Brev:

2,5 år og selvstændighedsalderen

Kære Helen

Jeg skriver til dig ang vores “store” dreng, A, som er lidt over 2,5 år gammel. Han har ramt selvstændighedsalderen med 200 km i timen og jeg kunne godt tænke mig at vende nogle situationer lidt med dig.

Rent objektivt kan jeg godt se at han er i en rivende udvikling og at han er en helt normal dreng på 2,5. Jeg er selv børnesygeplejerske, men herhjemme er jeg altså mest mor og ser ikke tingene lige så klart, som når det handler om andres børn. Jeg føler lige nu at jeg er en kæmpe fiasko, fordi jeg har prøvet at stå i situationer hvor jeg ikke kunne holde sammen på mig selv.

A har altid været en glad, mild dreng som var nem at have med overalt. Han taler godt og er enormt god til at udtrykke følelser og behov allerede nu. I vuggestuen er han meget vellidt, fordi de andre børn altid ved at de kan regne med ham – han slår ikke lige pludselig ud efter de andre eller bider. De voksne kan slet ikke forstå at vi har konflikter herhjemme, for de oplever den samme søde, blide dreng som altid. Det gør vi heldigvis også stadig herhjemme, men det kan skifte på to sekunder. Det kan udløses af at vi tænder en lampe eller lukker køleskabet, hvor han måske gerne ville have gjort det.

I dag havde jeg en rigtig ubehagelig episode i Netto, hvor jeg endte med at bære ham, skrigende, ud under armen, med lillebror i klapvognen. Vi forsøger altid at inkludere børnene i dagligdagen, derunder også indkøb. Han er derfor vant til at være med ude at handle og vi har altid kunne undgå store konflikter ved at forklare ham hvordan man gør. I dag ville han pludselig lægge varerne på båndet, hvor til jeg sagde at det var noget de voksne skulle gøre, men han kunne hjælpe mig med at lægge varerne under klapvognen når jeg havde betalt. Jeg kom så til at “hjælpe” ham og lægge en mælk ind under vognen og så brød hans verden sammen. Jeg forsøgte at aflede ved at vise ham de andre ting han kunne lægge på plads, men “skaden” var sket og jeg blev nødt til at komme ud af situationen til et mere roligt sted. Udenfor prøvede jeg at tale ham til ro, men han var simpelthen så vred og ked af det at jeg slet ikke kunne få kontakt til ham.

Jeg må indrømme at overskuddet slap op og jeg til sidst selv blev rigtig sur og ked af det. Jeg får SÅ dårlig samvittighed, for jeg ved godt at det ikke er vejen frem, men jeg følte mig så magtesløs i situationen, for ingenting virkede! Lillebror sad i klapvognen og græd og A blev ved med at løbe fra mig – han ville tilbage til ...

... butikken.Jeg måtte holde ham rent fysisk, for han var flere gange ved at løbe ud mod en parkeringsplads og det er jo decideret farligt.

Det var faktisk først da jeg selv fik tårer i øjnene at han kom tilbage til virkeligheden og begyndte at sige “nej nej mor må ikke blive ked af det”. Det er jo på ingen måde hans ansvar om jeg bliver ked af det eller ej, så jeg er ikke stolt af situationen...

Har du nogle gode fif til hvordan jeg en anden gang kan komme, roligt, ud af sådan en situation. Jeg er på ingen måde stolt over at jeg hæver stemmen og bliver sur, men det sker altså ind imellem når overskuddet slipper op.

Jeg havde en missed abortion for tre uger siden og det har været forfærdeligt hårdt rent psykisk. Selvom at vi har rigeligt at se til med vores to små drenge og graviditeten ikke var planlagt, så var det et stort tab. Det bør ikke gå ud over vores børn og jeg forsøger lige nu virkelig at samle mig selv op og få det gamle overskud tilbage. Det har hjulpet mig at læse i din bog om opdragelse, men tænker om du kan give mig lidt mere indblik i lige præcis den alder A går igennem lige nu?

Vores tilgang har altid været at man godt kan sætte tydelige grænser på en kærlig og omsorgsfuld måde og det efterlever vi langt hen af vejen. Vi forsøger også at forberede A på forskellige situationer og lave aftaler med ham, f.eks. “du kan køre bilen en gang mere rundt på racerbanen og så skal vi ind og skifte ble”.

Jeg får så dårlig samvittighed når mine egne følelser engang imellem stikker af med mig eller når min hjerne er ved at eksplodere af skrigeri fra børnene. Jeg ved udmærket godt at det er min egen skyld at overskuddet kan slippe op, men puuuuha det er svært når der er fire konflikter på en eftermiddag og der også skal mad på bordet.

Derudover er lillebror på 16 mdr en krudtugle som danser på bordene, springer lystigt ud fra sofaen og andre spændende ting. Derfor er det nogle gange lidt svært at takle en konflikt med A på en rolig måde, når jeg skal redde lillebror samtidig. Når min mand er på arbejde er han væk i flere dage, men er til gengæld hjemme mange dage imellem. Ville det være relevant at vi begyndte at splitte drengene op en gang imellem og lave ting med dem individuelt? F.eks. så A oplever at kun han og jeg tager en tur ned og fodrer ænder og det er vores tid sammen?

Jeg håber at du kan finde hoved og hale i mit brev og at du har et par fif til hvordan vi kan takle de ekstra svære konflikter:-)

Mange hilsner
K

Læs Helens svar »

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

31. januar 2026 | Opdragelse | 2 år, 7 mdr.

Opfølgning på selvstændighedsalder og afvænning af sut

Kære Helen Tak for svaret på mit brev om selvstændighedsalder og afvænning...

Læs hele brevet og Helens svar

29. januar 2026 | Opdragelse | 2 år, 7 mdr.

Selvstændighedsalder og afvænning af sut

Kære Helen Lige en opfølgning på mit sidste brev om min datter på 2,5 “Det...

Læs hele brevet og Helens svar

24. januar 2026 | Opdragelse | 2 år, 7 mdr.

Det er kun far der dur - 2 år, 7 mdr.

Kære Helen Jeg skriver til dig om min datter på 2,5 år. Hun er altid...

Læs hele brevet og Helens svar

21. januar 2026 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.

Lære at høre efter

Hej Helen Tak for din brevkasse - nu vil jeg forsøge at spørge dig i håb om,...

Læs hele brevet og Helens svar

21. oktober 2025 | Opdragelse | 2 år, 4 mdr.

Nedsmeltninger og trods

Kære Helen Vi oplever mange nedsmeltninger hos vores datter på 2 år og 4...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: