt kan virke lidt klyngende og lidt svære at stille tilpas. Det er som om, at de gerne vil være på arm, og så alligevel ikke, og det er svært at underholde dem - legetøjet bliver hurtigt uinteressant og det er svært at ligge på legetæppet længere tid af gangen, der skal ske noget og helst noget nyt hele tiden. Mange forældre oplever at 6 måneders alderen er en lidt svær alder, fordi man hele tiden forsøger at opfylde behøvet for leg og underholdning, men det føles som om, at det bare ikke rigtig er nok...

Hun øver også sin stemme mere og mere nu. Hun pludrer meget, varierer sine sproglyde, bruger sin stemmes styrke og får flere og flere læbelyde. Nogle gange kan hun også skrige rigtig højt, blot for at høre sig selv skrige, ligesom hun kan ligge og brumme dybt og øve de lidt ...


Annonce

... dybere svælglyde.

Og netop på grund af den store udvikling, som hun går igennem netop nu, så vil hun ofte også have svært ved at sove. Det kan være svært at overgive sig til søvnen, fordi hun er så optaget af og bevidst om, hvad der foregår omkring hende - og når hun endelig sover, så sover hun ofte også mere uroligt... Og det er sandsynligvis det, som du oplever hos jer lige nu :) Det kan være svært at tolke om hun skal tages op, om hun har brug for ekstra mad, om hun skal trøstes i din favn eller om hun i stedet skal blive liggende... og det lyder som om, at du faktisk gør det rigtig fint.

Det er super godt, at du f.eks. har forlænget hendes vågenperioder lidt og at du hjælper hende med at være aktiv og bruge sig selv rigtig meget både fysisk og mentalt, når hun er vågen - så hun på den måde bliver mere parat til at finde roen, koble fra og sove, når det er sovetid. Det kan være en god idé at du f.eks. danser me hende i dine arme til musik eller laver fysiske lege/tumlelege med hende. Det er også en god idé at du pludrer med hende på afstand, når hun ligger på tæppet på gulvet eller når du går rundt og laver lidt praktisk, så hun kan høre dig og fornemme dig, men stadig oplever, at det er okay at ligge lidt selv...

Det vil også være en god idé at udnytte, at hun nu er stærkere i ryggen og begynder at kunne sidde i lidt længere tid. Det betyder, at du nogle gange kan sætte hende i den høje stol, så hun kan sidde der og følge med i, hvad du laver og hvad der sker. Du kan give hende en agurkering eller lignende på tommelfingeren, som hun kan sidde og gumle på, andre gange er det spændende at sidde med et stykke bagepapir og høre, hvordan det knitrer... Man kan også købe en "rangle med sugekop", som kan sættes fast på bordet (alt efter hvilken type bordplade I har) og som derfor ikke falder på gulvet med det samme, hun slår til den.. Det kan også være god aktivitet :)

Og når hun skal sove, vil det ofte også være en god idé at du starter med at lade hende sidde op i barnevognen. Her kan hun sidde og kikke på verden, mærke vinden i ansigtet, opleve og fornemme - og så kan du lægge hende ned, når du kan se på hende, at hun er ved at være parat til at sove. Hun må gerne få flasken i sin vogn, hvis det gør det lettere at hjælpe hende med at overgive sig til søvnen. Prøv at lægge mærke til tidspunktet - altså hvornår hun begynder at have svært ved at holde sine øjne åbne - det kan give dig lidt idé om, hvornår hun er parat til at sove og hvad tid der således vil være passende at putte hende.

Mit forslag til en dagsplan ser således ud - jeg har skrevet amning/flaske ind, fordi jeg ikke helt ved, hvornår du gør hvad eller om du er gået helt over til flaske nu:

Tidlig morgen 05: Ammes/flaske og sover videre

Morgen 7.30: Tilbydes lidt havregrød, vand af kop.

Formiddag 9: Tilbydes frisk blød frugt i hånden og lidt frugtmos, vand af kop.


Helens bog om dit barns udvikling
LÆS OGSÅ HELENS BOG: "Helens bog om dit barns udvikling" - fra tilfreds baby til glad tumling

Ammes/flaske og puttes til formiddagslur

Frokost 11.30: Tilbydes grøntsagsmos og der begyndes med kød eller fisk i mosen, suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende, vand af kop.

Ammes/flaske og puttes til middagslur

Eftermiddag 16: Tilbydes frisk blød frugt i hånden og lidt frugtmos, vand af kop.

Evt. ammes/flaske og powernapper måske - eller den springes over i denne alder

Aften 18: Grøntsagsmos og der begyndes også med kød eller fisk i mosen her. Suppleres igen med ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden at gumle på selv. Vand af kop.

Ammes/flaske og puttes til natten ca kl 19.30-20 - måske senere, hvis hun har sovet 3 lure og ikke springer powernappen sidst på eftermiddagen over.

Sen aften 23: Ammes/flaske og sover videre

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre og at det giver lidt idé om, hvad der spiller ind hos jer lige nu :)

Rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

28. januar 2026 | Udvikling | 23 mdr.

Svære afleveringer i vuggestuen

Hej Helen. Vores datter på 23 måneder har gået i vuggestuen, deltid, siden...

Læs hele brevet og Helens svar


6. januar 2026 | Udvikling | 13 mdr.

Motorisk uro og udvikling

Kære Helen. Mange tak for din hjælp ift putning af min datter efter...

Læs hele brevet og Helens svar


15. december 2025 | Udvikling | 1 mdr.

Gråd og ulvetime

Hej Helen Tak for sidste svar! Min dreng på 5 uger er pludselig begyndt...

Læs hele brevet og Helens svar


27. november 2025 | Udvikling | 7 mdr.

7.5 måneder datter meget knyttet til mig

Kære Helen, Det kunne være rart med rådgivning vedr. min datters adfærd....

Læs hele brevet og Helens svar


30. oktober 2025 | Udvikling | 12 mdr.

Bekymring omkring adfærd

Hej Helen. Jeg har i et langt stykke tid været i tvivl om min søn adskiller...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Øjne og syn hos baby

Nyfødtes øjne er tit hævede og sammenklistrede. Det er helt normalt. Er der vedblivende pus i øjenkrogen, har barnet sandsynligvis en øjenbetændelse og bør ses af lægen.

Helt små børn kan se i en afstand af ca. 30 cm. Det er den afstand, der er mellem moderens bryst og ansigt, når hun sidder og ammer. En nyfødt baby har svært ved at se, og verden virker meget utydelig og sløret. Men så snart den lille kommer til verden, begynder synet at udvikle sig.

Dit barn har...

Læs mere i Babylex

Gylp

Når barnet spiser, sluger det ofte lidt luft, eller kommer til at spise for meget eller for hurtigt. Det resulterer i, at barnet ofte gylper efter et måltid, og det er helt normalt. Ofte er det, når barnet bøvser, at der kommer lidt mælk med op.

Hvis dit barn får flaske, kan du forsøge med en anden type flaskesut. Hvis hullet er for stort, så løber mælken for hurtigt. Du kan også forsøge at ændre spisestillingen, så dit barn sidder mere lodret, når det får mad.

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om dit barns udvikling. Bogen er propfyldt med nyttig viden for alle forældre!

Det siger medlemmerne ...

Hej Helen,

Dette er mit første brev til dig - men mærkeligt nok, så har det ikke været muligt for mig at finde svaret i hverken bøger eller ved søgning på nettet, så jeg håber, at du kan gøre mig klogere.

På forhånd tak, Emilies mor


Annonce