Svar: Ammebrikker eller sutteflaske?
Kære ulykkelige mor
Tak for dit brev :)
For nogle kvinder er en ammebrik eller suttebrik, det der reder deres amning. Det kan f.eks. være en hjælp, hvis barnet har svært ved at få fat i brystvorten, holde om brystvorten og die effektivt. Det kan også bruges som aflastning af brystvorten en overgang, hvis man f.eks. har en infektion, et sår eller lignende...
Suttebrikker/ammebrikker findes i forskellige størrelser, og det er meget vigtigt at finde en brik som passer i størrelsen til brystet (ikke til barnet). Hvis brikken er for lille, vil den kunne give dig sår på brystvorten, og det vil derfor ikke hjælpe jer til bedre amning, tværtimod.
De suttebrikker/ammebrikker, som man laver i dag, er ofte lavet i et meget tyndt og eftergiveligt materiale, som sikrer, at barnet kan die godt ved brystet. Dog skal du stadig være meget opmærksom, fordi dit barn ikke vil kunne stimulere dit bryst helt så godt, når der er en brik som barriere, som hvis han dier direkte på brystet. Derfor kan man opleve, at barnet har svært ved at ”tømme” brystet helt, når man bruger en brik, ligesom der vil være en risiko for, at barnet ikke får stimuleret brystet tilstrækkeligt...
Derfor anbefales det normalt, at man forsøger at bruge brikken i begyndelsen af amningen, altså til at hjælpe barnet med at få fat og die - og når barnet har trukket brystvorten frem, mælken er begyndt at løbe og det fungerer - og barnet måske naturligt slipper for f.eks. at bøvse, så tager man brikken fra og forsøger så at lægge barnet til brystet uden brik.
Nogle gange vil man også opleve, at det vil være nødvendigt at bruge en brik i begyndelse, hvor barnet stadig er ganske lille, men i takt med, at barnet bliver ældre, og får flere kræfter, og amningen bliver mere og mere etableret, så kan man begynde at undvære suttebrikken/ammebrikken helt...
Jeres dreng er 4 måneder nu - og det lyder som om, at du har kæmpet med amningen gennem flere måneder - og det lyder faktisk rigtig hårdt :)
Jeg forstår godt, at du gerne vil amme, og det vil jeg naturligvis også gerne støtte dig i, men jeg synes også det er vigtigt, at amningen ikke bliver for enhver pris. Det er vigtigt, at du også har tid og overskud til at nyde jeres lille dreng og den store udvikling, som han går igennem. Det er vigtigt, at I også har glade stunder med smil og pludren og hvor han ler til dig og I har det dejligt sammen - og at det får lov til at fylde langt mere end gråd og kamp ved brystet og bekymringer for, om han får mælk nok...
For nogle ...
... kvinder er det en stor sorg ikke at kunne amme. Du kan godt føle, at du ikke er god nok, ikke er en god nok mor, når du ikke ammer dit barn.. MEN det er IKKE rigtigt. At være en god mor sidder ikke i brysterne - men i hjertet. Og man er altså en lige så god mor, selvom man ikke ammer! Og du lyder til at have forsøgt stort set alt, og det er bare rigtig svært - og når det er sagt, så har jeres dreng jo fået din mælk i 4 måneder nu. Det er super godt! Det er faktisk den periode, som er særligt vigtig i forhold til at forebygge allergi osv. Og her har han fået din mælk... Men med den alder han har nu, så kan du roligt give ham modermælkserstatning og skemad...
Jeg synes ikke, at du skal stoppe helt med at amme fra den ene dag til den anden. Det er dejligt for jer begge, hvis du stadig kan lægge ham til en gang imellem - modsat så synes jeg også, at det er rigtig fint, hvis du nu begynder at give flaske, eller far kan give en flaske en gang imellem, som en fast del af jeres rytme. Det kan være med til at skabe bånd mellem far og søn, du kan få lidt ro og begynde at nyde din barsel lidt, I ved præcist, hvor meget jeres dreng har fået af mælk osv. og kan på den måde måske få lidt ro på...
Du skal naturligvis mærke efter og fornemme, hvad du har det bedst med og gøre tingene i det tempo, som du er okay med... Det er vigtigt, at du har det okay med de valg, som I træffer og at du føler, at du selv er med til at træffe de valg, som er bedst for både dig og jeres lille dreng :)
Det er forskelligt hvilken type flaskesut børn foretrækker. Jeg tænker dog, at I nok skal passe på, at sutten ikke bliver for lille og for kort, men skal forsøge at lede efter en flad, bred model, det der ofte kaldes "anatomisk" og gerne i naturgummi/latex fremfor i silikone. Det laver flere firmaer f.eks. Baby Nova wide-neck, Vores flaskesutter (Bilka/Føtex).. I kan også kikke i det lokale supermarked eller se, hvad apoteket sælger.
Hvis han bruger sut, kan det også være en idé at lede efter en flaskesut, der ligner den sut, som han er glad for, så han ikke skal forholde sig til flere forskellige sutteteknikker end højst nødvendigt...
Jeg håber, at I kan bruge dette lidt videre - og jeg vil også anbefale dig meget at læse min bog "Helens bog om Amning og Flaske". I den kan du læse om det hele og også læse om, når det kan være svært at skulle gå over til flaske - og forhåbentlig finde ro i, at det kan være helt okay med flaske og hvordan du så gør dette bedst, hvis det bliver aktuelt :)
Stort knus med på vejen!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Baby sok med pulsmåler - hvad er det?
De fleste forældre kender følelsen. Man har endelig lagt sin baby til at sove, lyset er slukket, og alligevel lister man tilbage et kvarter senere for lige at tjekke, om alt er, som det skal være. Netop derfor er en baby sok med pulsmåler blevet et oplagt valg for familier, der ønsker mere ro ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om amning:
23. februar 2026 | Amning | 0 mdr.
Hej Helen Jeg er gravid med vores andet barn, og jeg skriver, fordi jeg gør...
24. januar 2026 | Amning | 3 mdr.
Kære Helen Som du ved, har vi haft svært ved amning og jeg ved ikke, om mit...
21. januar 2026 | Amning | 3 mdr.
Opfølgning 2 - dagsrytme og bryst
Kære Helen Tak for at give ro! Sidste spørgsmål i denne omgang: Med...
21. januar 2026 | Amning | 3 mdr.
Opfølgning - dagsrytme og bryst
Kære Helen Tak for dine svar. Her lidt opfølgende spørgsmål: 1) Det gør...
20. januar 2026 | Amning | 3 mdr.
Afhængig af brystet til søvn, 3 måneder
Kære Helen Dette er mit første brev til dig, hvorfor du også får lidt...
Viden om børn:
Navn - navngivning
Alle børn skal have et navn - mindst et fornavn og et efternavn. Og dit barn skal have sit navn, før det fylder 6 måneder. I kan give jeres barn et navn på to måder: Enten ved dåb i folkekirken eller ved at ansøge om navngivning via Borger.dk.
Der er i princippet ikke nogen begrænsninger på antallet af fornavne, som du må kalde dit barn. Men der er regler for, hvilke navne du kan give dit barn. Som hovedregel må du ikke vælge et navn, der kan være til ulempe for dit barn.
CE-mærket
Se efter CE-mærket når du køber legetøj
Legetøj skal være CE-mærket. Det er en sikkerhed for at legetøjet opfylder en række krav til sundhed, sikkerhed og miljø. CE-mærket er fælles for Europa og det er Forbrugerstyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen og Miljøstyrelsen, der holder øje med at reglerne for CE-mærkning overholdes. Der foretages løbende stikprøvekontroller for at kontrollere at det legetøj, vi kan købe til vores børn, er i orden.
Du skal også være opmærksom på...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.









