Svar: Overgang til skemad, vol 2
Kære Karina
Tak for dit brev og alle dine tanker og fine beskrivelse af jeres lille datter og hendes "madvaner" :)
Jeres datter er kun knap 7 måneder gammel, så det med fastere føde er stadig en tilvænningsproces, og det skal have lov til at tage lidt tid... det er sandsynligvis derfor du har oplevet, at din sundhedsplejerske har taget det lidt let og givet udtryk for, at du bare skal være tålmodig... men det er naturligvis ikke rart, hvis det bliver sagt i en nedgørende tone.
Det er rigtig fint, at hun spiser ca 1/2 dl + lidt kød, og jeg tænker, at hendes indtag nok vil øges nu, fordi du skal begynde at skære lidt ned i hendes indtag af mælk. Det vil være passende med 4 amninger eller flasker i 7 måneders alderen, og det betyder at mælken om formiddagen og om eftermiddagen forsvinder, og i stedet gives mellemmåltider og dermed plads til mere rigtig mad i maven.
Derudover tænker jeg, at det er rigtig dejligt, at hun har lyst til at sidde med mad i hånden, gumler, gnasker, opbløder med spyt osv. og gerne vil spise selv. Det er rigtig vigtigt at udnytte denne naturlige lyst, og derfor er det rigtig godt, at du tilbyder hende rugbrødsbjælker, agurk, bløde frugtbåde, kogte grøntsagsbuketter, en kartoffelbåd fra ovnen osv. i hånden, som hun kan sidde og gumle på, og ved siden af dette skal hun så stadig have grød og mos.
Du kan starte hvert måltid med lidt i hånden, så hun starte med at sidde og gumle, og imens laver du så grøden eller mosen klar og følger så efter med dette. Nogle gange kan hun gumle videre imens du så giver skemad, andre gange er det bedre at lægge gnavemaden til siden imens hun får skemad og du kan også vælge at give hende gnavemad igen, når hun har spist sin skemad. Det er rigtig fint, hvis du tilbyder hende lidt at gnave i selv, mens du giver hende skemaden, så det ikke er enten eller, men både og.
Du kan med fordel også bruge de ristede rugbrødsbjælker som en ske, eller du kan lave en agurkeske til hende, så hun på den måde stadig får lidt grød og mos indenbords, imens hun har fornemmelsen af også at sidde og gnave lidt selv. Jeg synes dette er at fortrække fremfor at komme grød eller mos på tallerkenen og lære hende at sidde og sutte maden af en tallerken.. Husk, at hun lærer af de rutiner, du giver hende :)
Du må meget gerne i hverdagen variere mellem hjemmelavet og færdiglavet babymad. Der tilsættes ikke salt til babymad, der er til børn under 12 måneder. Hvis du ser salt i ingredienslisten, så er det naturligt forekommende natrium fra nogle af de råvarer, som bruges i produktet, så der er ikke nogen problemer med at tilbyde din datter disse produkter, og nogle gange kan de være gode til at give variation. Samtiden kan du ofte give hende lidt af gangen, så der går ikke så meget til spilde, og hvis det påvirker dig meget at skulle smide mad ud, så kan det være en fin løsning.
Det er dog rigtig dejligt, at du er glad for at lave mad, og som udgangspunkt skal du også give ...
... din datter mad, som I andre spiser - men naturligt i en konsistens, som hun kan kapere. Det vigtigste lige nu er netop at bibeholde lysten til at smage, putte i munden og spise forskelligt. Jo mere variation du kan give hende, jo bedre er det. I løbet af de næste to måneder, vil familiemaden stille og roligt begynde at fylde mere og mere. Hendes mælkeindtag nedsættes gradvist og mængden af mad sættes op - og når det er sagt, så er det naturligt forskelligt, hvor store portioner børn spiser. Nogle børn spiser meget store portioner, andre spiser mindre. For nogle børn er det normalt at spise 3/4 dl. grød eller mos og for andre børn er det normalt at spise 2 dl eller mere... De fleste børn trives bedst med at få flere små måltider dagligt :)
En dagsplan kunne se således ud nu:
Tidlig morgen 05/06: Ammes og sover lidt videre
Morgen 7.30: Havregrød, vand af kop.
Formiddag 9: Frisk blød frugt i hånden, frugtmos, og vand af kop.
Puttes til formiddagslur - og nu uden at blive ammet først. Mellemmåltidet erstatter amningen, og det giver samtidig plads i maven til lidt større frokost.
Frokost 11.30-12: Grøntsagsmos med kød eller fisk, det kan være hjemmelavet eller mos fra glas. Suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden, vand af kop.
Ammes og puttes til middagslur
Eftermiddag 16: Tilbydes flerkornsgrød med frugtmos som topping, frisk blød frugt i hånden at gumle på selv, vand af kop.
Powernappen springes ofte over og hun ammes heller ikke længere om eftermiddagen.
Aften 18: Grøntsagsmos med kød eller fisk og udgangspunktet bliver mere og mere jeres mad. Det kan f.eks. være indmaden af en frikadelle der moses ned i grøntsagerne, det kan være ris med grøntsagssovs og kogt kylling eller mosede kødboller, det kan være en kartoffelbåd fra ovnen eller kogte grøntsager, som hun selv sidder og gumler på.
Ammes og puttes til natten ca kl 19.30-20. tidspunktet afhænger af, hvornår hun har sovet middagslur, hvad tid hun er stået op og om hun er gået over til at sove 2 lure dagligt, eller stadig har brug for 3 lure....
Sen aften 23-24: Ammes rigtig godt, gerne fra begge bryster og skal herefter nu lære at sove igennem om natten. Det vil sige sove 5-6 timer uden mælk f.eks. fra kl 23.30 til 05...
Du fortæller, at du ammer 6 gange i døgnet + 3 gange om natten. Det betyder altså, at ca. halvdelen af amningerne skal fjernes nu og i stedet erstattes med mere rigtig mad, flere små måltider og mad i hånden - og en del af væskebehovet skal nu dækkes via vand af kop. Jeg tænker, at det vil få en naturlig indflydelse på lillepigens appetit, hvis du nu skærer ned i amningerne... Det hænger naturligt sammen, - jo mere du får skruet ned for indtaget af mælk, jo mere rigtig mad vil hun kunne spise, og jo mere rigtig mad hun spiser, jo lettere bliver det at skrue ned for antallet af amninger...
Jeg håber, at ovenstående tanker hjælper jer videre på vej, rigtig meget held og lykke fortsat :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Derfor vælger flere Tiny Tumult – blødt tøj til sensitiv hud
Kender du følelsen, når selv det blødeste tøj ikke er blødt nok til dit barns sensitive hud? Hos Tiny Tumult skaber vi præcis dét, mange forældre leder efter: silkeblødt, ansvarligt produceret børnetøj, der giver dit barn komfort og bevægelsesfrihed – og dig som forælder ro i maven.
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
19. september 2025 | Kost og ernæring | 11 mdr.
Hej Helen Skal man “styre” hvor meget og hvilke slags mad ens barn spiser?...
2. september 2025 | Kost og ernæring | 11 mdr.
Hej Helen. Mange tak for svaret på mit spørgmål. Omkring morgenmad. Jeg...
29. august 2025 | Kost og ernæring | 11 mdr.
Morgenmad til 11 måneder gammel baby
Hej Min søn på snart 11 måneder har lige siden han begyndte at få mad, fået...
5. august 2025 | Kost og ernæring | 4 år, 8 mdr.
Kære Helen Vi kunne godt bruge noget hjælp ang. vores datter E på 4,5...
22. juli 2025 | Kost og ernæring | 2 år, 11 mdr.
Kære Helen, Det er første gang, jeg skriver til dig, og der kommer...
Viden om børn:
Kræsenhed
Når barnet er kommet i gang med skemaden, så er det meget vigtigt at introducere så meget forskelligt af familiens mad som muligt.
Når barnet først er blevet 1 år, så er appetitten og lysten til at smage noget nyt ikke særlig stor.
Prøv altid at servere det samme for barnet som I selv spiser og se altid ud som om I nyder maden. Lad være med at vise barnet for meget interesse, men lad det spise uden at presse det.
I må respektere at der er noget mad,...
Mekonium - den første afføring
Mekonium er betegnelsen for den første afføring, som spædbarnet har. Afføringen er sort og klæbrig og ser ud som tjære.
Det, der kommer ud, er det fostervand, som barnet har drukket, da det lå inde i maven. Det indeholder blandt andet hår og afstødte hudceller. Fostervand, hår og hudceller samler sig i tarmen og bliver udskilt som mekonium, når barnet bliver født. Nogle gange udskiller barnet mekonium forbindelse med fødslen, hvilket er med til at give grønt fostervand.
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Når man læser din brevkasse får man indtryk af at mødre har lettere ved at betro sig til dig via brevkassen, samt at du ligesom kan noget i forhold til at "ramme" plet i forhold til, hvad det er folk har behov for.
For mit vedkommende har dine svar kunne give mig noget andet og mere værdifuldt i forhold til min rolle som mor som mine egne sundhedsplejersker (jeg har haft en 4 - 5 stykker) ikke har kunne give mig.
Tak fra en taknemmelig mor