Brev:

Har der været for mange skift?

Hej Helen.

Jeg har brug for et godt råd til at håndtere vores situation herhjemme :)

Min ellers så nysgerrige og meget tillidsfulde dreng på 19 måneder har været så uheldig at gå hos en dagplejer fra han var 9 måneder til 11 måneder, der mistede sin mand og vi skiftede til en ny. Vi mærkede ikke noget til skiftet. Han var så glad for sin nye dagplejer fra begyndelsen og vi var også vilde med hende. simpelthen den bedste dagplejer man kan ønske sig. Desværre måtte hun stoppe, da de ikke kunne få det til at fungerer i deres familie, så hun måtte stoppe med 3 ugers varsel, da hun havde fundet sig et andet job. Og det er her jeg blev slået ud. I forvejen var jeg betænkelig ved det første skift, men min kæreste og resten af min familie blev ved mig at berolige mig med, at vi jo har en robust og tillidsfuld dreng, som er så god til at være i dagpleje, blive passet og ellers bare springer ud i tingene. Faktisk har jeg kun meget sjældent set ham holde sig tilbage nogle sekunder, hvis noget overrasker ham. Selv i gæstedagpleje er han bare gået lige ind og leget, været glad og nem for pædagogerne at have.

Nå men vi blev enige om herhjemme at det bedste at gøre i den opståede situation, ville være at få ham i den integrerede vuggestuen, hvor han skal fortsætte i børnehave. Det er en natur institution med store udearealer og dyr, hvilket vores søn elsker. Vi har ofte besøgt legepladsen og dyrene i weekenderne.

Han begyndte her d. 1. november og de første 14 dage var ikke sjovt. Aldrig har jeg set ham græde sådan. Så utryg har jeg aldrig set ham. Jeg følte han sagde: "Hvem er den voksne her, som skal tage sig af mig? Hvad har du gang i mor? Hvorfor gør du det her mod mig?".

Jeg græd hele vejen hjem og mere endnu. Det var forfærdeligt. Jeg er fuldt ud klar over, hvordan jeg afleverer ham og jeg synes vi begge herhjemme er rigtig gode til det. Vi taler pænt og godt om stedet og den pædagog som tager imod ham. Vi er positive og smiler og vinker farvel. Jeg ved hvor vigtigt det er at jeg er tryg ved det og jeg synes også det er et godt sted og nogle virkelig søde pædagoger.

Det kom lidt bag på mig, at han reagerede så voldsomt. De forsikrede mig i vuggestuen, at der gik under 10 min så græd han ikke mere og de synes han er rigtig god til at gå i vuggestue. De siger han er glad, leger og opsøger de andre børn. Når jeg henter ham, kan jeg se han leger, men når han ser mig, er det som om han skælder mig ud. Han kommer hen mod mig, men aldrig helt hen og imødekommer min åbne arme i et kram. Han stopper op lige foran mig og siger helt påtaget: "ææææeeeeee!" som om han siger, hvor har du været/ellers hvorfor kommer du først nu. Min kæreste siger jeg overtolker og han lige så godt kan sige: "Jeg legede lige så godt, hvorfor skal jeg allerede hjem". Jeg ved bare at i al den tid jeg hentede ham i dagplejen, så blev han glad for at se mig, men han løb aldrig hen til mig og krammede mig og ville bare med hjem. Han blev altid glad og løb hen og viste mig legetøj eller hvad de lavede.

I fredags da jeg hentede ham slog han sine hænder mod væggen og bordet sådan mens sagde "æiiilææææ" og "avvv". det er han også ...

... begyndt at gøre herhjemme. så slår han håndfladerne i gulvet, bordet eller på væggen og kigger på mig og siger sådan. Han græder ikke med tårer, men det der påtagede skrig/hyl/klynk.

Jeg tænker han virkelig har brug for omsorg og det har været en noget større omvæltningen end jeg lige kunne forestille mig. Jeg kommer til at blive i tvivl om det var det rigtige valg at tage ham i vuggestuen. Faktisk blev han tilbudt at få en plads i den gæstedagpleje han havde, men som 5. barn indtil januar. Jeg føler mig ikke i tvivl om, at den overgang havde været væsentlig mindre problematisk, hvis der overhovedet havde været noget. Vi blev enige om herhjemme, at han alligevel skulle op i den børnehave, så det ville skåne ham for et "større" skift senere. Plus vi i begyndelsen prøvede at få ham ind på den vuggestuen, men der var ikke plads, så vi tog dagplejen.

Åh Helen kan du fornemme mit hjerte bløder. Han er så dejlig og god en dreng og nu føler jeg, at den robuste tillidsfulde dreng bliver knækket. Hvordan hjælper jeg ham videre?

Her i weekenden var vi i sommerhus med mine forældre og min søn ELSKER sin morfar. Han hentede ham i vuggestuen og vi havde aftalt at de kørte direkte derfra og min kæreste og jeg ville komme dagen efter. Jeg ville gerne have haft at de kom hjem omkring en lille time og hentede tasker, dyner osv. og så jeg kunne sige farvel til min søn, men de mente alle tre (min kæreste, mor og far) at det ville forvirre ham og de synes det var bedste at køre direkte fra vuggestuen op i sommerhus. Jeg gav mig. Det gik rigtig godt og de ringede om aftenen og sagde han på intet tidspunkt havde sagt hverken mor eller far, havde været glad som han plejer og undersøgt det her sommerhus.

Vi kommer derop dagen efter og da han ser os standser han brat op og skriger! Og begynder på samme måde som i vuggestuen med en påtaget gråd. bagefter er det godt, vi leger og har en fantastisk weekend sammen. Om søndagen da vi skal hjem, er han virkelig pylret og urolig. jeg har fornemmelsen af at han er usikker på, hvad der skal ske. bange for at han ikke skal med mor og far hjem. jeg sætter mig med ham og siger vi skal hjem sammen mor, far og babyN. Det virker lidt men han vil bare gerne være på armen. og han vil ikke over til sin morfar! Det er aldrig sket før.

Vi kommer hjem og da jeg afleverer ham i dag, er han allerede ked af det, da vi skal i flyverdragten og ud af døren. Han græder som i begyndelse i vuggestuen og jeg går grædende hjem med ondt i maven og en følelse af at det skrider for os med ham. De sidste 14 dage har vi afleveret ham problemfrit, men nu skete det så igen.

Gør vi noget forkert i at lade mormor og morfar hente? Er det bare en periode hvor han pga. sin alder er bevist på en ny måde? Eller er det de skift her, som bare ikke har været gode for ham? Har de været hæmmende for ham? Jeg har mange tanker og spekulationer. Egentlig vil jeg bare gerne støtte ham og hjælpe ham videre, så han bliver tryg i vuggestuen, men er der noget jeg overser, som gør han bliver usikker på skift.

Håber du vil dele lidt tanker og måske komme med et godt råd til en bekymret mor.

Venlig hilsen
vædderens mor.

Læs Helens svar »

Guide til baby- og børnemad: Hvad skal du undgå?

Må baby få honning og kanel? Og må mine børn få te og hørfrø? Det kan som forældre være svært at finde rundt i junglen af madanbefalinger. I Fødevarestyrelsens guide til børnefamilier om uønsket kemi i mad, kan du se, hvad du bør begrænse eller undgå.
Anbefalingerne varierer for babyer, børn ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

2. maj 2025 | Sovevaner | 21 mdr.

Lang putning - 21 måneder

Kære Helen, Vi håber, du kan hjælpe os med at skabe en kortere og endnu...

Læs hele brevet og Helens svar

2. maj 2025 | Udstyr | 22 mdr.

Natlampe

Kære Helen Som du ved, så har vi store udfordringer med storesøsters (22mdr)...

Læs hele brevet og Helens svar

13. april 2025 | Opdragelse | 22 mdr.

Håndtering af selvstændighedsalder og aftenputninger

Kære Helen Jeg skriver til dig igen om vores datter på 22 måneder, som i...

Læs hele brevet og Helens svar

10. april 2025 | Opdragelse | 22 mdr.

Reaktion på at være blevet storesøster

Kære Helen Jeg skriver til dig igen om min datter på 22mdr som er blevet...

Læs hele brevet og Helens svar

4. april 2025 | Sovevaner | 22 mdr.

Opfølgning på opvågninger om natten - 22mdr

Kære Helen Tak for dit svar vedr. mit brev om min datters opvågninger....

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: