Svar: Barn på halvandet med børneeksem skal flyttes i egen seng
Kære AM
Tak for dit brev, dejligt at høre, at du har haft glæde af de svar jeg har givet til andre :) Og jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig omkring jeres dreng B.
Det lyder som om, at B er meget plaget af børneeksem og jeg kan godt forstå, at I gerne vil finde en måde at putte ham på, der ikke stresser ham for meget, fordi I oplever, at det gør eksemen og dermed søvnen værre. Det vil jeg også gerne give jer, men først vil jeg lige dele lidt råd omkring børneeksem og søvn :)
Det er vigtigt, at I finder ud af, hvorfor han har børneeksem, så man ikke kun symptombehandler, men også forsøger at finde ud af, om der er en udløsende faktor. Hvis I kan finde ud af hvorfor, så kan I naturligt bedre hjælpe ham. I kan evt. bede om en henvisning til allergologisk afdeling på Gentofte Hospital. Her ligger Dansk Allergicenter, som har specialiseret sig i børneeksem, børneastma og andre allergiske lidelser. Se danskallergicenter.dk.
Når børn har eksem, så giver det ofte urolig søvn. Når B skal sove, så vil huden føles varm, det vil begynde at klø, det svier, og det er ofte ikke særlig rart. Det er rigtig godt, at I smører ham med forskellige salver, cremer osv. og I skal her naturligvis følge den vejledning, som I har fået af lægen. Ofte vil det være en god idé at skifte mellem forskellige typer af creme - lotion, fedtcreme osv. alt efter årstid, tidspunkt på dagen og hvor voldsom eksemen er i perioder. Det kan være en god idé at undgå creme, som indeholder carbamid, da det kan få huden til at svie og irritere mere.
Jeg kan ikke ud af jeres brev se, hvor hyppigt i giver ham bad; men hvis I nogle gange giver ham bad om aftenen, så gør badet så kortvarigt som muligt og brug ikke for varmt vand, da det kan udtørre hans hud unødigt. Et hurtigt karbad og indsmøring med creme direkte derefter kan være en god idé. Det er bedre at bruge en mild hudvenlig flydende sæbe end badeolie. Sæben bør have en god pHværdi og være uden parfume og hormonforstyrrende stoffer. Det er vigtigt at skylle sæben af efter badet - og bedre at smøre med creme efterfølgende, fremfor at putte olie i badet...
Det er godt, hvis der går tid efter badet om aftenen, før han puttes i seng. Hvis han puttes under en dyne lige efter bad, så vil eksemen blusse op, og det vil irritere hans hud ekstra meget. Hans hud har brug for luft efter bad, og der må meget gerne gå en time eller mere fra han kommer op af badet og til han kommer i seng.
Undgå tøj der kradser og klør, vær opmærksom på vaskemærker, navnemærker, sømme osv. i tøjet, der kan irritere hans hud.. Vær også opmærksom på, at hans sengetøj ikke kradser eller virker uldent :)
Hvilken dyne har han? I kan få temperaturregulerende dyner f.eks. temprakon, der kan hjælpe med til at sørge for at han ikke får det hverken for varmt, koldt eller fugtigt, når han skal sove. Vær også opmærksom på, hvilket madras han ligger på og hvilket lagen I bruger. Det er vigtigt, at han kan komme af med varmen. Nogle børn har behov for en helt ny madras, andre har glæde af at få en rullemadras på den madras de allerede har.
B er 16 måneder nu, og det betyder, at han begynder at få lidt fornemmelse for, at I stadig er der, selvom I ikke kan ses.. Børn i 13-15 måneders alderen vil ofte have behov for ekstra tryghed og nærhed, når de skal sove, og når de bliver 18-20 måneder, så kommer der ofte et stort udviklingsspring igen, som kan påvirke søvnen - så lige nu, vil det umiddelbart være det rigtige tidspunkt at arbejde på nye vaner og rutiner omkring søvnen. Og jeg synes faktisk, at I skal putte ham på eget værelse og forsøge at gøre ham tryg ved dette med det samme.
Det vil være rigtig godt, hvis I kan sidde hos ham og meget gerne læse historie, som I allerede har forsøgt - og prøv evt. at lade ham starte med lidt historie på skødet, og derefter kravler han over i sin seng, og så læser I videre, imens han er i sengen, så I på den måde vænner ...
... ham til at det er helt okay at ligge i sin seng. Og så han ikke når at falde for meget i søvn i jeres favn, før I flytter ham - og han derfor vågner og bliver for ked af det.
Det vil også være rigtig godt, hvis I kan putte ham med en putteklud, bamse, slaskedukke eller lignende, der kan fungere som substitut for jer på sigt. Kluden eller bamsen skal følge ham hele dagen, være en fast del af jeres ritualer, ligge i barnevognen, følge med i bilen, når han er træt, når I sidder og putter på sofaen, når han puttes i sin seng.. så den bliver en fast følgesvend. De fleste børn er mellem 12-18 måneder, før de begynder at tage en sådan substitut til sig og bruge den bevidst, så det vil være rigtig fint at introducere den nu.
