Annonce

Annonce

Svar: Kræsen toårig


23. februar 2018

Alder:
2 år

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Kost og ernæring.

Hej med dig

Tak for dit brev og dejligt at høre, at du kunne bruge mit sidste brev og at det gav lidt ro med på vejen :) Håber at NAN HA vil fungere godt for lillebror :)

Med hensyn til storesøster, så er det som du skriver, helt normalt, at hun nu spiser langt mere selektivt, end hun tidligere har gjort. Man taler om at børn i 1.5-2 års alderen begynder at have en naturlig afstandstagen overfor fødevarer. Evolutionært har børn i den alder kunne finde mad i naturen, og derfor har deres afstandstagen mod nye fødevarer været en beskyttelse mod giftig eller dårlig mad.

Der er dog ingen tvivl om, at hun også sagtens være selektiv i forhold til fødevarer, som hun ellers har været glad for at spise, ligesom det naturligt spiller ind, at hun nu forsøger at finde ud af, hvordan verden hænger sammen, herunder hvad det gør ved jer, hvis hun afviser maden... Ligesom det også spiller ind, at hun har fået en lillebror og nu skal dele mor og far med en anden - og gerne stadig vil have opmærksomhed, og en måde at sikre sig dette på kan være ved f.eks. at lukke munden eller afvise maden ved middagsbordet. Der er således rigtig mange faktorer som spiller ind hos jer lige nu.

Og der er flere ting, som I kan gøre...

Det vil være rigtig godt, hvis I kan inddrage hende i madlavningen, borddækningen osv. fordi hun på den måde oplever at det at spise, sætte sig til bordet og spise sammen er noget I prioriterer og har betydning. Samtidig vil hun, hvis hun er med til at komme udskåret grønt og lignende i små skåle, bære dem hen til bordet osv. kunne smage på lidt grønt undervejs, og så gør det ikke så meget, hvis det mest er pasta og frikadeller der glider ned, når I sidder ved bordet.

Det er også vigtigt, at I sørger for nogenlunde faste spisetider og fast rytme. Det er med til at stabilisere hendes indre ur og dermed med til at sikre, at hun faktisk er sulten og parat til at spise, når det er spisetid. Hvis hun er parat til at spise, så vil hun naturligt spise mere. Og hvis hun f.eks. ofte beder om mad ½ time før I spiser aftensmad og I her beder hende vente "nu må du lige vente lidt", så risikerer I at passere det tidspunkt, hvor hun er sulten og kan spise mere og også mere varieret. Derfor kan det nogle gange være en idé at overveje om spisetiderne skal ændres lidt eller om hun måske kan have glæde af et lille ekstra sundt mellemmåltid.

Det er vigtigt, at du forsøger at servere mindst en ting, som du ved at hun godt kan lide. Og hvis det lige nu er pasta, ris, brød eller lignende, så sørg for at det er muligt for hende at få dette. Det gør, at hun får noget at spise og netop forbinder det at sætte sig til bordet med at det er spisetid - og uden at I skal kæmpe og skabe utryg stemning.

Hvis hun beder om mere mad, så kan I godt f.eks. sige "du må gerne få lidt mere pasta, spis lige lidt af din frikadelle, så får du pasta bagefter" eller lignende. Men det er ikke nogen god idé, hvis I gør maden til en kamp og det er generelt ikke nogen god idé, at I har fokus på hvad hun spiser, i hvilken rækkefølge hun spiser og hvordan hun spiser. Det er meget vigtigt, at hun får madro og får lov til at koncentrerer sig om sin mad, styre det selv.

Og det betyder også, at det ofte ikke er nogen god idé, hvis I kræver at hun skal smage på maden. Hvis I kræver, at hun smager eller spiser noget, hun på forhånd har afvist, så opnår I ikke at hun bagefter ...


Annonce

... siger "ih ja, hvor smagte det godt!". I opnår kun, at hun vil afvise maden mere og mere og at måltidet bliver en kamp, og så er det meget svært at skabe gode spisevaner fremadrettet. I kan kan ikke overtale hende til at noget smager godt, hvis hun på forhånd har en indstilling om, at hun ikke kan lide det. Derfor skal det ikke være et krav "du skal smage! Du kan ikke sige, at du ikke kan lide det, hvis ikke du har smagt det! Du får ikke mere mad, før du har smag på...!" eller lignende. Det gør ikke.

MEN det vil være rigtig godt, hvis I generelt taler om maden, sætter ord på hvordan det smager, tilbyder hende at smage - men accepterer, hvis hun siger nej. Og netop når I står og laver mad sammen, så lad hende smage maden til. Tal med hende om, hvordan det smager - lad hende smage sure ting, søde ting, bitre fødevarer osv. Tal også med hende om madens lyd og tal med hende om hvordan maden føles osv. Så det at smage bliver en naturlig ting ligesom at røre ved maden eller lytte til maden eller dufte maden...

Og så er det, som du selv er inde på, en rigtig god idé, at I selv spiser varieret, og lader jeres datter være med ved bordet, se at I spiser forskellige ting. Jo mere hun møder forskellige fødevarer, ser jer spise det og oplever det hyggeligt og trygt - igen og igen, jo mere mod vil hun naturligt selv få hen af vejen til at smage på og spise forskellige ting.

Det kan være en god idé at servere mad i en tallerken med inddelte rum. På den måde anerkender I hendes lyst til at maden lige nu ikke skal rodes for meget sammen, og det giver hende lidt overblik. Det kan være at komme lidt pasta i et rum, stykker af kød i et andet, grøntsager i et tredje rum, lidt sovs i et fjerde rum... og så lade hende selv styre det og i hvilken rækkefølge hun spiser. Og acceptere, hvis der er noget af det, som hun ikke vil spise eller måske kun rør lidt ved...

Det er også vigtigt, at I ikke lyver for hende. Hvis hun spørger hvad noget er, så vær ærlig og fortæl, hvad det er. Ellers vil hun ikke være tryg ved at spise noget senere hen, fordi hun vil være bange for at I snyder hende. Lad derfor være med at sige f.eks. "det er ikke fisk, det er kylling", hvis det faktisk er fisk.


Helens bog om børn og mad
LÆS OGSÅ: "Helens bog om børn og mad" - sådan får du dit barn til at spise

Når det er sagt, så kan I i denne alder godt nogle gange med held få lidt ekstra grøntsager i hende ved at hakke dem fint og komme dem i frikadellefars eller f.eks. i hjemmebagt brød. Nogle børn vil også hellere drikke deres grøntsager, så du kan også nogle gange vælge at lave grøntsags-smoothies til hende, så hun på den måde får lidt ekstra indenbords...

Og ja, ellers kan du godt vælge at tilbyde hende en multivitaminpille til børn i alderen 1-10 år. Det bør være en tyggetablet, som du evt. knækker, når du giver hende den. Generelt vil børn dog få deres behov fint dækket via en almindelig sund og varieret kost, og de behøver ikke vitaminpiller...

Jeg vil anbefale dig at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse". I den skriver jeg også om at lære vores børn gode manerer og blandt andet om nogle af de konflikter, der kan være ved middagsbordet:)

Jeg har også lavet to billedbøger "Inger og Carlo hjælper med at lave mad" og "Inger og Carlo hjælper med at købe ind". De vil også være rigtig gode i forhold til jeres datters alder og få hende gjort lidt opmærksom på fødevarer, smag osv.

Håber du/I kan bruge dette lidt videre - rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Hvordan skifter man ble med Olívy baby care?

En nem guide, som gør bleskift til en god oplevelse for dig og din baby

Som forælder ved du, hvor sart og fin dit barns hud er. Babyhuden er særligt sensitiv i bleområdet, hvor den samtidig er udsat for affaldsstoffer fra urin og afføring samt varme, fugt og friktion fra bleen. Det ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:

24. juli 2026 | Kost og ernæring | 7 mdr.

Madopstart og mad på rejse i 3 måneder

Kære Helen, Min mand, datter og jeg bruger vores lille barselsbobbel på at...

Læs hele brevet og Helens svar


11. juni 2026 | Kost og ernæring | 5 mdr.

Problemer med madopstarten

Kære Helen Vi kunne godt bruge lidt hjælp til madopstarten af vores pige,...

Læs hele brevet og Helens svar


9. juni 2026 | Kost og ernæring | 7 mdr.

7 måneder - mad og søvn

Kære Helen Vi har lillebror på 7 måneder, som trives. Dog har jeg et...

Læs hele brevet og Helens svar


16. april 2026 | Kost og ernæring | 17 mdr.

Madvaner - 17 mdr.

Hej Helen Jeg søger lidt gode råd ift vores søns madvaner. Han har...

Læs hele brevet og Helens svar


4. marts 2026 | Kost og ernæring | 8 mdr.

Vil kun ammes i søvn og afviser oftest flaske med MME

Kære Helen Jeg har en datter på 8,5 måneder, hvis våde bleer efterhånden er...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Søskende

Det er helt normalt at der kan opstå jalousi, når der pludselig kommer en lille ny, som kræver at få noget af den opmærksomhed, der tidligere var forbeholdt storesøster eller storebror. Her er lidt råd til hvordan du kan imødegå nogle af de problemer der kan opstå:

- Husk at give den store opmærksomhed. Vær opmærksom på at den store har savnet dig imens du har været indlagt med den lille ny. Gør familien opmærksom på at de gerne må komme med gaver til den lille, men det er næsten...

Læs mere i Babylex

Brystspænding

Brystspænding forekommer hos mange kvinder i graviditeten. Ofte er netop brystspænding meget tidligt i graviditeten, for mange kvinder, det første tegn på at de er gravide.

Brystspænding forekommer ofte også i forbindelse med at amning etableres. I begyndelsen producerer kroppen lidt ekstra mælk som vil regulere sig ind efter barnets behov, og samtidig kommer der også lidt ekstra væske i brystvævet.

Hvis brystspændingen i forbindelse med amning er meget smertefuld...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce


Det siger medlemmerne ...

Kære Helen

Min mand og jeg har så ofte talt om, at vi burde skrive til dig og fortælle, hvor fantastisk din brevkasse er.
Vi har aldrig selv skrevet til dig, men har fundet svar på så mange spørgsmål via dine svar til andre i lignende situationer.

Jeg beundrer dine evne til at formidle, og jeg elsker din tilgang til børn og forældre og alle de ting man sammen kommer igennem!
Dine svar stemmer så utrolig fint overens med præcis den måde, vi forsøger at være forældre på. Som førstegangs-forældre betyder det helt utrolig meget, at finde opbakning et sted man har tillid til og kan identificere sig med. Og det kan vi hos dig!

Det er så rart at have dine ord med i bagagen, hvis noget er svært eller andre synes, vi f.eks. burde skælde ud, når vores søn et par gange har haft det, du beskriver som fortvivlelses-anfald - er det så rart at kunne sige, at vi ikke er de eneste, der mener, det skal tackles helt anderledes.

Så kære Helen, tusind tak for dine altid inspirerende og varme svar - Tak for dig! Det er fantastisk at kunne søge råd og vejledning på alle tider af døgnet i din brevkasse!

De varmeste hilsner med ønsket om en rigtig god dag - uden tvivl også fra min mand.

Familien S


Annonce