Brev:

Vredesudbrud 6 årig

Kære Helen.

Jeg skriver til dig, da jeg efterhånden ikke ved, hvordan jeg skal håndtere min 6 årige datter i forbindelse med vredesudbrud og afhentninger i fritidshjem. Hun fyldte 6 år i december.

Min datter er en dejlig pige, som i øjeblikket svinger fra glad til meget vred på et splitsekund. Hun begyndte i skole i sommers, hvilket hun er rigtig glad for og har aldrig klaget over at gå i skole, tværtimod. Hun elsker fritidshjemmet og siden dag et har vi haft svært ved at få hende med hjem derfra stort set uanset tidspunkt for afhentning.

I efteråret blev hun storesøster og vi var i en periode på 2.5 måned oveni lillebrors ankomst genhuset pga. vandskade i vores bolig. Efteråret var altså en periode med megen uro og mange nye ting at forholde sig til. Hun tog det virkelig pænt og virkede til nærmest at være den af os alle, der var mindst påvirket over ikke at være i vante rammer ovenpå skolestart og lillebror.

Til gengæld er jeg ret overbevist om, at vi ser en reaktion på lillebrors ankomst nu. Hun taler tit om at han ”kun” smiler til mig og at det kun er mig han vil være sammen med. Hun har også direkte sagt, at ”hun tit tænker på, at jeg holder mere af ham end af hende”. Det gør mig selvfølgelig ked af det, at hun har den følelse, men vi taler tit om det og vi forsøger også at give plads til mor/datter tid så ofte som muligt. Især i weekenden går far tur med baby til middag og vi har så to-tre timer sammen uden forstyrrelser. Hun er kærlig over for lillebror og har kun en enkelt gang, mens hun var sur over noget andet, skubbet ham væk, fordi han suttede på hendes dyne.

Jeg har talt med hendes lærer, som fortæller at hun trives. Hun har mod på at læse små sætninger og rækker tit hånden op og deltager aktivt i klassens aktiviteter. Hun er vellidt at kammeraterne men har ikke nogen egentlig bedste ven, hvilket heller ikke har været vigtigt for os. Hun har altid leget med mange forskellige og søger ofte også de større børn. Hun har en del ”streetcredit” hos de store drenge på skolen, fordi hun tit er med til at spille diverse boldspil, som hun åbenbart også mestrer godt.

I fritidshjemmet leger hun sjældent med de andre piger fra klassen men deltager som sagt i fysiske aktiviteter i salen og derudover spiller hun computer, skak og danser. Hun er en sammensat pige på mange måder. Følsom men også med pondus, som hendes lærer udtrykte det. Hun har altid været vild med at bruge kroppen, men finder også en god ro i at sidde for sig selv og lege med dukker, tegne og klæde sig ud herhjemme. Hun har en god ven i samme opgang som vores, som går i hendes parallel klasse. De leger tit sammen herhjemme og jeg tror at hun oplever hende, som en af hendes bedste venner.

Vi har som nævnt siden skolestart haft svært ved at hente hende fra fritten uden protest. I begyndelsen blev hun så vred på mig, råbte og skreg og ville på ingen måde med hjem. Vi talte os frem til, at det var fordi der lå nogle bestemte aktiviteter på nogle bestemte dage, som hun rigtig gerne ville deltage i. Derfor har vi en aftale om at hente hende sent mandag og onsdag. Det hjalp på vreden i en periode, selvom det ikke var helt uden protest. Nu er vreden imidlertid tilbage og ikke mindst gråden. Hun græder stort set hver gang hun bliver hentet, uanset om det er far eller mig, der henter. Vi prøver at rumme nogle dage og andre dage bliver man bare lidt irriteret over, at hun græder igen. En dreng fra skolen spurgt hende, hvorfor hun altid græd, når hun skulle hentes og der blev hun vred, for det mener hun bestemt ikke at hun gør. Vi prøver hver gang at finde ud af, hvad gråden handler om. Nogle dage er hun sulten, andre dage træt og andre gange kan vi ikke nå frem til en forklaring.

Hun har en enkelt dag haft en konflikt med en pige fra klassen i løbet af dagen pga. en glemt bamse og det fik vi talt om, selvom hun nærmest var helt utrøstelig om aftenen og jeg måtte holde hende i mine arme, mens hun gav los og så bagefter tale hende ned, da det jo kan ske for os alle, at glemme en bamse på legepladsen…

Men ellers er det ikke konflikter der fylder noget. Og hvis der skulle være noget i den dur, har hun altid været god til at fortælle os om det, ...

... så vi kan tage en snak om det. Men som sagt hører det til sjældenhederne, tror kun der har været tre episoder siden hun startede i skole og den ene handler om en dreng, som hun er meget glad for og han ikke så glad for hende. Øjensynligt pga. ost i madpakken. Altså relativt små ting :-).

Vi har forsøgt os med at lave aftaler om afhentningstidspunkt fra morgenstunden, og det har nogen gange hjulpet. Vi har en stående aftale om, at man laver det færdigt, man er i gang med, når vi kommer.

