Brev:

Reaktion ved lillebrors ankomst

Kære Helen,

Jeg skrev til dig i sidste måned, da vi var bekymret om min datters reaktion (22 måneder) når lillebror blev født. Nu er han kommet til verdenen, hun er meget glad for ham, giver ham kys og spørger meget til ham, men der har også været en stor reaktion.

Vil nævne at hun hentede os sammen med min mor på hospitalet så hun forstod at der blev lillebror født, og hun blev hjemme i 4 dage sammen med os. (Hun kom dog et par timer hjem til mormor, når vi kunne mærke det blev for meget for hende).

Det går bedre for hver dag, og hun virker gladere, men jeg synes stadig der er meget at arbejde med, og jeg bruger meget energi og bliver påvirket af hun er så påvirket af det, og har simpelthen brug for redskaber til at kunne hjælpe hende, og til at vi forældre får ro i hjertet.

For eksempel vågnede hun op i går kl 04.00 grædende, og jeg kom ind til værelset, og hun vil slet ikke have jeg nærmede mig sengen, som om jeg var en fremmed. Hun skubbede mig væk og sagde nej mor! Og smed sutten. Jeg gik fra værelset, for at høre hvad hun sagde, og så blev hun også ked af det og kaldt efter mig. Græd og græd kunne slet ikke trøste hende. Jeg spurgte om jeg skulle sætte mig med hende, eller om hun vil op til mig, og alt var nej. Jeg tog hende op for at trøste hende og hun sparkede og ville ned. Da jeg sat hende ned græd hun, og løb ud af værelset men vidste ikke hvor hun vil hen. Så kastede hun sig i gangen og jeg sat mig i stuen og ventede lidt til at hun var ”færdig” nu hvor jeg ikke kunne trøste hende. Efter et stykke tid hvor hun vrider sig kom hun ind i stuen med mig. Efterfølgende gik vi ind i vores seng og efter et stykke tid faldt hun i søvn.

Jeg fik at vide at samme dag i vuggestuen vågnede hun også op grædende. Da jeg hentede hende i vuggestue, kom hun grædende og løbende hele vejen til mig, som et ulykkeligt barn. (de første dage efter han blev født var hun ked af det i vuggestuen, og vil ikke afleveres men nu vil hun gerne blive og har en god dag, men så er der dage som denne, hvor hun virkelig giver udtryk for hun har det skidt).

Udover det med søvn, så er hun lidt på tværs, vi gør alt for at ikke diskutere med hende, men der er selvfølgelig grænser hun ikke skal overtræde, hvor vi bliver nødt til at sige nej, eller stop. Så bliver hun igen ked af det og smider sig på gulvet og alt er øv.

Hun giver lillebror kys, og vil gerne have ham siddende på hendes skød…men er meget optaget af at give ham sut på (når han græder må hun gerne) men ikke når han sover, så siger vi til hende (meget blidt og pænt) at lillebror sover, han behøver ikke sut, men hun vil gerne give ham sut ...

... alligevel… eller tager den fra ham og løber væk.

Spiser ikke særlig meget herhjemme (spist bitte styk mad nu i et par dage til aftensmaden, men i vuggestue og hos min mor spiser hun uden problemer).

Hun har også nogle dage hvor hun kommer hjem og er mega glad, og hun er en glad pige, og har haft en dejlig dag. Når hun besøger mormor er alt super godt, det er mere herhjemme med os og lillebror.

Det er så tit jeg går i seng ked af det fordi hun er sådan, og fordi jeg også når min grænse, og det hele er bare hårdere nu med to små. Hun er meget tæt på os, og har helt sikkert svært ved dette omvending, men vil virkelig gerne håndtære det rigtigt, hvilket jeg ikke helt føler jeg gør. Hvis jeg siger nej til noget, så gentager hun det for at provokere… nogle gange kan vi klare situationen ved at aflede hende væk og flytte fokus, men det er ikke altid det virker, og der er nogle ting som hun bare skal forstå at det ikke er ok.

Hun er begyndt på at bide (mig) ikke far, og slå. Og så griner hun som om det er en leg. Hun har slået lilebror en gang (ikke hårdt), og der fik hun skæld ud. Men jeg ved ikke hvor meget hun forstår at det ikke er OK, hun græder ikke… enten bliver hun stille og går ellers griner hun fordi hun tror det er en leg. Vi skælder normalt ikke meget ud, vi fortæller hende det ikke er ok, men lige for tiden kan man komme til det noget oftere, hvilket jeg virkelig ikke er fan af, og bliver meget ked af at gøre det. Kommer til det inden jeg når at tænke mig om, for min grænse er overtrådt for længst.

Det er så vigtig for mig at hun mærker hun stadig er ligeså speciel og at vi elsker hende lige så meget som lillebror. Min mand arbejder meget og jeg er meget alene med dem indtil han kommer hjem. Og kan mærke at min korte lunte og træthed gør at jeg ikke har meget overskud tilbage.

Jeg prøver at fortælle meget stille og rolig, hver gang der er noget. Men når alt er gået af sporet med hende og kaster med ting, osv. bliver det svært for mig at forblive rolig. Der er gange hvor hun får lov til at reagere i hendes soveværelset hvor hun ligger ned og skubber til ting så hun kan komme ud med det..

1. Hvordan kan jeg sige/gøre for at hun ikke bider/slår mig og lillebror, hvis hun gør det igen

2. Hvad kan vi gøre ved de nætter hun er meget ked af det, og er det fordi vi gør noget forkert hun reagere sådan?

3. Hvad siger vi til hende, når hun vil give ham sutten og han sover/ eller når vi ikke vil have hun gør noget – uden at hun bliver ved eller bliver sur

4. Har du nogle værktøjer grelt. til denne situation?

Glæder mig meget til at høre fra dig, det har vi virkelig brug for.

Læs Helens svar »

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

2. februar 2026 | Sygdom | 18 mdr.

En hård tid

Kære Helen Jeg har skrevet før og skriver nu igen. Det er pt. en rigtig...

Læs hele brevet og Helens svar

28. januar 2026 | Udvikling | 23 mdr.

Svære afleveringer i vuggestuen

Hej Helen. Vores datter på 23 måneder har gået i vuggestuen, deltid, siden...

Læs hele brevet og Helens svar

26. januar 2026 | Opdragelse | 18 mdr.

Halvandenårig gør skade på sig selv - Er det normalt?

Kære Helen Jeg skriver fordi jeg er lidt bekymret for min søn på snart 18...

Læs hele brevet og Helens svar

26. december 2025 | Opdragelse | 23 mdr.

Sut - 23 mdr.

Kære Helen Min datter er 23 mdr og bruger sut, mest til trøst og når hun...

Læs hele brevet og Helens svar

26. december 2025 | Opdragelse | 23 mdr.

Selvstændig 2 årig

Kære Helen Min datter er lige knap 2 år. Der er tydeligt, at hun er begyndt...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: