Svar: Lange natteopvågninger
Kære Milos mor
Tak for dit brev :) Jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig :)
Det ser ikke ud som om, at Milo mangler hverken mad, vand eller mælk, og jeres dagsplan ser umiddelbart rigtig fin ud. Nu hvor Milo er 7 måneder gammel, må han dog gerne begynde at få lidt flere mellemmåltider og på den måde blive fyldt lidt ekstra op hele dagen igennem, og mit forslag til en ny dagsplan, lavet ud fra dine angivne tider, ser således ud:
Tidlig morgen 05: Ammes og sover videre til klokken er ca. 6 som nu...
Morgen 7-7.30: Havregrød, vand af kop.
Formiddag 8.30: Frisk frugt i hånden og frugtmos, vand af kop.
Puttes til formiddagslur ca kl 9, som nu og skal ikke ammes først - men her lære at sove uden brystet. Mellemmåltidet erstatter amning.
Frokost 12: Grøntsagsmos med kød eller fisk, suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk, kogte grøntsagsbuketter osv. i hånden. Må gerne få rester fra aftensmaden her. Vand af kop.
Ammes og puttes til middagslur ca. kl 14 som nu
Eftermiddag 16.30: Tilbydes lidt flerkornsgrød med frugtmos som toppping og frisk blød frugt i hånden, vand af kop.
Aften 18.30: Grøntsagsmos med kød eller fisk, udgangspunktet mere og mere jeres mad, suppleres med grøntsagsbuketter, en kartoffelbåd fra ovnen og lignende at gumle på selv. Vand af kop.
Ammes/flaske og puttes til natten ca. kl 20.
Sen aften 23.30: Ammes/flaske og sover uden mælk til næste morgen tidlig, hvor han så ammes igen.
Ud over, at han nu gerne må øges i antallet af måltider, så vil det også være rigtig godt, hvis du nu begynder at adskille bryst og søvn. Det betyder, at han ikke længere skal tilbydes brystet før sin formiddagslur, og når du ammer ham før middagsluren, så er det vigtigt, at han ikke falder i søvn med dit bryst i munden. Det er vigtigt, at han nu flyttes fra din favn og ned i sengen, hvor han skal sove - lige før han sover helt. Det er vigtigt, at han når at følge med i, hvor han puttes, så han forbinder sin seng (eller barnevogn) med stedet, hvor han skal sove og ikke først falder i søvn i din favn og derefter flyttes over i seng. Hvis han falder i søvn i din favn og vågner et andet sted, så er det utrygt for ham, og så vil han ikke kunne komme videre i søvnen før du atter tager ham op, giver ham brystet, lader ham være i din favn osv. Derfor skal han nu lære at sove der, hvor du ønsker han skal sove :)
Det er helt okay, at I hjælper ham til fysisk ro med jeres hænder, putter ham på siden imens I står ved ham, stryger ham på ryggen, klapper hans blenumse osv. Det er meget fint, at I på den måde forsøger at lulle ham ind i søvnen med jeres hænder og ro. Det er en god idé, at I nu har valgt at fjerne den ene side af hans seng og sætte sengen sammen med jeres. Naturligvis skal I sikre jer, at det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt, men det giver jer netop mulighed for at lade ham mærke jer, når han skal sove. I kan ligge ved siden af ham, berolige ham med jeres hænder osv. og uden at I behøver stå op, gå rundt med ham eller får ondt i ryggen af at stå bøjet hen over sengen - og han lærer stadig at sove i sin ...
... seng.
I skal naturligvis også se på, hvor meget han sover om dagen, og hvornår han så skal puttes om aftenen. Hvis han sover 2.5 time om formiddagen og ca. 2 timers middagslur, så lyder det fint med en nattesøvn fra ca. kl 20-06. Sover han mere om dagen, vil han naturligt skulle puttes senere til natten. Og I skal være opmærksomme på, at hvis I ofte ender med at bruge en time på at putte ham om aftenen, at han så måske skal puttes lidt senere. Han lyder til at have et rigtig godt sovehjerte om dagen, og det må han naturligvis gerne have, men det vil naturligt gøre hans nattesøvn lidt kortere:)
I skal også sikre jer, at han ikke vågner og sover uroligt, fordi han har ondt. Det kan være ondt for tænder, problemer med ørerne osv. og det kan være en god ide at få lægen til at tjekke ham igennem, hvis I mistænker, at der kan være en fysiologisk forklaring :)
Udvikling kan naturligt også spille ind og nogle børn har glæde af at blive puttet i en sovepose. Det kan være en voksipose eller lignende, der holder ham puttet lidt tæt. Det kan også være en sovepose uden ærmer, så han stadig kan bevæge sine arme, sparke med benene, men stadig får lidt fornemmelse af at være holdt. Og så er der nogle børn som har brug for en form for tyngdepose, der med sin ekstra vægt kan gøre at han måske bedre kan finde ro. Der er dog også børn, som bliver ekstra frustrerede af at blive puttet i en sovepose, fordi den jo forhindrer dem i at skifte stilling og nogle børn har netop i denne alder brug for at kunne vende og dreje sig, sparke dynen af osv. og selv finde en rar stillling at ligge i.
Det er rigtig godt, hvis I om dagen kan hjælpe ham ed at trille omkring fra mave til ryg og ryg til mave. Lade ham stå og hoppe på jeres lår, cykle med hans ben og lade ham sparke med benene, øve at krybe hen over gulvet osv. Jo mere I kan hjælpe ham med at være motorisk aktiv, jo bedre vil han også blive til selv at finde en god stilling at ligge i om natten, så på den måde vil tiden naturligt også arbejde lidt for jer...
Børn i jeres drengs alder drømmer ofte også meget, og her skal I være opmærksomme på, om han nogle gange har en masse lyde i drømme - som I ikke nødvendigvis behøver reagere på. Nogle gange kan det være en god idé lige at trække tiden lidt og se om han så selv er i stand til at komme videre i søvnen, andre gange er det bedre, hvis I med en hånd med det samme kan berolige ham og hjælpe ham videre... Hvis I oplever, at I forstyrrer hinanden om natten, så kan det være en overvejelse værd om han skal flyttes på eget værelse - og hvis I vil prøve dette, så er det en god idé at gøre før han bliver 8 måneder og højst sandsynligt rammer separationsfasen... Hvis det kun vil betyde, at I så render i pendulfart mellem soveværelse og børneværelse, så lad ham endelig blive liggende i soveværelset - med sengen koblet til jeres :) Også gerne indtil separationsfasen virker vel overstået... Den er ofte værst i 8-10 måneders alderen....
Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre - at det både giver jer lidt forklaring og også giver lidt råd med på vejen :)
Fortsat held og lykke!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Få eksperternes anbefaling af den bedste hudpleje til babyer
Sundhedsplejersker, jordemødre og børnelæger peger på Olívy
Når det gælder pleje af babyers og småbørns hud, skal man ikke tage nogen chancer. Her er kun det bedste godt nok. Det er derfor værd at lytte til, hvad eksperter og fagfolk siger. Olívy baby care – diaper change bliver anbefalet af ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
17. september 2026 | Sovevaner | 0 mdr.
Hej Helen Kan man gøre noget ved hvornår ens lille baby sover? Vores...
13. september 2026 | Sovevaner | 0 mdr.
Hej Helen Vi har vores lille dreng på 2 uger og vores store dreng på snart...
5. september 2026 | Sovevaner | 7 mdr.
Hej Helen, Jeg har en dejlig, glad og social pige på 7 mdr. der trives godt....
5. september 2026 | Sovevaner | 0 mdr.
Kære Helen. Så blev vores familie udvidet fra 3 til 4. Lillebror som i dag...
3. september 2026 | Sovevaner | 14 mdr.
Morgenamning forstyrrer søvnen
Hej Helen. Vi har en sund, glad og rask dreng (V) på meget snart 14 mdr....
Viden om børn:
Tvillingefødsel
Det er altid noget ganske særligt at få et barn, men at få to på en gang er noget helt specielt.
En tvillingefødsel skal helst foregå på en specialafdeling, fordi der ved fødsel af to børn er større risiko for komplikationer. Cirka halvdelen af alle tvillingegraviditeter bliver afsluttet med planlagt kejsersnit, og når du er i 36. graviditetsuge, vil du ofte få svar på, hvorvidt du kan føde vaginalt, eller om det anbefales, at du føder ved planlagt kejsersnit.
Man...
Ærter
Fra 6 måneders alderen må barnet gerne få ærter. Ærter kan her koges til ærtemos og det samme kan gøres med andre bælgfrugter, som brune og hvide bønner, kigærter og linser.
Barnet optager bedst næring fra ærter og andre grøntsager, hvis de koges.
Fra 9-10 måneders alderen vil mange børn have stor glæde af at spise ærter, det er god træning for at øve pincetgreb og ærter kan fint gives sammen med rugbrød til frokost.
Ærter indeholder protein, samt...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.











