Svar: Hysteriske anfald ved spisetid

---

Hej med dig

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres lille dreng :) Du gør bestemt ikke noget forkert, men jeres dreng bevæger sig lige nu ind i selvstændighedsalderen, og det er en tid, som kræver rigtig stor tålmodighed, omsorg og forståelse fra jeres side :)

Selvstændighedsalderen er især alderen 1-3 år, det man tidligere kaldte trodsalderen. Det er dog et meget negativt ladet ord, så derfor taler man i dag om selvstændighedsalderen, fordi den periode netop er udtryk for, at jeres dreng viser mere og mere egen vilje, forsøger at finde ud af, hvem han selv er, hvordan han påvirker andre og andre påvirker ham og i det hele taget forsøger at finde ud af, hvordan verden fungerer. Det er således et sundhedstegn :)

Det er rigtig dejligt, at jeres dreng er begyndt at sige små ord og forsøger at kommunikere verbalt, men han er stadig så lille, at han ikke kan sætte ord på sine følelser eller beskrive, hvad han gerne vil eller ikke vil, ligesom han ikke kan fortælle dig, hvad han bliver ked af, når du sætter ham ved middagsbordet. Og når han mangler ord, så bliver han naturligt frustreret, og så kører der hormoner rundt i kroppen, blandt andet adrenalin.

Adrenalin vil f.eks. øge hans muskelmasse, så han pludselig virker ekstra stærk, stritter imod, protesterer - han bliver tydeligt svær at holde. Han vil ofte også få øget puls og du vil opleve, at han kan virke "helt ude af den". Det er ikke farligt, men det er vigtigt, at du hjælper ham med at finde ro, når han har det sådan.

Det kan være svært at vide, hvad det handler om og ofte er det ting, der i din verden virker som bagateller, men for ham betyder det bare rigtig meget, og får hele hans verden til at bryde sammen. Nogle gange kan det være fordi du starter med at hjælpe ham, hvor han ville spise selv. Det kan være fordi du giver ham en blå kop og han ville have haft den røde, eller det kan være fordi du skærer æblet ud i både, og han ville have haft det helt...

Du skal derfor prøve at finde ud af, hvad det er han bliver så fortvivlet over og ked af eller vred over. Måske kan du hjælpe ham, fordi han stadig er så lille, at han ikke selv kan. Nogle gange kan du give ham den anden kop og der er ro på igen. Nogle gange vil du kunne aflede ham, så han glemmer, hvad det er han er blevet så fortvivlet over. Det kan også være, at du ikke aner hvorfor, men det er vigtigt, at han føler, at du lytter til ham og prøver at forstå ham. Det er vigtigt, at han fornemmer, at du er der, at du gerne vil hjælpe, og at du tager det roligt, når han ikke kan tage det roligt. Adrenalin virker som ild - hvis du puster til det f.eks. ved at sige "hold så op!" eller "lad være med at skabe dig", "hvor er du dog hysterisk" eller lignende, så bliver det værre, og det hjælper ham ikke på sigt. Hvis du ...

---

---

... derimod tager det roligt og viser ham, at du kan rumme ham og de store følelser han har, så vil han spejle sig i dette og "ilden går ud".

Du skal naturligvis sikre, at han ikke kommer til skade, når han bryder fysisk sammen, kaster sig i gulvet eller slår hovedet ned i bordet. Her må du prøve at sætte dig ved siden af ham, holde om ham, tage ham på skødet osv. Alt efter, hvad han virker til at have behov for... Nogle gange er fysisk kontakt bedst, andre gange er det bedre blot at være ved siden af ham og forsøge at berolige ham med ord.

Og du skal netop prøve at sætte ord på det, som du fornemmer, at han føler: "sååå skat, driller gaflen?!", "du bliver bare så ked af det lige nu", "det var også dumt med den blå kop", "kom du her over til mor, kom skat" osv. med en stille og rolig stemme, og bare gentage, vise ham at du er der for ham, og at du sagtens kan rumme de følelser, han har. Han vil spejle sig i din ro og dermed også blive mere rolig selv :)

Da han ikke er ældre, så kan det være en god idé at aflede ham. Han husker ikke så længe af gangen og ved at vise ham noget andet, få ham på andre tanker, nogle gange fjolle lidt eller lignende, så kommer I hurtigt vider, og det er helt okay, hvis du på den måde forsøger at få ham væk fra situationen:)

---

---

Du fortæller at du er gravid - stort tillykke med det! :) Du skal her naturligvis være opmærksom på, at han ikke forstår, hvad det betyder, men at han godt kan fornemme forandringerne. Han mærker, at du måske ligger lidt mere på sofaen, at du måske ikke har haft det helt godt i starten, været plaget af kvalme eller lignende. Han mærker, at du ikke længere bærer rundt på ham, som du ellers har gjort. Han mærker måske, at du begynder at kræve lidt mere selvstændighed af ham, og det er svært for ham, da han stadig er så lille, at han har 100 pct. brug for din hjælp, han mærker, at far måske begynder at tage mere over, og han savner måske tiden sammen med dig.... Og han er stadig så lille, at han ikke forstår det og ikke kan forklares, at der stadig er masser af plads til ham i dit hjerte :)

Og det kan han også reagere på. Hans overskud kan godt være mindre, det kan godt påvirke ham sådan, at der ikke skal helt så meget til, før hans verden bryder sammen. Og derfor er det ekstra vigtigt, at du viser ham, at du er der for ham. At du stadig hjælper ham i hverdagen, at du tager ham mere på skødet, kysser og krammer ham lidt mere, giver ham ekstra fysisk kontakt, så han direkte mærker, at du ikke forsvinder og alt er okay :)

Jeg vil anbefale dig at læse min bog "Helens bog om dit barns udvikling". I den kan du læse om det lille barns følelser og behov, og du vil med fordel også kunne bruge den, når lillesøster kommer :)

Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

Viden om børn:

---