Svar: Svært ved at komme ud med baby
Kære R
Tak for dit brev og fine, åbne, ærlige tanker :)
En fast rytme kan nogle gange være en god idé, fordi det giver lidt overblik over dagen og dermed også dig mulighed for at planlægge, hvornår du skal handle, gå en tur, vaske tøj osv. Men børn kan naturligvis ikke puttes i kasser, og som du selv skriver, så har din dreng jo ikke læst dagsplanen - og derfor skal du give ham en vis fleksiblitet :)
Nu hvor han er 6 måneder gammel, så begynder de fleste børn dog at få lidt mere rytme. Dagen bliver inddelt mere i vågne og aktive perioder og perioder, hvor han sover. Og han skal have skemad mange gange dagligt nu - det er også med til at skabe mere rytme og dermed mere overblik for jer.
Jeg vil anbefale dig, at du forsøger at starte dagen nogenlunde samtidig uanset, hvad dag på ugen det er. Hvis I står op til fast tid og lillebror kommer op til samme tid hver morgen, så er der stor sandsynlighed for at resten af dagen vil begynde at følge efter. Det kan være en god idé at du f.eks. serverer morgengrød kl 7.30 - hvornår spiser storesøster, så kan de spise sammen? Når morgenmåltidet ligger fast, så kan du lettere regne med, hvornår de øvrige måltider, puttetidspunkter osv. ligger resten af dagen.
Så selvom du ikke er så glad for dagsplaner, så kommer en rettesnor her:
Tidlig morgen 05/06: Ammes eller flaske og sover videre
Morgen 7.30: Havregrød, vand af kop.
Formiddag 9: Frisk blød frugt i hånden, frugtmos, vand af kop
Ammes eller flaske og puttes til formiddagslur
Frokost 11.30: Øllebrød eller grøntsagsmos, og der begyndes med kød eller fisk i mosen, suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden, vand af kop.
Ammes eller flaske og puttes til middagslur
Eftermiddag 16: tilbydes frisk blød frugt i hånden og frugtmos, vand af kop.
Ammes eller flaske og puttes til dagens 3 lur, som ofte er en kort lur. Mange børn begynder at springe denne lur over i 6-7 måneders alderen, så måske forsvinder den nu:)
Aften 18: Grøntsagsmos og der begyndes også her med kød eller fisk i mosen, ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden, vand af kop.
Ammes eller flaske og puttes til natten ca kl 20. tidspunktet variere lidt efter, hvorvidt han har sovet 2 eller 3 lure i løbet af dagen.
Sen aften 23.30: Ammes eller flaske og begynder nu at kunne sove uden yderligere mælk til næste morgen tidlig. Det vil sige at mælken midt nat trappes ud, så han kan sove 5-6 timer uden mælk.
Det er vigtigt for dig at komme ud. Du skal for det første lidt væk fra hjemmets fire vægge, opleve lidt andre ting, få lidt nye indtryk :) Men du skal også ud at have lys og frisk luft. Det er vigtigt for dit overskud, at du får dagslys og "vind i håret" og især nu, hvor vi går den mørke tid i møde, så er det vigtigt, at du ikke opholder dig indendøre hele dagen... Det er også vigtigt, at du kommer ud og rører dig, bruger dig selv lidt motorisk :)
Derfor vil jeg anbefale dig, at du gør det til en fast vane at gå en tur med barnevognen dagligt. Hvornår det skal være afhænger helt af, hvordan I ellers har ...
... indrettet jer derhjemme. Hvem afleverer og henter storesøster? Ligger hendes institution i gåafstand, så du f.eks. kan putte lillebror i barnevognen og trille af sted med ham og storesøster ved siden af. Måske kan storesøster blive afleveret lidt senere, så I netop kan nå det hele. Måske kan far aflevere hende, og du hente hende - og så netop hente hende på et tidspunkt, hvor det passer at lillebror så kan sove igen...
Stille og roligt bliver lillebror stærkere. Han begynder at kunne sidde op i barnevognen og du kan derfor trille af sted, hvor han starter med at sidde. Han kan kikke på verden, ting I kører forbi. Du kan småpludre med ham osv. og når han viser sig parat, så kan du lægge ham ned, så han kan sove - og trille hjem igen - eller måske udnytte tiden til at få handlet lidt dagligvarer... På den måde kan du stille og roligt begynde at udnytte tiden til netop at komme ud og også få gjort lidt praktisk...
Hvis du forsøger at følge ovenstående rytme (stadig med fleksibilitet:)), og du sikrer ham skemad, mellemmåltider, vand af kop og mælk - og derefter så sætter ham i barnevognen og triller ham en tur, så er han fyldt godt op og bliver samtidig også fyldt op med indtryk - og kan derfor forhåbentlig sove en god lur. Så er der ikke grund til, at du bliver bekymret for at køre med ham i hans vågentid, da han jo netop har været vågen og skal til at sove. Ligesom du ikke behøver være bekymret for hans indtag - da han jo har fået både mad og mælk...Det bliver naturligt lettere i takt med at han bliver ældre, kan spise mere varieret og aktiveres på en anden måde - og naturligt ikke behøver mælk helt så tit. På den måde arbejder tiden også for jer :)
Når I er hjemme, vil det være rigtig godt, at du leger med ham, danser med ham, hjælper ham med at tumle og bruge sig selv godt både motorisk og mentalt. Han skal hjælpes til at trille, dreje rundt, få fat i sine fødder, trække sig op til siddende stilling, - stadig lægges på maven så meget som muligt, så han kan øve sig i at krybe osv. Og du skal synge med ham, pludre med ham, stimulere hans sproglyde, synge sange med fagter, hvor du også bruger hans krop f.eks. "hjulene på bussen", hvor du cykler med hans ben imens du synger osv.
Det lyder som om, at han er rigtig godt med motorisk og det er super dejligt. Du skal derfor forsætte med alt det, som du sandsynligvis allerede gør:) Det er rigtigt, at børn der udvikler sig hurtigt motorisk ofte er lidt senere om at tale - de kan ikke det hele på en gang, en ting af gangen. Men du må naturligvis meget gerne styke hans sprog og opfordre ham til at lave mange forskellige lyde, pludre med ham i løbet af dagen, sætte ord på ting du gør, ting I kikker på osv. Det gør du sikkert også allerede :)
Det er dejligt, at han har en storesøster - han elsker sandsynligvis at kikke på hende og følge alt hvad hun gør :) Og han har ikke behov for yderligere legekammerater med den alder han har. At komme ud er lige så meget for din skyld:)
Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - stort knus med på vejen og rigtig meget held og lykke fortsat :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Baby sok med pulsmåler - hvad er det?
De fleste forældre kender følelsen. Man har endelig lagt sin baby til at sove, lyset er slukket, og alligevel lister man tilbage et kvarter senere for lige at tjekke, om alt er, som det skal være. Netop derfor er en baby sok med pulsmåler blevet et oplagt valg for familier, der ønsker mere ro ...
Viden om børn:
Gluten til baby
De fleste børn kan tåle gluten, og gluten kan introduceres til barnet i 4-6 måneders alderen under hensyntagen til de anbefalinger, der i øvrigt gælder om variation i kosten, når skemad gives til småbørn.
Hidtil sagde man, at spædbørn ikke måtte introduceres til gluten før efter 6 måneders alderen, men disse anbefalinger blev i 2015 lavet om, da der ikke er fundet videnskabelig dokumentation for at vente med at introducere gluten.
Gluten findes især i hvede, mens...
Skråstol
Børn har brug for at kunne bevæge sig frit for at udvikle sig bedst muligt. Børn der placeres i en skråstol vil sidde passivt og vil, hvis de sidder der længe, blive svage i nakke og ryg. Man kan sagtens vænne et barn til at sidde i en skråstol, hvis det har underholdning foran sig, og det kan være bekvemt for forældrene, men det er ikke det bedste for barnet.
Et barn skal have lov til at være på gulvet så meget som muligt. Det er på gulvet at barnet lærer at trille, krybe og...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.




