Svar: Vores datter sover for lidt
Kære Caroline
Tak for dit brev :)
Der kan være rigtig mange grunde til, at jeres datter er så vågen, som hun er, og også lyder til at græde en del, og det lyder som om, at I allerede er godt igang med at finde ud af, hvad der hjælper hende bedst.
Det er naturligvis vigtigt at sikre, at hun ikke mangler mad - vågne børn er tit sultne børn, men heldigvis får jeres datter flaske, så I ved helt præcist, hvor meget mælk hun får og er derfor sikre på, at hendes behov er tilstrækkeligt dækket :)
Tager hun imod en sut? Det kan være en god idé at afslutte et flaskemåltid med en sut. Det hjælper for det første mælken igennem systemet og virker samtidig beroligende, og det ka hjælpe hende med at overgive sig til søvnen. Sutten kan evt. kobles til en sutteklud, gerne som dufter af dig.
Forstoppelse kan naturligvis gøre ondt, og det er vigtigt, at I fortsat behandler hende med Movicol. Måske skal dosis sættes op, det kan I tale med lægen om. Hun bør ikke have tør og træg afføring. Har I prøvet laktulose? Tal med lægen om, hvad I kan forsøge, og hvad der måske kan hjælpe hende her.
I kan også prøve at skifte til en anden modermælkserstatning. I kunne f.eks. prøve Althera, som også er en allergivenlig erstatning, hvilket er vigtigt hos jer :)
Den uro I oplever om natten lyder til at hænge sammen med hendes maveproblemer - det at hun dasker med arme og ben og laver rigtig mange lyde, lyder som om, at hun om natten har lidt problemer med mælk og luft i maven.. I kan evt. prøve at give hende et bad om aftenen, for at se om det kan få hendes mave til at slappe lidt mere af, men da det ofte først er omkring kl 04, at hun er rigtig urolig, er det spørgsmålet, hvor meget det vil hjælpe. I kan også prøve at svøbe hende, for at se om det kan hjælpe hende til mere ro, hvis hun på den måde føler sig holdt...
Der er heller ikke tvivl om, at det at hun har en yndlingsside kan spille ind. Har I talt med lægen omkring dette? Hvad siger Kiropraktoren? Det er vigtigt at finde ud af, om hun har smerter fra nakke, skulder, hoved.. Nogle børn græder meget, fordi de i forbindelse med fødslen har fået et tryk. Det kan handle om en fibersprængning i en halsmuskel eller en mindre funktionsforstyrrelse i nakken. Nogle børn har hovedpine, andre børn brækker en arm eller et kraveben i forbindelse med fødslen. Og det er vigtigt at sikre, at noget sådan ikke gør sig gældende hos jer.
Det at hun "har en yndlingsside, som hun hele tiden kikker til" lyder som torticollis. Det er en stramning af halsmuskulaturen, typisk i den ene side. Barnets hoved hælder lidt til siden og problemet kan opstå under fødslen, men også i perioden efter fødslen. Torticollis ses ofte sammen med lejringsbetinget skævhed af kraniet. En fysioterapeut kan udstrække den stramme halsmuskel på hendes ene side og samtidig aktivere den slappe halsmuskel på den anden side og på den måde genoprette ...
... balancen i hendes nakke og hals.. I kan også få vejledning i, hvordan I selv kan hjælpe hende, og f.eks. i hvordan I kan lejre hende, når hun skal sove, så hun ikke får yderligere ondt...
Nogle børn har også det, der kaldes Kiss (Kranie-nakkeleds induceret symmetriforstyrrelse), hvilket betyder, at barnet har en fejlstilling i de øvre nakkeled. Dette kan medføre at barnet bliver skæv i nakken og i den øvre rygmuskulatur, og at barnet har svært ved at bruge sig selv optimalt motorisk. Det kan give smerter og vil ofte også gøre at barnet får lejringsbetinget skævhed af kraniet, ligesom man ofte vil se at barnet ligger i "banan-form" med kroppen... En kiropraktor kan nogle gange godt hjælpe her, hvis der laves lette tryk og blide bevægelser, men det bør som udgangspunkt ordineres af jeres læge...
