Svar: Sprog og tilbageholdenhed

---

Hej med dig

Tak for dit brev og meget fine beskrivelse, jeg vil naturligvis rigtig gerne dele lidt tanker med dig :)

For det første - det er rigtig godt, at du holdt ved og krævede, at jeres dreng skulle sprogvurderes af en logopæd/talepædagog - og at der nu bliver sat noget igang for at hjælpe ham. Det lyder dog lidt voldsomt, at man ligefrem vælger at en ekstra ressource/person ind i institutionen for at støtte ham i hverdagen - i Danmark vil man normalt lade barnet gå til talepædag i en periode f.eks. 10 gange, hvor barnet så i et trygt miljø og sammen med mor eller far møder talepædagogen, lære ham/hende at kende og stille og roligt øver forskellige sproglyde, guides osv. og hvor I som forældre så også får nogle forslag og retningslinjer med jer, som I kan arbejde med hjemme.

Ofte vil besøgene hos talepædagog ligge uden for institutionen og ikke være en del af dagligdagen i institutionen. Talepædagogen er dog tilknyttet institutionen, så der drøftes, hvordan man fælles kan arbejde med at støtte barnets sprog. Nogle gange vil det dog også være sådan, at talepædagogen møder op i institutionen og taler med de forskellige børn - og man gør generelt meget ud af, at det at gå til talepædagog ikke er noget forkert, men tværtimod noget særligt. Og det er mit indtryk at nogle børn næsten kan føle sig snydt, hvis de ikke får lov til at tale med talepædagogen, fordi det er så hyggeligt, når han/hun kommer...

Det er derfor synd, hvis man i institutionen hvor jeres dreng går, ser det at gå til talepædagog som noget "voldsomt" - det er netop vigtigt, at tage det så roligt og så naturligt som muligt, for at jeres dreng ikke føler sig forkert. Hvis han føler sig forkert, hvis han føler, at der stilles nogle krav, som han ikke kan leve op til, hvis han føler, at han ikke gør det godt nok, så vil det naturligt ikke motivere ham til at tale mere og kommunikere med andre - det kan næsten få modsatte virkning og gøre, at han så netop ikke svarer, når nogen henvender sig til ham...

Det bedste I kan gøre er at støtte ham i hverdagen. Det er naturligt svært for ham at svare på, hvad han har lavet i børnehaven - og derfor svært at fortælle ret meget, når han kommer hjem. Han er træt, kan ikke overskue dagen og ved nok ikke, hvad det er I gerne vil høre. Derfor kan det være bedre, at du spørger om nogle meget konkrete ting som f.eks. "har du cyklet i dag?" eller "nogle gange laver I sanglege, har du gjort det i dag?", for så er det lettere for ham at svare og fortælle. Det er dog vigtigt, at du respekterer, hvis hans svar blot er "ja" eller "nej" - uden at du afkræver mere svar eller spøger f.eks. "jamen, hvad har du så leget?", fordi det kan være for svært at svare på.

Det er arveligt at være tilbageholden eller genert. Så når du selv husker, at du havde det svært med større forsamlinger som barn, og når du stadig den dag i dag kan få hjertebanken, når du skal holde en tale eller stille dig op og sige noget for en masse kolleger, så har din dreng det højst sandsynligt på samme måde. Fordelen ved det er, at du ved præcist, hvordan han har det - og det må du gerne nogle gange sætte ord på "jeg ved godt, at det er svært", "nogle gange, når jeg skal sige noget, så kan jeg få helt ondt i maven"... så han hører, at det er normalt, at have det sådan, og du kender til det.

At du selv har en tilbageholdende personlighed er også vigtig at medtænke, når I møder andre mennesker, deltager i forskellige ting - for han bruger dig også som et spejl. Han lærer af det du gør og måden du gør ting på. Det betyder ikke, at du skal lave om på dig selv, for det kan du naturligvis ikke, ligesom du ikke kan lave om på ham, men du skal stadig prøve at støtte ham, I skal støtte hinanden, og du skal derfor hjælpe ham med at være social.

Pas på, at du ikke kalder ham genert. Man kan godt komme til at sige "nå, bliver du helt genert nu" eller "lad nu være med at være så genert". Nogle gange kan man også overfor andre, f.eks. bedsteforældre eller andre sige "han er jo lidt genert" eller andre begynder måske at sige f.eks. "han er godt nok stille" eller lignende. Det hører han og det kan faktisk være med til at holde ham i rollen som den generte, og det hjælper ham derfor ikke... Prøv derfor, når du taler om ham, at sætte ord på nogle af de ting, som du ved, at han er rigtig god til, så han hører, at han også er sej, stærk, klog, smart osv. Så han hører mere positivt ladede ord omkring sig selv :)

Undgå at sammenligne ham med andre børn. Det kan være, når I f.eks. er på besøg hos venner eller familie, og der er andre børn, eller det kan være derhjemme, hvor storebror har gang i et eller andet - pas på, at du ikke kommer til at sige "du kan da også løbe hen og lege med de andre' eller "se den anden dreng, hvor han ...", eller "hvorfor gør du ikke ligesom storebror?". Det er ikke befordrende for hans selvværd, han vil føle sig forkert, når han ikke kan gøre ligesom de andre, og det vil ikke hjælpe ham til at blive social.

Når andre henvender sig til ham, stiller ham spørgsmål og du ved, at han sandsynligvis vil have svært ved at svare, så hjælp ham med at svare. Når nogen spørger f.eks. "hvor gammel er du?" eller "hvad hedder ...

---

---

... du?" så skal du ikke afkræve ham et svar og derfor skal du f.eks. ikke sige "svar nu, når de spørger dig" eller "sig nu hvad du hedder" eller lignende, men i stedet svare for ham på en måde, hvor du inddrager ham. Du kan derfor sige f.eks. "du er 3.5 år gammel, ikk`?" samtidig med, at du så kikker på ham, så han inddrages i svaret. Det er vigtigt, at han på den måde er med i samtalen, men oplever at du hjælper, træder til, når han ikke selv kan, og samtidig vil han med tiden selv finde ud af at svare.

Med hensyn til empati, så er det ikke noget man fødes med, men noget man lærer, om empati udvikles i samarbejde med forældre, søskende, andre børn og voksne. I takt med at man vokser op. I en alder af 3.5 år, så burde jeres dreng vise de første tegn på empati og det tror jeg faktisk, at han gør. Det kan være at han f.eks. kysser dig, putter sig ind til dig eller giver dig et kram - både, hvis han selv er ked af det, eller hvis han mærker, at du f.eks. er ked af det. Du vil også kunne se, at han leger omsorgslege - hvis han f.eks. leger med en dukke eller bamse, så vil han kunne putte den, give den mad, trøste den, når de græder osv.

Empati kan også vises i måden han bruger sin stemme på og verbalt udtrykker sig på, og selvom han ikke sprogligt er så alderssvarende, så kan han f.eks. godt sige "nnnååår, hvor er den sød!", når han ser et billede af en kattekilling. Ligesom måden han f.eks. håndterer en levende kattekilling på vil vise empati - han vil kærtegne den ikke hive den i pelsen eller prikke den i øjnene...

Man vil også forvente, at han nu kan indgå i et samspil med andre. Det vil sige, at han kan tage hensyn til andre, vente på at det bliver hans tur, ligesom han vil være i stand til at se, hvad det han gør, gør ved andre.. Han skal være 4 år før man kan forvente, at han begynder at kunne skubbe sine egne behov til side og først når han bliver 5-6 år, vil hans hjerne og sprog være så godt, at han kan være omsorgsfuld og tage hensyn til andre uden større problemer.

Som jeg læser dit brev, så er jeres dreng rigtig godt igang med at udvikle empati og det lyder som om, at I hos jer generelt har en dejlig hverdag. I skælder sjælendt ud, I har nogenlunde faste rutiner. I forsøger at forklare og sætte ord på regler osv. Det lyder alt sammen rigtig fint.

Du spørger til selvværd og selvtillid, og det er altid godt at have fokus på dette. Når vi vokser op, så vil der naturligt være sammenligninger. Børn møder sammenligninger i hverdagen - der er ting du kan finde ud af, som din dreng ikke kan finde ud af. Der er ting børnene i børnenehaven mestrer, som han endnu ikke mestrer. Storebror kan noget som lillebror ikke kan.. Men der er også ting, som jeres dreng kan, som andre børn endnu ikke kan finde ud af - og sådan er livet. Livet er fuld af sammenligninger.

---

---

Hvis man har et højt selvværd, så har man en høj følelse af at have værdi. Så føler vi os okay, selvom vi ikke mestrer det de andre mestrer, så kan vi acceptere at vi er forskellige og at nogle kan noget, andre kan noget andet, og vi føler at vi er elsket og har værdi - uanset om vi kan noget, fordi det i sig selv har værdi, at vi er den vi er.

Hvis vi har et lavt selvværd, så vil vi være i tvivl om vores egenskaber, så vil vi stille spørgsmålstegn ved om det vi gør og siger mon er godt nok. Vi vil have en følelse af at det ville være bedre, hvis vi var ligesom de andre ... Hvis vi har et lavt selvværd, så vil vi, når vi sammenligner os med andre, tvivle på os selv, og det vi kan, eller det vi står for, vi vil føle at de andre er lidt bedre, lidt dygtigere, lidt pænere osv. end vi selv er...

Du styrker din drengs selvværd, ved at fortælle ham, at han er noget ganske særligt og at ingen kan tage hans plads - for der er kun en ham, ingen andre er som han. Han får styrket sit selvværd, ved at du møder ham med anerkendelse og accept. Selvværd er ligeværd - og det betyder at han skal føle, at han er lige så meget værd som dig - I er lige meget værd. Du er ikke mere værd, fordi du er voksen eller fordi du kan noget, som han ikke kan. I er lige meget værd som mennesker. Du skal møde ham med forståelse, åbenhed og interesse. Du skal være nærværende sammen med ham, vise ham rummelighed, accept og empati - igen - han spejler sig i dig :)

Det betyder ikke, at du ikke gerne må stille krav til ham, for det må du meget gerne. Men de krav du stiller skal naturligt passe til hans alder og den udvikling han går igennem. Du skal have realistiske forventninger til ham og ikke kræve noget af ham, som han ikke er i stand til at honorere. Men igen - guide og hjælpe ham, vise ham vejen.

Med hensyn til de høje lyde, så er det helt naturligt at børn er bange for disse. Og ofte vil han være bange for lyde som han ikke forstår. Derfor vil det være rigtig godt, at du nogle gange viser ham, hvor lydende kommer fra og taler med ham om, hvorfor lydene er der. Så når han f.eks. er bange for en brandbil, eller lyden fra en ambulance, så kan du tale med ham om, at det er en god lyd, fordi det betyder "hjælpen er på vej", og det er netop vigtigt, at man kan få hjælp eller lignende.

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker videre - rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---