Brev:
At falde til ro og falde i søvn

Kære Helen
Tak for dit sidste svar angående længden af min barsel og mine bekymringer heromkring.
Jeg har et spørgsmål mere – denne gang om søvn: Min datter på godt 5 måneder har siden fødslen sovet rimeligt fint, altså hvad angår timer, når hun først er faldet i søvn. Hun har også en rimelig god rytme, kun afbrudt lige for tiden af en forkølelse – jeg håber dog, den kommer tilbage igen. Normalt ser hendes rytme således ud:
Vågner kl. 5.30/6
Formiddagslur kl. ca. 7 til 8.30/9
Middagslur kl. 11 til ca. 13/13.30 (i barnevogn, trillende)
Eftermiddagslur kl. ca. 16.00/16.30 (en halv time)
Kort aftenlur på en halv time mellem kl. 18 og 19.
Puttes til nat kl. ca. 21. Og har en sen aftenamning kl. ca. 23 og natamning kl. ca. 3)
Når hun skal sove har vi siden hun var spæd ”vugget” hende i søvn i favnen, eller rettere ”hoppet”, da vi sidder og hopper på en stor bold med hende (dog ikke, når hun skal sove middagslur i barnevognen, selvfølgelig – der sover hun med det samme, men bliver jo sådan set også vugget dér!). Det hjalp os rigtigt godt i begyndelsen at ”hoppe” på bolden, da hun var helt lille, for hun tog vældigt hurtigt på i vægt, og bolden aflastede ligesom ryggen lidt ift. at vugge hende i armene.
Dengang læste jeg, at hun i så lille en alder, godt måtte falde i søvn i favn og ved bryst. Jeg bekymrede mig for om det nu ville aftage – men i dag behøver hun ikke brystet for at falde i søvn. Derfor tænkte vi også, at det med at blive vugget, også måtte aftage.
Men det gør det jo ikke. Problemet er jo så, at hun er blevet vant til at falde i søvn i vores favn, hoppende på en bold, når hun skal sove i sin egen seng. Endnu en gang er hun ved at blive for tung, særligt for mig, men jeg synes næsten at det er værre, at hun ikke kan falde til ro selv, blot ved at vi er ved hendes side. Jeg har selvfølgelig læst brev efter brev hos dig om dette – og vi har gjort hvad du skrev til andre: Vi svøber hende, før hun bliver bliver ”hoppet”, vi hopper kun ganske lidt til sidst, hvor hun døser hen, lægger hende forsigtigt over i sengen før hun sover helt og rykker lidt frem og tilbage mens hun ligger der, indtil hun falder rigtigt i søvn. Det har vi gjort i et godt stykke tid nu – men vi kan ligesom ikke rigtigt komme skridtet videre herfra, altså komme fra at hun bliver lagt døsig til at hun kan falde til ro i sengen selv.
Sommetider, når vi har lagt hende i sengen, liver hun helt op, når hun opdager, hvor hun kom hen. Vi lægger hende i sengen og vupti – hun ...
... lyser op, smiler stort og spræller med hele kroppen, klar til at lege – selv efter at hun er blevet helt døsig og tydeligt meget træt og soveklar. Og vi må hoppe igen …
Vores aftenrutine består i at give hende nattøj på, amme hende og sætte os ind med slukket lys ved siden af sengen og synge Elefantens Vuggevise. Hun er tydeligt træt, når vi går i gang med at gøre hende sengeklar – gnider øjne og gaber. Når vi sidder med hende og synger, har hun sin lille bamse/nusseklud i hænderne, og ind imellem en sut (det skifter om hun vil tage den, generelt tager hun aldrig sut om dagen, men ind imellem gerne om natten ved putning). Dette har vi altid gjort med hende i armene, men har selvfølgelig også prøvet at lægge hende i sengen, når vi synger; hun er i hopla der, men falder til ro, når vi sidder med hende og synger.
I det hele taget har hun meget svært ved at finde ro, hvis ikke hun er i en favn. Hun er en fantastisk glad og aktiv pige, og hun er klar på leg, så snart hun ligger ned og vi kigger på hende. Det bekymrer mig lidt, at hun ikke kan finde roen selv.
Vi har spurgt vores sundhedsplejerske om råd, og hun foreslog at ”træne” det at ligge og mærke at være træt med hende, fx om aftenen på sofaen. Det har jeg prøvet nogle gange, når hun virker lidt aftentræt, altså lagt hende på sofaen og mig selv ved siden af og talt roligt og nusset hende. Men hun er bare fuld af energi så snart vi er i dén konstellation, altså hende liggende og os kiggende på hende. Når man så har ligget med hende i lang tid og dysset og udstrålet ro og træthed, bliver hun til sidst utilfreds, hun brokker sig og bliver til slut gal/ked af det.
Vi har også prøvet dette med at få hende til at falde til ro, før hun skal sove, inde i vores seng (som står ved siden af hendes), hvor vi ligger med slukket lys og taler roligt og dysser lidt ned. Men hun pludrer løs og ligger og mærker på vores ansigter og spræller med benene – indtil hun bliver utilfreds. Vi har også prøvet dette med en lille lysende snekugle tændt, som hun kan kigge på, mens hun falder til ro … Men ingen ro uden favn, og ingen søvn uden hop.
Vi får ofte lagt hende ved 21-tiden, fordi vi vælger at hoppe hende og det lykkes som regel at få lagt hende efter et par ”ture” (det tager normalt max 20 min.), men vi synes jo, at hun snart skulle kunne finde ro uden at være i favn.
Hvad søren skal vi gøre?
Da vi over nytår skulle i sommerhus, pakkede vi bolden, så vi kunne hoppe alle steder …
Mange hoppende hilsner
En mor og en far
Annoncer
Sponsorerede artikler
Få eksperternes anbefaling af den bedste hudpleje til babyer
Sundhedsplejersker, jordemødre og børnelæger peger på Olívy
Når det gælder pleje af babyers og småbørns hud, skal man ikke tage nogen chancer. Her er kun det bedste godt nok. Det er derfor værd at lytte til, hvad eksperter og fagfolk siger. Olívy baby care – diaper change bliver anbefalet af ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
11. juni 2026 | Kost og ernæring | 5 mdr.
Kære Helen Vi kunne godt bruge lidt hjælp til madopstarten af vores pige,...
13. maj 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Mudrede nætter og manglende søvn
Kære Helen, Tusind tak for dit grundige svar til mit seneste brev. Jeg...
29. april 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Kære Helen, Jeg er ny mor - og ny herinde, og jeg har et par spørgsmål i...
19. april 2026 | Sovevaner | 6 mdr.
Kære Helen Som du ved, så er vores barn nummer 2 en svær størrelse, der har...
16. marts 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Kære Helen Her opfølgning på tilvænning af barnevogn. At putte ham ned...
Viden om børn:
Calcium
Calcium findes hovedsagligt i mælkeprodukter, herunder modermælk og modermælkserstatninger.
Calcium er vigtigt til opbygning af skelettet og er derfor af stor betydning for børn, der naturligt skal vokse meget. Hvis barnet ikke får calcium nok, vil der frigøres calcium fra skelettet for at opretholde koncentrationen af calcium i blodet.
Børn der ammes eller får flaske får dækket deres behov for calcium derigennem og det anbefales at børn får modermælk eller...
Mælkedranker
Nogle børn drikker så meget mælk, at det tager pladsen op for den egentlige mad. Disse børn kalder man for mælkedrankere.
De første 6 måneder vil det lille barn naturligt leve af mælk, men i takt med at barnet bliver ældre, begynder at spise mere og mere rigtig mad, så er det vigtigt, at mængden af mælk skrues gradvist ned. Hvis barnet gennem for lang tid lever mest af mælk, vil barnet kunne komme til at mangle vigtige næringstoffer - som naturligt indtages via en almindelig sund...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.