I går kom jeg på skolen allerede da de havde fri fra skole og selvom jeg godt vidste, at det ville blive problematisk, så passede det bedst ind i familiens rytme. Far ville ikke være hjemme før om aftenen og jeg skulle passe afhentning ind imellem mad, putning, madlavning osv. Hun græd med det samme hun så mig og jeg talte med hende om, hvorfor hun blev ked af det. Hun havde lavet en aftale med de andre piger fra klassen om, at de skulle lege. Da hun meget sjældent leger med de piger, lavede vi en aftale om, at jeg kom senere for at hente hende, men at jeg ikke kunne sige hvornår.

Jeg er tidligere gået hjem uden barn for at komme senere uden problemer. Men i går var det ikke godt. Da jeg kom igen en time senere, var hun stadig i gang med at lege og da hun så mig blev hun helt rød i hovedet og råbte af sine lungers fulde kraft, at jeg først skulle komme kl.17. De andre børn blev forskrækkede og jeg blev faktisk også ret overrasket. Satte mig med baby på armen til at vente på, at hun fik grædt færdigt og så ville de andre piger hilse på lillebror, hvilket bestemt ikke passede storesøster, så hun gik sin vej. Fandt hende igen og vi fik samlet hendes ting sammen (ikke uden protest) og gik hjemad.

Jeg var både vred og ked af det, men mest vred, og fortalte roligt, at jeg ikke vil have den opførsel. Hun kørte op og blev vred igen og råbte af mig ad flere gange på vej hjem. Til sidst fik jeg nok og hævede stemmen og sagde ”så stopper du”, med det resultat at hun satte sig ned og begyndte at græde. Fik hende med videre uden drama og hun fortalte, at hun ikke vidste hvad der skete. Det var hendes krop der gjorde det og luften, den måde hun trak luften ind på… Hun har før sagt det med, at hun ikke ved hvad der sker, når hun bliver vred og ked af det, men at det er hendes krop der gør det og det er jo ikke hendes skyld. Jeg har talt med hende om, at det er ok at blive ked af det, men at hun må komme hen til mig og tale med mig, når hun kan mærke, at hun bliver så vred. Det er uden tvivl svært for hende at håndtere og jeg vil så gerne hjælpe hende. Og i øvrigt synes jeg at det er fint, at hun forsøger at sætte ord på, at hun kan mærke vreden og ked-af-det'heden i hendes krop.

Vi talte om derhjemme da alle var faldet ned, at glæde avler glæde og vrede avler vrede hos dem man taler med (altså fortalt i børnehøjde) og det lød til at hun fangede det. Udgangspunktet var at lillebror altid smiler til mig og jeg smiler altid til ham...

Mit spørgsmål går på, hvordan kan vi hjælpe hende? Vi skal jo nødig ud i, at det hæmmer hende i hendes sociale relationer, at hun bliver så vred og ked af det.
Det skal nævnes, at jeg til tider også har et iltert temperament. Jeg kan godt hæve stemmen indimellem, det sker sjældent, men når jeg bliver rigtig meget vred, så hæver jeg stemmen og det er selvfølgelig der hun har set det og lært det. Vi skændes stort set aldrig herhjemme, og jeg er egentlig meget bevidst om, hvad hun skal høre og se, da jeg selv har haft forældre der har skændtes meget og skældt meget ud.

Allerhelst vil jeg undgå at skælde ud og hellere prøve at forstå og rumme hende. Som oftest går det også godt, men lige i den her sammenhæng er det virkelig svært for mig og også for min mand, som normalt er meget rolig og rummelig. Han er frustreret og synes i øjeblikket, at hun er ”irriterende”, fordi alt skal diskuteres og det virker til at hun søger diskussionen og konflikten. Far og datter har altid været meget tætte og er det stadig, og far giver hende stadig meget opmærksomhed efter lillebror er kommet til.

Hvad kan vi gøre, for at hjælpe os alle videre til en harmonisk og rolig dagligdag?

På forhånd tak.

Med venlig hilsen
Camilla

Læs Helens svar »

Derfor vælger flere Tiny Tumult – blødt tøj til sensitiv hud

Kender du følelsen, når selv det blødeste tøj ikke er blødt nok til dit barns sensitive hud? Hos Tiny Tumult skaber vi præcis dét, mange forældre leder efter: silkeblødt, ansvarligt produceret børnetøj, der giver dit barn komfort og bevægelsesfrihed – og dig som forælder ro i maven.

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

13. maj 2025 | Sovevaner | 7 år

Samsovning - div. spørgsmål

Kære Helen Vi har to dejlige drenge, der netop er fyldt 7 år og 9 år. Jeg...

Læs hele brevet og Helens svar

25. april 2025 | Udvikling | 5 år, 6 mdr.

Skole parathed

Hej Helen. Jeg har en pige der skal starte i skole i år. Hun er født i...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: