Brev:
Skilsmissebarn og fyldt med vrede

Hej Helen.
Jeg skriver til dig igen, da vi igen har nogle udfordringer herhjemme. Jeg prøver at dele det lidt ind.
Min datter på 3 år og 5 måneder har ændret sig rigtig meget de sidste tre måneder. Hun er gået fra at være en glad, tilfreds, aktiv pige der sov igennem hver nat, til at være vred, grænsesøgende og sove dårligt. Hun har sovet i egen seng siden 6/8 mdr, og har altid været nem at putte. Hun har alle dage gået tidligt til ro og stået tidligt op (19-06 ish).
Nu vågner hun omkring midnat og kommer ind til os hvor hun så sover videre på madras på gulvet da der ikke er plads til at vi kan sove godt i den store seng alle tre. Hun er glad for dette arrangement selvom hun helst vil kravle under min dyne. Hun sover ikke længere i børnehaven da der ikke er ressourcer til andet end at putte hende for sig selv i et stort rum og så går den voksne. Og det falder hun ikke i søvn af. Hun er til gengæld træt om aftenen og kommer tidligt i seng og sover fra 18.45/19-05.45/6.
Hun er jo skilsmissebarn og har ikke boet sammen med sin far siden hun var 11 måneder og hun har alle dage været glad for både fars og mors nye kæreste. Hun har altid boet hos mig og set sin far hver anden weekend hvor de ses fra fredag efter børnehave til søndag over middag. Det går godt med samarbejdet nu, og vi har en god tone når vi ses. Eventuelle uoverensstemmelser tager vi på telefon uden for hendes hørevidde. Hun ved at far og mor har elsket hinanden og boet sammen da hun var en baby, og at vi altid vil elske hende.
Der kommer en baby nede hos far her i februar, og det er hun naturligvis meget optaget af, og giver ofte udtryk for at hun savner far og fars kæreste og især babyen i maven. Der er meget snak om baby dernede, og det har været siden fars nye kæreste var otte uger henne. Hun har været med til at lave værelse, købe ting og snakken går meget på når baby kommer og lillesøster, kan vi høre herhjemme. Det er fars nye kærestes første barn og naturligvis noget der fylder rigtig rigtig meget. Altså en lang periode med fokus på baby, for en lille pige der glæder sig, men ikke har ret meget tidsfornemmelse.
Hun glæder sig rigtig meget og har svært ved at vente, og jeg tænker det bliver svært når baby kommer for der kommer hun til at opleve at ”blive valgt fra” i starten da både far og fars nye kone ønsker tid for sig selv til at bonde i deres nye familie. (En holdning der naturligt er meget svær for mig at kapere, men jeg må acceptere at det er sådan det er og forsøge at hjælpe hende igennem på bedste vis. Far giver udtryk for at hans nye kæreste skal have lov at blive mor uden at min datter er der den første tid. Hvilket naturligt river i mit hjerte )
Hun savner dem især når jeg er ”streng” og ”dum” og så vil hun bare have sin far. Det er naturligvis rigtig svært, især fordi hun i disse situationer også fravælger min kæreste som hun ellers er meget glad for, og kun vil have mig samtidig med at det er mig hun er sur på. Hun rækker tunge, sparker og bliver rigtig ked af det over meget små ting. Jeg ønsker naturligvis at hun skal se sin far noget mere, og derfor er det utrolig hårdt at stå på mål for hendes vrede og hendes savn når det egentlig er far der fravælger hende til fordel for sin ”nye familie”. Jeg tænker der går mange år før hun begynder at kunne se sammenhænge.
Jeg har været indlagt af et par omgange da jeg netop har mistet en graviditet i 12. uge der måtte fjernes ved udskrabning. Dette gør det naturligvis lidt svært for mig at blive ved med at udtrykke begejstring for ”fars baby” flere gange om dagen, (det har trods alt varet fem måneder det her baby hos far hype) men jeg gør alt det bedste jeg kan. Hun ved ikke at der har været en baby i maven og giver ofte udtryk for at hun gerne vil have en lillebror/lillesøster her også. Det er naturligt en svær situation for min kæreste og jeg der naturligvis har en sorg over det mistede barn og samtidig skal vise overskud overfor en treårig der ”ikke gider os” og hellere vil være hos far og far kæreste fordi de skal have en baby som hun jo så gerne vil have.
Hun klarede det fint mens jeg var indlagt, men det har alligevel været hårdt ved hende, og hun er bekymret for om man ...
... skal på hospitalet når man bliver bare det mindste syg. Hun savnede mig mens jeg var indlagt, men klarede det fint med min kæreste i de to gange tre dage det varede.
Når min kæreste henter i børnehave er hun glad og de hygger sig rigtig meget. Det gør de hver gang jeg er væk. Men så snart jeg træder ind af døren vælter læsset og hun bliver sur og tvær. Det er efterhånden svært at blive ved med at være positiv når jeg kommer hjem da det første jeg møder i døren er en sur pige der både søger mig og er sur og har savnet mig og kalder mig ”dumme mor” på samme tid. Jeg er ikke i tvivl om at det også er svært for hende.
Hun bliver hentet kl 14, kl 13, kl 15.30, kl 15.30 og kl 14, så jeg syntes jo ikke at hun har en voldsomt lang uge, men jeg har selvfølgelig forståelse for at hun savner mig i børnehaven.
Hun er vokset meget på det sociale område og er ikke tilbageholdende omkring voksne mere. Hun er meget høflig og er glad for at være ude blandt andre når hun lige får lov at tø op fem minutter. Hun får meget ros for at være sød, kær, nem, sjov, høflig osv, men vi lægger også meget vægt på at hun får ros for at være en dejlig pige også når hun er sur/ked/urimelig for hun skal ikke lære at man kun er afholdt når man er en lille prinsesse.
Hun trives ok i børnehaven, men søger meget de voksne og har det lidt svært med den store mængde børn. (der er 60-70 børn i børnehaven, 25 børn på hendes stue) Hun har dog gode venner som hun taler om og leger med.
Vi har dog overvejet at flytte hende til en mindre børnehave da vi oplever at mange af børnene er voldsomme og højtråbende, og næsten 25 % af børnene er flygtningebørn der desværre ikke er ressourcer til. Ingen tvivl om at hun ser nogle (for hende) voldsomme ting og hører rigtig mange grimme ord.
Hun er hypermobil og har derfor også nogle grovmotoriske udfordringer som trætter hende og gør at hun har svært ved at følge med i fysisk udfordrende lege som fange, fodbold og lignende. Hun vælger derfor ofte de stillesiddende lege i børnehaven, og der er ikke ressourcer til at få hende med i andre legegrupper.
Hun vil gerne ride og svømme med os, hvilket hun gør hver uge, men alligevel er hun til den store side rent vægtmæssigt (18 kg og 102 cm), og det gør selvfølgelig også noget i forhold til at være aktiv. Det er jo hårdt når man er lidt stor.
Vi serverer kun sund mad for hende og gør hvad vi kan for at passe på, men de sidste måneder er hun blevet mere og mere ”Træt og ugidelig”, og det hjælper ikke på vægten jo.
En typisk dag ser sådan her ud:
Morgenmad: Havregrød af ca en dl havregryn, med vand. Kanel på toppen.
Formiddagsmad: (i Børnehaven) en halv rugbrød eller en grovbolle med pålæg og gnavegrønt.
Frokost: en hel rugbrød med pålæg samt gnavegrønt som gulerod, peberfrugt, agurk og tomat. Ofte også lidt fisk, kartoffel eller fuldkornspasta fra aftensmaden.
Eftermiddagsmad: Et stykke frugt samt en grovbolle/halv rugbrød/knækbrød med ost.
Aftensmad: gnavegrønt samt almindelig aftensmad med både kød, grønt og ris/kartoffel/rodfrugter/fuldkornspasta.
