Brev:

Relationen mellem far og barn

Kære Helen,

Tak for en rigtig god brevkasse og gode bøger, som jeg bruger ofte.

Vores datter, Astrid, er 15 måneder gammel og en livlig og glad pige. Der er dog to emner, der fylder meget hos mig for tiden (du får dem for overskuelighedens skyld i hvert sit brev).

Jeg er bekymret for Astrids tilknytning til sin far. Hun har, så længe jeg kan huske, kun søgt mig og kun kunne finde trøst ved mig. Hun går i en stor bue uden om ham, hvis jeg er til stede – det gælder både trøst, nærhed, kram og kys, hjælp til hvad hun gerne vil, ja faktisk alt hvad hun har brug for en voksen til.

Jeg har slået det hen med at hun nok bare er i en ”mor-fase”, men når jeg tænker efter, kan jeg faktisk ikke huske at det har været anderledes.

Lidt om Astrid: Hun er livlig og nysgerrig og generelt en glad pige. Født til tiden og har udviklet sig helt som hun skal  Bortset fra nætterne, hvor hun er MEGET vågen (det får du i et andet brev) trives hun rigtig godt.

Lidt om vores dagligdag og Astrid og hendes far:

Jeg står op og kører tidligt på arbejde, og er som regel ude af døren, inden de to kommer op. De har derfor fast morgenen sammen, hvor de står op og gør sig klar til dagen. Han sørger for at hun får tøj på og afleverer hende. Her er ingen problemer, med mindre jeg kommer sent op og ikke når afsted inden de vågner – så bliver Astrid som regel meget ked af det og ulykkelig når jeg vinker og siger at nu skal jeg på arbejde.

Jeg henter hende fast fra dagplejen og vi har lidt tid sammen inden far kommer hjem. Hun virker altid glad for at se ham og løber hen til ham når vi siger ”Seee, der kommer far!”. Resten af vores eftermiddag/tidlig aften går med at gå i bad, lave aftensmad, spise, lege, nat-grød og så putning cirka kl. 19. Og her går det ofte lidt i ged, det hele, fordi Astrid kun ”vil” mig. Hun kan godt sidde og lege med sin far i kort tid, men løber så hen til mig og vil op. Hvis hun bliver ked af det, er det kun mig der duer. Hun reagerer kraftigt hvis det er hendes far, der tager hende op: slår ud efter ham og græder endnu voldsommere.

Hun ”søger” ham ikke, ligesom hun gør mig – altså kommer hen og vil putte sig lidt ind til mig, eller sidde lidt hos mig. Hvis han kommer til hende, slår hun ud efter ham og løber hen til mig. Om natten er det derfor ...

... også kun mig der kan berolige hende når hun (meget ofte) vågner op. Hvis min kæreste prøver alligevel, bliver hun panisk og ekstremt angst (det har været så voldsomt at vi har været bange for om det var et anfald). Det er derfor kun mig der er oppe med hende om natten.

Jeg er bange for at min kæreste er ved at få rollen som ”sjov onkel” frem for forælder. Han vil ofte gerne lave sjov med hende, og kommer hen og kilder hende eller hiver hende let i næsen. Nogle gange griner hun og ”leger med”, men andre gange gider hun ham ikke rigtigt og søger i stedet over til mig. For mig virker det derfor som om, at deres relation er bygget op omkring sjov og ”vild” leg og i meget mindre grad nærvær, tryghed, kys og kram.

Astrid har et rigtig godt forhold til sin mormor, og når vi alle er samlet, søger hun både mig og mormor på skift. Jeg oplever på den måde at hun forbinder både mig og sin mormor med trøst og nærvær, men ikke sin far.

Jeg har talt med min kæreste om det, og han kan også godt se problemet. Han er vist mest af alt ked af, at det er sådan, men mener at det bare er en fase og at han kommer mere på banen, når hun bliver lidt ældre. Jeg er ikke af samme holdning og vil gerne at det bliver anderledes mellem dem nu – at hun også forbinder sin far med noget trygt og rart og ikke kun sjov og ”vild leg”. Han siger at det er anderledes, når de er alene sammen, men at hun ofte er sværere at trøste.

Jeg beder ham indimellem om at skrue lidt ned for den sjove onkel, men han tager det ikke rigtigt til efterretning og bliver tit småsur over at jeg retter på hans måde at være far på (hvilket jeg sagtens kan forstå). Jeg tror, det bunder i, at det sjove er det, der fungerer bedst i deres relation, og hvis han skruer ned for det, så er der bare endnu mindre tilbage.

Jeg kan indimellem komme i tvivl om, det mon er mig der simpelthen overtænker det hele – at det er ganske naturligt at mors forhold til barnet er så anderledes end fars. Og om der slet ingen ”fare” er for deres relation til hinanden. Det kunne selvfølgelig være rart at vi kunne deles mere om nætterne, men det er først og fremmest deres relation, jeg tænker meget over.

Det blev et langt brev. Jeg håber, jeg fik forklaret det ordentligt 

Glæder mig til at høre fra dig,

Bedste hilsner,

Astrids mor.

Læs Helens svar »

Sådan forebygger du bleudslæt

Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift

Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

16. oktober 2025 | Sovevaner | 12 mdr.

Mælk om natten - 12 mdr.

Hej Helen Min søn er netop fyldt 1 år, og i den forbindelse havde vi tænkt...

Læs hele brevet og Helens svar

9. oktober 2025 | Sovevaner | 12 mdr.

Korte lure - 12 mdr.

Hej Helen Vil hører hvad du tænker om min søns lurer og om der skal gøres...

Læs hele brevet og Helens svar

27. september 2025 | Diverse | 14 mdr.

Svær og lang indkøring af 1 årig i vuggestue

Kære Helen, Jeg skriver, fordi jeg har brug for gode råd til indkøring i...

Læs hele brevet og Helens svar

27. september 2025 | Diverse | 12 mdr.

Dagpleje opstart

Hej Helen Min søn er startet i dagpleje, vi er en uge inde i 2 uges...

Læs hele brevet og Helens svar

19. september 2025 | Opdragelse | 14 mdr.

Vuggestue og opdragelse.

Hej Helen, Mit barn på 14 måneder går i vuggestue og har snart gjort det i 4...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: