Svar: Skilsmissebarn og fyldt med vrede

---

Kære bekymrede mor

Tak for dit brev og alle dine spørgsmål - jeg vil forsøge at svare lidt på det hele, så jeg kommer nogenlunde rundt... :)

Først - jeg kan godt forstå, at det smerter dig, når far siger at "hans nye kæreste skal have lov at blive mor uden at min datter er der den første tid"... Det kan godt være, at det er kærestens første barn, men han har to børn - og at vælge ham, er også at vælge hans datter. Så det gør ondt, og det er meget svært at forstå. Uanset hvordan man vender og drejer det, så vil det gøre, at jeres datter ikke føler sig ligeså meget værd som sin lillesøster. Hun vil naturligt føle sig tilsidesat, og hun vil være i tvivl om, hvorvidt han elsker hende ligeså højt som den lille ny... Og det er problematisk! Men som du skriver, så lyder det som om, at det er sådan det er - og så må man sige, at det giver ekstra udfordringer for dig.

Der ligger en særlig opgave i at du støtter din datters selvværd og giver hende følelsen af, at hun er noget ganske særligt, at hun har værdi. Ikke fordi hun kan noget særligt, men blot fordi hun er den, hun er. Og heldigvis lyder det som om, at både du og din kæreste er rigtig gode til at rumme hende og være der for hende - og også anerkende at det kan være svært at være 3.5 år.

Og det er svært - og nogle gange måske ekstra svært for netop jeres lille pige. Jeg tror nemlig ikke, at hun er vred, men snarere, at hun er usikker og også træt. Hun bruger rigtig mange kræfter på blot at være... Hun er i en daginstitution, som lyder til at have lidt udfordringer. Der er rigtig meget uro og mangel på ressourcer - og det lyder som om, at jeres datter måske nogle gange kommer til at stå i mange svære situationer, hvor hun står der alene. Hun har det svært grovmotorisk, det er svært for hende at følge med, og hun fravælger derfor naturligt de mere aktive lege og sætter sig med mere stille aktiviteter. Det er naturligvis helt okay - men det er vigtigt, at der er voksne som har tid, overskud og lyst til at hjælpe hende til også at lave andet end at tegne og bygge perleplader. Der vil naturligt opstå konflikter mellem børn i denne alder, og det er vigtigt, at der er voksne, som griber ind, guider, forklarer, hjælper børnene med at lege sammen, finde ud af tingene sammen osv. i løbet af dagen. Børnene skal ikke være alene om at håndtere det svære...

Når børn er 3-4 år gamle, så begynde de ofte at sammenligne sig med andre børn. De lægger mærke til, hvad de kan og hvad andre børn kan. Jeres datter kan f.eks. begynde at tørre sig om munden med sit ærme, og hvis I siger til hende, at hun skal bruge sin serviet, så svarer hun f.eks. "jamen sådan gør børnene i børnehaven" eller lignende. Hun begynder stille og roligt også at gøre opmærksom på ting, som hun mestrer og siger f.eks. "se mig - se hvor højt jeg gynger", eller "se, jeg kan stå på et ben" eller hvad det nu kan være. Det er altid vigtigt for børn at føle, at de er noget særligt, og at de kan noget særligt - men det er rigtig vigtigt for børn i denne alder... og igen handler det om selvværd og også selvtillid. Det er to forskellige ting.

Selvtillid handler om det vi kan, det vil sige de ting som vi er gode til, de ting vi præsterer. Hvis man er god til at klatre i træer, spille bold eller god til at tegne eller andet, så har man selvtillid på disse områder.

Selvværd handler om, at man synes man selv har værdi. Det handler om, hvem man er, og hvordan man forholder sig til sig selv. Børn får højt selvværd af at blive set og anerkendt af deres forældre, af at føle de er værdifulde.

Når jeres datter sammenligner sig med andre - det kan både være jer forældre, legekammeraterne i børnehaven, lillesøster når hun kommer til verden - så spiller hendes selvværd og selvtillid ind. Hvis hun har en lav følelse af selvværd, så vil hun føle sig forkert. Hun vil føle, at andre er lidt pænere, lidt dygtigere, lidt bedre, lidt sjovere osv. end hun er. Har hun derimod et højt selvværd, så ved hun godt, at hun er nøjagtig som hun skal være, og at ingen kan tage hendes plads.

Det er vigtigt, at hun føler sig godt nok, selvom hun motorisk ikke er lige så hurtig som de andre, ikke kan klatre som de kan, ligger lidt til den "tunge side", eller ikke ligger og pludrer ligesom en baby... Og hendes selvværd og selvtillid skal naturligvis både styrkes hjemme, men også ude - og også hos far. Og det lyder faktisk ikke helt til at være tilfældet, ud fra det du fortæller...

Derfor tænker jeg, at din vigtigste rolle netop er at vise hende, at hun er noget særligt, og at hun altid vil have en vigtig plads i dit hjerte. Og faktisk tror jeg godt, at hun ved det... for det er netop derfor, at hun prøver ekstra grænser overfor dig. Hun har en helt grundlæggende følelse af, at du altid vil være der for hende - uanset hvordan hun er, og uanset hvordan hun opfører sig - og det gør det netop trygt at reagere overfor dig, vise dig alle følelserne, vise dig, at hun nogle gange har det ...

---

---

... rigtig svært. Så selvom det er hårdt, så tænker jeg, at du skal prøve at se det som noget positivt, at hun faktisk reagerer...

Det kan godt blive rigtig svært at håndtere den afvisning hun får af sin far, når han bliver far igen... og det vil være rigtig godt, hvis I kan komme på besøg og hun kan se sin lillesøster. Og så må du prøve at vurdere, hvor meget du kan sige og forklare, for det er begrænset med den alder hun har... Det er rigtig svært, når det er dig, der som du skriver "står på mål for hendes vrede og savn, og det er hendes far, der fravælger hende til fordel for sin ”nye familie”." - og ja, du har helt ret i, at der kommer til at gå år, før hun begynder at kunne se, hvordan det hænger sammen.

Det bedste du kan gøre er dog at rumme de følelser, hun har. Når hun "vil have sin far", giver udtryk for at hun vil derhen, eller hun vil være sammen med baby osv. så må du forsøge at sætte ord på disse følelser, så hun føler sig forstået. Det kan f.eks. være at sige "du vil bare så gerne være hos far og baby, det er også dumt, at du ikke kan komme derhen" - så hun på den måde hører, at du forstår, hvad hun vil, men samtidig holder fast i, at hun ikke kan være hos dem. Og så skal du naturligvis også tilbyde hende et godt alternativ "ved du hvad, har du ikke lyst til at vi to sidder og putter lidt?" eller lignende, så hun mærker, at du rigtig gerne vil hende, at du ikke forsvinder - heller ikke selvom hun forsøger at skubbe dig væk....

Og nogle gange skal du også medtænke, at ønsket om at komme hen til far nok ikke bunder så dybt. Faktisk kan hun nogle gange også bruge dette "jeg vil have min far", som udtryk for den afmagt hun føler, når verden går hende imod. Det behøver ikke være fordi hun ikke kan bruge dig eller din kæreste, eller foretrækker sin far, det kan sagtens bare være en måde at "slippe ud af en svær situation på", så det er det hun siger. Lidt ligesom når børn leger, bliver uvenner og nogle så naturligt vil reagere med "så går jeg bare min vej" eller "så gider jeg aldrig at lege med dig mere"... en trussel, en reaktion, der ikke er ment så dybt...

Det kan godt være en mulighed med en mindre institution, hvor der er mere ro og mere tid til det enkelte barn. Jeg kan godt forstå, at I har disse overvejelser. Jeg ved fra dine tidligere breve, at jeres datter tidligere har haft en infektionstilstand i sine led og hofte, og at det er derfor hun motorisk er sat lidt bag ud - er det stadig noget hun er påvirket af? I givet fald, så kunne det være rigtig godt, hvis hun også kunne være i en institution, som kunne tage lidt hensyn til dette...

---

---

Om hun skal flyttes til en ny børnehave afhænger dog meget af, hvordan I oplever at hun generelt trives.. Hun leger jo, virker glad og okay - lige indtil hun kommer hjem, så kommer reaktionen og jeg tænker, at I skal forsøge at finde ud af, om hun reagerer derhjemme fordi hun føler sig for udfordret i hverdagen, simpelthen bruger for mange kræfter både motorisk og mentalt på at være i den pågældende børnehave. Og hvis I tænker, at det er tilfældet, så prøv at besøge det andet sted, tal med pædagogerne, fortæl lederen om jeres datter og de udfordringer hun har, hør hvad lederen af institutionen tænker og hvad de tilbyder... Tag ikke jeres datter med derhen i første omgang. Det er en beslutning, som I tager - og hvis I så skønner, at det vil være godt for hende at flytte institution, så fortæl hende det først, når det er aktuelt.

Med hensyn til vægten, så lyder det som om, at I har nogle rigtig fine overvejelser her og det er super godt, at I både svømmer og rider :) Det er naturligvis svært, når hun hver anden weekend er hos sin far og I der ikke helt kan vide, hvad hun får at spise og hvor meget, men det lyder som om, at alle her er lidt opmærksomme på at hjælpe hende.

Kan hun lide at danse? I kan danse hjemme i stuen. Det vil være en måde at blive rørt på, så hun ikke "kun" sidder stille. Og jo mere hun er i bevægelse, jo mere styrkes hendes balance og hendes koordinationsevne - og det hjælper på hendes hypermobilitet.

Dagsplanen ser umiddelbart fin ud. Eneste kommentar er kanel på morgengrøden - pas på mængden. Kanel indeholder kumarin, som kan give leverskader. I kan tale med lægen om muligheden for en henvisning til diætist, som evt. kan lave en kostplan til jeres datter... Det er rigtig godt, at I har et fast måltid om eftermiddagen, ud over en grovbolle, rugbrød eller lignende, så kan hun også tilbydes lidt råkost. F.eks. kan du lave en gulerodssalat, hvor du river gulerod, evt. sammen med lidt spidskål, gerne lidt revne æbler og måske drysser med lidt appelsinstykker og en lille smule rosiner (max 50 gram om ugen). Det giver en naturlig sødme og er samtidig sund mad om eftermiddagen - og det kan være med til at stabilisere blodsukkeret og dermed humøret sidst på dagen:)

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke fortsat - og stort knus fra mig til dig:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---