Hun spiser ikke sovs, men vil gerne have lidt ketchup, og hun drikker altid vand, bortset fra de dage hvor hun spiser morgenmad i børnehaven, der får hun et halvt glas mælk. Hvad hun spiser hos sin far ved vi ikke, men det er mest sundt, og der er ikke slik, sodavand, saft og den slags andet end når de er i byen. Dog er de tilhængere af mælkeprodukter så der får hun yoghurt, og mælk til alle måltider.
Hun gider ikke længere være ude på trods af godt tøj der holder hende både varm og tør, og vil helst tegne, klippe, bygge lego osv indenfor.
Det blev vist en rodet omgang, som jeg håber du kan finde rundt i. I bund og grund har vi brug for råd til at håndtere hendes savn efter far, og hvad vi skal gøre i forbindelse med den nye baby hos far, vi tænker ikke at savnet bliver mindre. Vi har også brug for råd til at håndtere hendes vrede herhjemme, samt om vi bør kigge på en anden børnehave.
Og så er vi i tvivl om hvad vi gør ifht hendes vægt og hypermobilitet.
Jeg håber du kan komme med lidt tanker om vores udfordringer og måske hjælpe os lidt videre.
Med venlig hilsen
Den bekymrede mor.
Annoncer
Sponsorerede artikler
Baby sok med pulsmåler - hvad er det?
De fleste forældre kender følelsen. Man har endelig lagt sin baby til at sove, lyset er slukket, og alligevel lister man tilbage et kvarter senere for lige at tjekke, om alt er, som det skal være. Netop derfor er en baby sok med pulsmåler blevet et oplagt valg for familier, der ønsker mere ro ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
20. april 2026 | Opdragelse | 3 år, 7 mdr.
Kære Helen, Mit spørgsmål går på en bekymring for min lille pige på 3,5 år....
18. marts 2026 | Opdragelse | 3 år, 1 mdr.
Hej Helen Jeg har lige et spørgsmål omkring det her med at sige undskyld....
9. marts 2026 | Sygdom | 3 år, 6 mdr.
Hej Helen Jeg er mor til en dreng på 3.5 år, som desværre har fået...
27. januar 2026 | Opdragelse | 4 år
Kære Helen Jeg har berørt emnet før, men kommer ikke rigtig videre. Min...
25. januar 2026 | Renlighed | 3 år, 6 mdr.
Hej, Vi har toilettrænet to børn tidligere, men vores dreng har problemer....
Viden om børn:
Kosttilskud - børn
Følgende kosttilskud anbefales til børn:
- D-vitamin tilskud gives til alle børn i alder 0-4 år. Der gives 10 mikrogram dagligt. Børn med mørk hud og/eller børn, som går klædt, så kroppen er tildækket om sommeren skal forsætte med D-vitamin gennem hele barndommen/livet.
- Calcium gives til børn, der har mælkeallergi eller til børn, hvor forældrene ikke ønsker at give deres barn mælkeprodukter. Der gives 500 mg dagligt fra 1 års alderen.
- Jerntilskud...
Hofteklik
Alle nyfødte undersøges for hofteklik - også kaldet hofteskred eller hofteledsdysplasi. Det ses hos ca. 1% af alle børn. Det opdages ofte ved, at man kan høre et lille klik, når barnets ben drejes op mod maven og udad. Det skyldes, at lårbenshovedet kan glide ud af hofteskålen ved denne bevægelse.
Hvis man har mistanke om, at barnet har en medfødt hoftefejl, så vil barnet blive undersøgt med ultralyd. Hvis barnet har hofteklik, skal det behandles med en skinne, der holder benene...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Tusind tak for din plan for dagen, både hvad angår søvn og mad. Det er lykkes os at overholde din plan og det har været guld værd. Nu sover vi alle sammen meget bedre om natten.
De sidste 3 uger, har han faktisk kunne sove fra kl. 20 til 06 hver nat - og det er fantastisk, før vågnede han en gang i timen!
Tak fra drengens forældre