Måske skal han puttes lidt senere, end I gør lige nu - og det kan være en god idé at tilbyde ham en godnatgrød eller anden form for godnatmåltid. Det kan være dejligt at blive fyldt lidt ekstra op i maven, det giver en god fysisk ro og større lyst til at lægge sig ned og putte sig - lidt ligesom den følelse I selv får, når I har spist lidt for meget og bare har brug for at lægge jer på sofaen...
Mit forslag til en aftenrytme ser således ud:
Aften 18: Aftensmad, I spiser sammen, almindelige børnevenlige retter med kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta, sovs. Der er mad i stykker og også stadig moset mad. Vand af kop.
Kommer kortvarigt i bad, og smøres derefter med creme.
Tilbydes en godnatgrød ca. kl 19-19.15 - det kan også være en portion havregryn med lidt mælk, hvis han hellere vil have dette. Vand eller mælk af kop. Får derefter børstet tænder.
Puttes med godnathistorie ca kl 19.30 - han puttes i egen seng og I sidder hos ham, læser højt, viser billeder osv. Men så han lærer at finde roen og falde i søvn i egen seng og ikke først falder i søvn i favn og derefter flyttes. Det er vigtigt, at han når at følge med i, hvor han sover...
Hvis han er ked af at komme ned i sin seng, så kan du tage ham op, sætte dig med ham og læse lidt, og når han virker tryg igen, så flytter du ham igen ned i sengen. Det er vigtigt, at han oplever det at komme i seng som noget trygt dejligt og rart. Han har sin bamse, putteklud eller lignende hos sig, du eller far sidder der, I går ikke fra ham, men læser, viser ham billeder, taler med ham om dagen, hvad der er sket osv. og han lærer at det er okay at ligge stille og overgive sig til søvnen.
En godnathistorie og en snak om dagen kan netop være godt at indføre omkring 1.5 års alderen, nogle gange lidt før. Det kan være simple bøger, du læser højt, og det kan være en historie om ham selv og jeres familie "der var engang en dreng der...", så han kan genkende det du fortæller om. På den måde kan du bruge det at tale og fortælle historie til at han får bearbejdet nogle af dagens oplevelser, og derfor måske bedre vil kunne overgive sig til søvnen og måske også sove mere roligt, når han så endelig sover...
Nogle børn har glæde af at kunne ligge og kikke på små billeder. Det kan være selvlysende stjerner, som du sætter på loftet, det kan være en lyskæde med et blidt lys, eller du kan købe en lampe, som kan sende små billeder ud i værelset... Der findes her forskellige modeller, og det kan være en god idé at undersøge mulighederne, men det kunne f.eks. være en Cloud-B natlampe. Nogle lamper findes også med lyd, der kan virke beroligende, når barnet skal sove... Min tanke er, at det nogle gange kan adsprede lidt, så jeres dreng måske vil synes det er okay at ligge i sin seng (og ikke være i favn) hvis han kan ligge og kikke på noget lys der bevæger sig... altså en tryg måde, at få ham i egen seng på, som ikke stresser ham, men som hjælper ham til ro - og hvor I stadig er der, ikke forsvinder fra ham :)
Og stille og roligt, så kan I så arbejde på, at han ligger i sin seng uden at I behøver være der til han sover...
Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan forebygger du bleudslæt
Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift
Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
6. marts 2026 | Sovevaner | 2 mdr.
Hej Helen. Jeg er mor til en dejlig pige på 10 uger. Da hun blev 8 uger...
2. marts 2026 | Sovevaner | 2 mdr.
Ammemønster, søvn og putteritual (uden pilatesbold)
Kære Helen Vi har en dejlig pige på knap 11 uger, hvor vi godt kunne bruge...
21. februar 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Opfølgning - Tilvænning af barnevogn/klapvogn
Kære Helen Et par opfølgende spørgsmål til mit tidligere brev. Min søn...
20. februar 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Tilvænning af barnevogn og klapvogn
Kære Helen Min søn på snart 4 måneder er svær at putte til lur. Som de...
18. februar 2026 | Sovevaner | 12 mdr.
Kære Helen. Vi har været hjulpet af svar fra andres breve før og nu er det...
Viden om børn:
Vitaminer præmatur
Børn der er født præmaturt, det vil sige børn som er født før 37 uge, anbefales følgende kosttilskud:
D-vitamin - 10 mikrogram (400 IE) dagligt. D-vitamin gives som dråber, samt
Jerntilskud:
Fødselsvægt <1500 gram: Ca. 8 mg jern dagligt til 12 måneder
Fødselsvægt > 1500 gram: Ca. 8 mg jern dagligt i 6 måneder.
Børn som får mere end halvdelen af deres ernæring dækket af modermælkserstatning skal have ½ dosis jern, dvs. ca 4 mg hver dag...
Nakkefoldsscanning
En nakkefoldsscanning foretages i 11.-13. graviditetsuge, og her kigger man via et ultralydsapparat, som køres rundt på den gravides mave, på barnet inde i livmoderen.
Denne scanning kaldes også 1. trimester-scanning, og man ser efter:
- om der er liv
- om der er mere end ét foster
- hvor langt du er henne - man fastsætter datoen for forventet fødsel.
Hvis du ønsker at vide, om dit barn kan have en kromosomafvigelse som f.eks. Downs Syndrom, så...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.







