Svar: Reaktion på flytning

---

Kære Ibens mor

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres lille pige og alle dine tanker :)

Jeg er helt enig med jer i, at der hos jer nok er tale om en blanding mellem selvstændighedsalder og så et stort skift, som er svært at forholde sig til. Og det er bare rigtig svært nogle gange at finde ud af, hvad der er hvad...:)

Man har på et tidspunkt i udlandet lavet nogle undersøgelser, hvor man har målt børns stressniveau i blodet - før de startede i institution og efter. Og målingerne viste, at start i institution var en stor stressfaktor for børn og selv to måneder efter barnet var startet var niveauet af stresshormoner stadig højt.

Selvom jeres datter har gået i vuggestue før, så er det at starte i dagpleje naturligt en helt ny verden, som hun nu skal forholde sig til - dagplejer og de andre børn, nye rutiner og regler, et nyt miljø, og det er naturligt svært at forholde sig til. Og det er naturligt, at hun reagerer. Og samtidig har hun jo så også skiftet hjem. Det betyder flytte til en anden by eller et andet kvarter, nye vaner og rutiner i hjemmet, at forholde sig til et større hus, en større verden, flere rum og måske eget værelse med nye lyde og skygger... det er alt sammen stressfaktorer af forskellige grad, og lige nu er det naturligt svært for hende at omstille sig - og igen, naturligt at hun reagerer.

Når det så er sagt, så er brager hun lige nu også igennem selvstændighedsalderen, og det spiller også ind hos jer. Det er helt naturligt, at hun får det som kaldes fortvivlelsesanfald, hvor verden bryder sammmen for hende og intet er, som hun gerne vil. Hun er igang med at finde ud af, hvordan verden fungerer, hvordan ting hænger sammen, og hun vil naturligt nogle gange afprøve forskelige ting, for at finde ud af, hvordan I reagerer på det hun siger, og det hun gør.

Når jeres datter får anfald af fortvivlelse, så er det fordi hendes hjerne stadig er meget umoden. Der er masser af hjerneceller, men forbindelsen mellem dem fungerer ikke særlig godt. Man kan beskrive hjernen på flere måder, men i forhold til børn og i forhold til at forstå, hvad det er der sker, når man har med børn at gøre, så kan det være en god idé at se hjernen inddelt i 3 dele:

1. Den rationelle hjerne, som også kaldes storhjernen. Det er denne del af hjernen der styrer kreativitet, fantasi, problemløsning, selverkendelse, omtanke, empati, eftertanke osv.

2. Pattedyrhjernen, som også kaldes mellemhjernen eller det limbiske system. Den udløser store følelser, der skal styres af den rationelle hjerne. Det er raseri, frygt, separationsangst, social tilknytning, legesyge, lyst til at udforske osv.

3. Krybdyrhjernen er den nederste del af hjernen, og den aktiverer vores vigtige kropsfunktioner. Det er sult, fordøjelse, åndedræt, blodomløb, temperatur, at kunne bevæge sig, kamp eller flugt.

Når jeres datter mærker modstand, når hun mærker at skoene driller, når maden falder af skeen, når hun får nej, fordi hun vil have fat i noget, som hun ikke må lege med, når mor skifter hende og hun hellere ville have, at det var far, når du giver hende æble i stedet for banan, giver hende vand i den blå kop i stedet for i den røde kop, når I slukker for fjernsynet, kræver, at hun sidder på sin stol, at hun skal holde i hånden, når I skal over vejen.. osv. osv. så vil hun reagere fysisk. Hun er styret af sin mellemhjerne og vil derfor bryde fysisk sammen. Hun kan kaste sig ned i jorden, eller løbe sin vej, hun kan slå ud efter jer, sparke efter jer, begynde at spytte, kaste med ting, måske slå sig selv eller begynde at slå ...

---

---

... hovedet ned i gulvet eller lignende - hun vil være i fysisk oprør. Det sker, fordi der sker en aktivitet i pattedyrhjernen. Man kan sige, at hun reagerer næsten dyrisk...

Pattedyrhjernen eller mellemhjernen styres af den rationelle hjerne og for at få dannet de vigtige forbindelser mellem disse to hjernehalvdele, så skal I reagere på en måde, der aktiverer hendes rationelle hjerne. Og det gør I, når I viser hende det, som I gerne vil lære hende. Det vil sige, når I viser hende, at I kan bevare roen, når I viser hende at I godt kan rumme, at hun er frustreret, fortvivlet, vred, ked af det osv. Og når I sætter ord på det, som sker, så hun føler sig forstået og mødt.

Der vil naturligt være en sammenhæng mellem, at hun lige nu godt kan være lidt stresset og hendes overskud derfor er mindre. Der skal ikke så meget til, før bægeret flyder over og verden bryder sammen for hende. Når hendes indre er i oprør, så drøner der adrenalin rundt i kroppen, og det virker som ild - hvis man puster til det f.eks. ved at sige "holdop med at være hysterisk" eller lignende, så bliver det værre. Men hvis man bevarer roen, overblikket og spørger ind til hende, sætte ord på og viser forståelse "ssååå bliver du bare så ked af det, sååå", så slapper hun naturligt mere af og så dannes de vigtige forbindelser som på sigt vil lære hende, at bevare roen i andre lignende situationer...

---

---

Derfor skal I nogle gange bare være der for hende, ikke stille nogen krav, men bare være, og andre gange forsøge at møde hende, som den selvstændige pige hun er og naturligt lære hende, at der er visse regler, som skal følges, - også selvom hun så kan bryde sammen. For det er også vigtigt, at I har bestemte regler, føler faste rutiner, gør tingene på samme måde - fordi det giver genkendelighed og dermed tryghed. Og hvis hun lige nu har svært ved at overskue verden, så er det vigtigt, at I hjælper hende med dette netop via faste rutiner - det er sådan det er, det er sådan vi gør...:)

Det betyder f.eks. ved middagsbordet, at det vil være rigtig godt, hvis hun starter med at sidde i sin stol. Kan hun selv klatre op på stolen? Hvis hun har en triptrap stol eller lignende, så er det en god idé, at I fjerner bøjlen og lader hende selv kravle op, når det er spisetid. Det er vigtigt, at I i løbet af dagen opfordrer hende til at sætte sig på sin stol, uanset om hun skal have noget at drikke, spise lidt frugt eller måske bare har lyst til at sidde og tegne eller lignende "sæt du dig på din stol skat, så kommer jeg med lidt mad til dig", "sæt du dig op på stolen, så finder jeg blyanterne frem".. så det at sætte sig til bords er noget helt naturligt for hende og hun vænnes til at sidde på sin stol.

Og så skal der naturligt være plads til, at hun nogle gange godt kan komme over og sidde lidt på skødet, fordi hun er træt om aftenen og næsten ikke kan overskue måltidet. Lad hende komme over til mor eller far og spise lidt fra jeres tallerken, og når hun så har fået lidt der og virker parat og måske gerne vil have lidt mere at spise, så bed hende om at sætte sig tilbage på sin stol igen... I kan evt. holde hende lidt i hånden, I kan sætte ord på, at nu sidder I igen på hver jeres stol osv. og forsøge at holde fast i, at det kan hun naturligvis godt. så det bliver en balance, hvor hun i princippet lærer at sidde på sin stol, men der er plads til at hun kan komme på skødet undervejs, lige mærke jer, blive fyldt op med lidt nærhed - og så derefter er parat til at sidde lidt selv igen.

Jeg håber, at I kan bruge dette lidt videre - rigtig meget held og lykke med hende:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---