Brev:
Min søn er konstant farsyg og gider mig ikke
Kære Helen.
Jeg skriver til dig, som en fortvivlet og ulykkelig mor, der føler at jeg har fejlet i forhold til at blive den mor jeg havde forestillet mig jeg skulle være. Jeg er mor til en snart 2 årig fantastisk lille krudtugle.
Min søn har igennem det meste af sin opvækst (hvis vi ser bort fra min barsel med ham) været meget farsyg. Hvis hans far er hjemme er det hele tiden ham han går til, også for at blive trøstet hvis han fx slår sig.
Jeg har som de fleste andre mødre læst bøger om børnenes udvikling, hvor der også ligges vægt på, at det ofte er moren der indtager den rolle, som min mand nu har i forhold til vores søn. Og så er det jeg tænker, hvor er det jeg har fejlet i forholdet til min søn?
Jeg elsker ham over alt på jorden, hvilket jeg også dagligt forsøger at vise ham med kys og kram, men når jeg fx spørg ham, må jeg få eller må jeg give dig et kram siger han ofte nej (hvilket generelt er et ord han bruger meget i øjeblikket)
I det hele føler jeg bare han ofte vælger mig fra og det gør mig bare så forfærdelig ked af det, fordi han er det vigtigste i mit liv, og jeg vil gøre at for, at sikre at han har det godt og får det han skal have.
Situationen blev jo selvsagt ikke bedre efter min barsel, hvor jeg begyndte på noget arbejde og det således var min mand der var mest hjemme med ham.
Nu har jeg så igennem de sidste 6 mdr. arbejdet i et vikariat i København, hvor jeg er væk rigtig mange timer om dagen, da jeg også har lang transporttid, men vores bolig ligger godt i forhold til min mands arbejde.
Jeg føler bare jeg er sat i en rigtig møj-situation. Alternativet til dette job er dagpenge, som jeg før jeg får set mig om falder ud, hvis jeg ikke siger ja til de vikariater jeg får tilbudt. Samtidig vil jeg jo også gerne give min søn en så tryg ramme som muligt, som jeg jo ikke med sikkerhed kan give ham, hvis jeg falder ud af dagpengesystemet og vi således kun har ...
... en indtægt at leve af. Så selvom man nok tænker, så stop med at arbejde, så er valget bare ikke så lige til for mig.
Igennem min opvækst arbejdede min mor også rigtig meget og jeg svor, at jeg ville gøre det anderledes, når jeg fik børn og være der 100 procent, men nu føler jeg at jeg gør nøjagtigt det samme, dog uden det er med min gode vilje, men mere fordi jeg føler det er noget jeg er nød til, da jeg ikke kan overskue konsekvenserne ved at lade være. Men samtidig føler jeg at jeg går glip af meget af min søns opvækst. fx havde han en situation idag, hvor han så svesker for første gang og troede det var kæmpe rosiner, en lille ting, men for mig en stor ting, fordi det igen er noget jeg er gået glip af af øjeblikke fra hans opvækst.
Det skal siges at jeg har et handicap, der gør at jeg ikke går så godt. Jeg har selvfølgelig ofte overvejet om dette har noget at sige, for det jeg oplever med ham.
Vi har lært at håndtere de fleste udfordringer og jeg kan sagtens klare at have ham hjemme uden min mand er hjemme. Samtidig må jeg indrømme, at jeg ikke håber at et fysisk handicap har betydning for, hvilken relation man kan få til sit barn? Min søns sundhedsplejerske udtrykte da også, at hun havde oplevet ham som tillidsfuld og med en god tilknytning til mig, da hun stadig kom hos os.
Jeg ved godt jeg i den bedste verden burde gå til psykolog med de her ting, da det helt sikkert også bunder i et grundlæggende selvværdsproblem fra min side.
Sagen er dog bare den, at jeg simpelthen ikke har pengene til, hvad sådan et forløb koster.
Så kan du evt. give mig nogle råd til, hvordan jeg kan blive og føle mig som en bedre mor overfor min søn? Er den adfærd jeg oplever fra ham normal og ikke tegn på dårlig tilknytning til mig siden det bliver ved, selvom han snart er 2 år?
Undskyld den lange klagesang, men håber trods alt du kan hjælpe mig lidt på vej...
Bedste hilsner
Den ulykkelige mor.
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan forebygger du bleudslæt
Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift
Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
28. oktober 2025 | Sovevaner | 20 mdr.
Søvnunderskud og lange putninger
Kære Helen Jeg har fundet hjælp mange gange ved at læse tidligere svar i din...
18. oktober 2025 | Opdragelse | 20 mdr.
Lur og temperament udfordringer
Kære Helen, Jeg skriver til dig fordi jeg oplever et par udfordringer med...
2. maj 2025 | Sovevaner | 21 mdr.
Kære Helen, Vi håber, du kan hjælpe os med at skabe en kortere og endnu...
2. maj 2025 | Udstyr | 22 mdr.
Kære Helen Som du ved, så har vi store udfordringer med storesøsters (22mdr)...
13. april 2025 | Opdragelse | 22 mdr.
Håndtering af selvstændighedsalder og aftenputninger
Kære Helen Jeg skriver til dig igen om vores datter på 22 måneder, som i...
Viden om børn:
Køkkenhygiejne
Når man laver mad til småbørn er god køkkenhygiejne særligt vigtig. Små børns forsvar overfor bakterier er mindre end voksnes, og derfor får børn lettere ondt i maven eller får en maveinfektion.
- Undgå at sprede bakterier mellem madvarer. Hold f.eks. rå grøntsager adskilt fra råt kød, så der ikke kommer jordbakterier på kødet, og så der ikke kommer bakterier fra kødet på grøntsagerne.
- Hold også rå madvarer adskilt fra mad, der er klar til at blive spist. Det...
Ruskevold
Nogle gange sker det, at man i overskrifter kan læse om børn, der er blevet rusket af deres forældre. Men lige meget, hvor meget eller hvor længe et barn græder eller skriger, så må man aldrig slå eller ruske sit barn.
Et spædbarn der ruskes kan få blødninger i hjernen, som kan medføre hjerneskade eller død.
Kommer du i en situation, hvor du kan mærke at du ikke kan klare barnets gråd og hvor du kan risikere at gøre dit barn ondt, så læg barnet i seng, lift eller...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.