Brev:
Kommende storebror i trodsalder!?
Kære Helen,
Jeg må til tasterne igen ... Min overtrætte, hormonhærgede hjerne har brug for hjælp!
Jeg venter barn nummer to om ca 6 uger. Vi har i forvejen storebror på 4,5 år.
Storebror er en sød, lidt introvert, empatisk lille fyr, der fortjener alt det bedste. Både far og jeg uddeler mange kys og kram hver dag med rund hånd, og vi gør hvad vi kan for, at han føler sig elsket.
Min udfordring som mor og menneske er nok, helt ærligt, min tålmodighed! Sådan er jeg og det arbejder jeg med. Jeg er særlig udfordret lige nu pga hormoner, udmattelse og smerter i forbindelse med min graviditet.
Helt konkret giver det gnidninger mellem min dreng og mig, når vi skal i gang med dagligdags gøremål. Jeg vil ha' det praktiske overstået så vi kan hygge bagefter og han kan være en hel time (ja, det er rigtigt) om at spise en portion havregryn.
Som eksempel kan vi tage vores morgen- og aftenrutiner med tandbørstning, vask og omklædning. Vi gør det samme - hver dag, på samme tid, i samme rækkefølge! Så det er ikke nogen overraskelse for ham, hvad der venter! Men alligevel er der en pokkers ballade næsten hver gang.
Min dreng hører ikke efter, hvad jeg siger - han ignorerer mig totalt. Eller han stikker af fra mig, gemmer sig og prøver at forhale tiden med forhandlinger.
Jeg prøver at lokke ham med på badeværelset, lave små konkurrencer (hvem kommer først, bliver først færdig mv.), men dette er efterhånden uden effekt.
Jeg truer, f.eks. med 'hvis du ikke skynder dig får du ikke lov til at se Ramasjang'.
Jeg prøver at forklare, at jeg har brug for hans samarbejdsvillighed fordi jeg er så besværet - men han er vist for lille til at forstå.
Jeg opmuntrer med 'du er en stor og dygtig dreng', 'det er lynhurtigt overstået' osv.
Jeg forklarer ham, at jeg er meget tæt på at blive vred. Og at jeg bliver ked af det, når han stikker af og ikke hører efter - det virker en gang i mellem.
Jeg forsøger at lokke og tigge, og føler ærlig talt at jeg før alt det forkerte!
Jeg siger 'du skal, NU' ...
Det samme scenarie gør sig gældende ved stort set alle daglige gøremål. Det driver mig til vanvid!!
Han må gerne være med til at bestemme til en vis ...
... grænse. Men alt skal forhandles og forhales i det uendelige!
Han går i børnehave, som han er glad for. Men når vi så kommer over i børnehaven om morgenen, så må jeg ikke forlade ham. Her bliver vi begge indhentet af morgenens stridigheder, og han vil ikke have at jeg går.
På den anden side er han også begyndt at sige til mig, at jeg ikke må være herhjemme - at jeg skal gå. Stakkels dreng, han både elsker og hader sin mor!
Far er helt klart til stede i alt det her. Han tager sin tørn, men jeg tror han har det lidt 'nemmere', fordi han simpelthen er far. Han vil gerne træde til og hjælpe mig, men det er meget vigtigt for mig, at vi som forældre er ligeværdige opdragere. Og hvis jeg har en konflikt med min søn, så nytter det ikke noget at far også blander sig, så vores søn har en fornemmelse af 'fælles front' mod ham, eller at opdragelse først er rigtig gældende, når det kommer fra far!
Jeg må også indrømme, at jeg (nok pga af min egen barndom) er ekstremt optaget af, at min søns selvværd ikke må lide overlast. Og det føler jeg at jeg risikerer, når jeg kommer til at bruge vendinger som 'hvor mange gange skal jeg sige det, 'hør nu efter', 'hvor svært behøver det at være' osv. Så på en gang hører jeg mine egne forældre, og på en gang bliver jeg grebet af frygt for, hvad det gør ved min søn.
Spørgsmålet er, kort og godt:
Hvad er den optimale kommunikation med en dreng på 4,5 år som formentlig er i en eller anden form for trodsalder og som er forvirret over snart at skulle være storebror.
Tænker du, at der er noget vi skal være særligt opmærksomme på i forbindelse med lillebrors ankomst? Vores søn taler meget om lillebror og krammer min mave dagligt. Han glæder sig, det er vi ikke i tvivl om. Men han er en følsom dreng, så virkeligheden kan jo godt komme lidt bag på ham, når først lillebror er her!
En lille note: Vi er en meget kærlig familie! Vi siger til hinanden hver dag, at vi elsker hinanden, og vi kysser og krammer. De scenarier og følelser jeg beskriver, er en del af vores hverdag. Men der er kærlighed, anerkendelse, respekt og samhørighed også!
Jeg håber, du kan finde hoved og hale i mit brev :-)
Venlig hilsen fra mig!
Annoncer
Sponsorerede artikler
Hvordan skifter man ble med Olívy baby care?
En nem guide, som gør bleskift til en god oplevelse for dig og din baby
Som forælder ved du, hvor sart og fin dit barns hud er. Babyhuden er særligt sensitiv i bleområdet, hvor den samtidig er udsat for affaldsstoffer fra urin og afføring samt varme, fugt og friktion fra bleen. Det ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
27. januar 2026 | Opdragelse | 4 år
Kære Helen Jeg har berørt emnet før, men kommer ikke rigtig videre. Min...
Viden om børn:
Fontanellen
Det bløde punkt, som barnet har oven i hovedet, kaldes fontanellen. Barnet fødes med flere fontaneller, som er de steder, hvor kranieknoglerne mødes og endnu ikke er vokset sammen. Når barnet skal fødes, er det rigtig smart, at kranieknoglerne er bevægelige, så hovedet lettere kan komme igennem fødselsvejen. Samtidig sikrer bevægeligheden, at der er plads til, at barnets hjerne kan vokse.
Der sker ikke noget ved at røre forsigtigt ved fontanellen, og du kan roligt rede med en...
Klumpfod
Når børn fødes med en fod, der er bøjet indad, hvor fodsålen peger bagud og fodryggen fremad, så kalder man det klumpfod. Der er ca. 1 ud af 1000 børn der fødes med klumpfod og ca. halvdelen af disse har misdannelsen på begge fødder.
Man ved ikke hvorfor nogle børn fødes med klumpfod, men der er en vis arvelig tilbøjelighed. Man siger at risikoen for at føde et barn med klumpfod øges med en faktor 30, hvis en søster eller bror har lidelsen.
Drenge fødes hyppigere...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.