Med hensyn til strækvikle så forstår jeg ikke helt kiropraktorens bevæggrunde for at sige, at I ikke bør holde hende i mere end 30 minutter af gangen. Hun skal naturligvis sidde rigtigt i viklen, så hun sidder afslappet og trygt og ikke på en måde, som kan påvirke hendes nakkeproblemer, hvis hun har dette - men hvis hun i en strækvikle kan sove i 1-3 timer, så lyder det jo som om, at hun har det godt i den. Når hun sidder rigtigt, så sidder hun oprejst, mave mod din mave, hendes vejrtrækning skal være ubesværet, hun må ikke "snorke". Hendes numse vil være ca. ud for din navle og hendes ben vil være trukket op under hende eller hun vil sidde med benene spredt ud til hver side. Hun er sandsynligvis stadig fysisk så lille, at hun skal støttes fuldt af viklen, så både hoved og ben er indenfor viklen...
Derudover - børn som græder meget, kan nogle gange have et lidt umodent nervesystem, og her ved man, at fysisk kontakt og nærhed er meget vigtigt. Derudover så udløses hormonet Oxytocin, som hjælper jeres datter med at finde ro, koble fra, slappe af og falde i søvn - det udløses, når I holder hende tæt, vugger hende, lader hende mærke jeres kropsvarme, taler beroligende og lader hende mærke jeres vejrtrækning, hjertelyd osv. som hun kender fra tiden i livmoderen, når I tilbyder hende en sut og lignende.
Jeg vil derfor foreslå jer, at I forsøger at finde en balance, hvor I både giver hende den nærhed og tætte kontakt, hun har brug for, for at kunne sove. Både søvn og nærhed er meget vigtige for hendes udvikling. Og samtidig naturligvis også prøver at arbejde lidt på, at hun nogle gange også skal sove for sig selv f.eks. i liften, og hvor I så måske triller en tur med barnevognen eller lignende...
Jeg vil anbefale jer rigtig meget min bog "Helens bog om gråd og trøst". Den vil kunne guide jer videre i at finde ud af, hvorfor jeres datter er så ked af det som hun er - smerter, ondt i maven, kolik eller andet og jeg giver også gode råd til, hvad I som forældre selv kan gøre for at hjælpe hende :)
Håber I kan bruge dette lidt videre :)
Fortsat held og lykke!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan forebygger du bleudslæt
Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift
Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
11. marts 2026 | Sovevaner | 2 år, 9 mdr.
Selvstændighedsalder - 2 år, 9 mdr.
Kære Helen Jeg skriver til dig om noget som er svært for mig, noget jeg...
9. marts 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Hej Helen Du kender efterhånden lidt til vores rytme herhjemme, og jeg...
8. marts 2026 | Sovevaner | 2 mdr.
Blanding af refluks, mavekneb, korte lure og amning
Kære Helen. Jeg har fulgt med nogle måneder, og nu er det tid til selv at...
6. marts 2026 | Sovevaner | 2 mdr.
Hej Helen. Jeg er mor til en dejlig pige på 10 uger. Da hun blev 8 uger...
2. marts 2026 | Sovevaner | 2 mdr.
Ammemønster, søvn og putteritual (uden pilatesbold)
Kære Helen Vi har en dejlig pige på knap 11 uger, hvor vi godt kunne bruge...
Viden om børn:
Vugge - møbel
En vugge er en lille babyseng, der kan vugges/gynges. At bruge en vugge har mange fordele, da det er med til at stimulere barnets ligevægtsorgan og dermed har betydning for barnets videre udvikling. Samtidig er en vugge ofte mindre end en tremmeseng, hvilket er med til at gøre den tryg for baby at sove i - mange børn kan sove i en vugge de første 3-4 måneder.
Der findes mange forskellige vugger på markedet, og i mange familier er en vugge også noget, der går i arv. Nogle vugger...
Hofteklik
Alle nyfødte undersøges for hofteklik - også kaldet hofteskred eller hofteledsdysplasi. Det ses hos ca. 1% af alle børn. Det opdages ofte ved, at man kan høre et lille klik, når barnets ben drejes op mod maven og udad. Det skyldes, at lårbenshovedet kan glide ud af hofteskålen ved denne bevægelse.
Hvis man har mistanke om, at barnet har en medfødt hoftefejl, så vil barnet blive undersøgt med ultralyd. Hvis barnet har hofteklik, skal det behandles med en skinne, der holder benene...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.







