Svar: Syg mor eller enebarn
Kære syge mor
Kæmpe stort tillykke med at du venter dig - hvor er det dejligt og hvor skønt at jeres datter allerede har talt om, at hun ønsker sig en lillebror eller lillesøster, det er det bedste udgangspunkt man kan få - selvom det nok er anderledes, end hun lige går og forestiller sig:)
Hvor er det synd, at du skal have så store problemer med migræne, og at graviditeten desværre gør det værre. Hos de fleste kvinder vil man ofte opleve en bedring under graviditet - og vi kan jo håbe, at det er tilfældet hos dig denne gang - men i nogle tilfælde giver gravidteten en forværring...øv...
Du skriver, at du er stoppet helt med smertestillende og som udgangspunkt er det jo også bedst, hvis du kan undgå at tage medicin, når du er gravid. Men - der er dog visse præparater, som du godt må tage f.eks. Sumatriptan (Imigran). Også Paracetamol (Pamol/Panodil) kan anvendes, selvom forbruget af dette generelt bør begrænses.
Du kan også tale med din læge om at få noget mod kvalme f.eks. metoclopramid (Primperan). Det kan måske hjælpe dig her i starten. Det anbefales ikke i 3. trimester.
Du bør undgå NSAID præparater - det er f.eks. Ipren. Du bør også undgå Kodimagnyler og lignende. Ligesom Ergokoffin, som ofte bruges mod migræne ikke bør tages under graviditet, da det kan give sammentrækning af livmoderen.
Jeg synes, det vil være en rigtig god idé, at du taler med din læge om, hvilke muligheder du har og så benytte dette i de situationer, hvor din hovedpine er uudholdelig.
Har du overvejet at forsøge med akupunktur? Nogle oplever god effekt af dette, og det kunne bestemt være et forsøg værd...
Har du overvejet massage? At få massage, få løsnet op i spændinger i nakke, skuldre osv. kan også have en vis effekt. Selvom det ikke er spændingshovedpine du har, men decideret migræneanfald, så kan det ikke undgås, at du netop på grund af dine smerter, går og spænder i kroppen og derfor kan det nogle gange hjælpe.
Med hensyn til hvad I skal sige til jeres datter, så er jeg enig med dig i, at det er vigtigt at være ærlig, så hvis du er syg og af den grund ikke kan deltage i visse ting, så må I godt sige til hende at "mor er syg", "mor har det dårligt", "mor har hovedpine" eller lignende. Andre gange vil det være fint ikke at nævne dette som årsag - det afhænger af den enkelte situation, som du også selv nævner. Det er netop vigtigt, at hun ikke oplever, at I "skjuler noget for hende" og samtidig også vigtigt, at hun ikke går og bekymrer sig unødigt. Derfor er det rigtig fint, at du nogle gange blot siger "jeg vil lige hvile mig lidt" eller lignende - fordi det er naturligt, at man nogle gange hviler sig, det kan hun jo også have ...
... behov for:)
I må gerne bekræfte hende i de følelser hun har, så når hun f.eks. siger at "det er sjovere, når mor er med" eller "mor skal også deltage" eller lignende, så må I gerne lytte til dette ønske og bekræfte, at sådan har I/du det også. Du kan godt sige "jeg synes også, det er super dejligt, når vi er sammen alle sammen" eller lignende, ligesom far kan sige "mor kan ikke være med i dag, men nu hygger vi to os og så er mor klar til leg lidt senere" eller lignende.
Det er dejligt, at I har mulighed for at have en au-pair og at I har valgt denne løsning, når situationen nu er som den er. Det giver naturligt aflastning i hverdagen, og du får langt mere mulighed for at trække dig tilbage, ligge med lukkede øjne og nedrullede gardiner. Det lyder som en god prioritering. Det er også dejligt, at bedsteforældrene vil komme og hjælpe, selvom det naturligt også kan være lidt hårdt at have dem på besøg, hvis det er flere dage, fordi de bor længere væk. Så I må her prioritere, hvad der vil fungere bedst:)
Det samme med legekammerater - i en periode må jeres datter hovedsageligt lege med andre hjemme hos dem eller lege i børnehaven, og så må I nedprioritere at have besøg hos jer. Det sker der ikke spor ved.
Når du er rigtig dårlig, så må du og far forklare jeres datter at du er syg og ikke kan lege. I må gerne sige til hende, at det ikke er fordi du ikke gerne vil, du vil faktisk rigtig gerne, men du har det for skidt til, at det kan lade sig gøre lige nu. Jeg synes ikke, at du skal "gemme dig", men naturligt trække dig tilbage og få den ro, som du har behov for - og så må I forklare jeres datter, at du er syg.
Hvis I fortæller familien, personalet i børnehaven osv. at du er gravid, så skal I også fortælle det til jeres datter. Da hun har den alder hun har og tydeligt har givet udtryk for, at hun ønsker sig en lillebror eller lillesøster, så er det vigtigt, at hun ikke får det at vide af andre. Da du kun er 4-5 uger henne, så er det dog generelt en god idé at vente lidt, for at sikre at alt forløber som det skal:)
Jeg synes bestemt ikke, at I skal fortælle, at det er babyen som gør dig dårlig, og at det går over igen, når babyen bliver født. Hun må ikke tro, at det er babyens skyld - og det kan godt være, at du har det værre nu på grund af graviditeten, men migræne har du jo generelt, også når du ikke er gravid. Samtidig er det jo et valg I har truffet - at I prioriterer graviditeten og det at få to børn, og derfor skal I sammen glæde jer over, at et lille nyt barn er på vej:)
Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre og glæder mig til at følge jer og endnu en lille ny:)
Rigtig meget held og lykke med det hele!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Få det perfekte, glødende og sunde look med Skøn Skincare
Hvis du ønsker at nyde velvære og luksus uden parfume, er der heldigvis mange lækre produkter, der kan give dig denne oplevelse. Gravide, småbørnsforældre og personer med parfumeallergi har ofte problemer med at finde produkter, der giver velvære og luksus uden parfume. Her introduceres SKØN ...
Viden om børn:
Pudendusblokade ved fødsel
Pudendusblokade er en bedøvelse af skeden og mellemkødet, som kan gives til kvinder, der er i fødsel.
Blokaden lægges oppe i skeden i slutningen af presseperioden, og den modvirker den voldsomme udspilingsfornemmelse, man føler, lige før barnet bliver født. Desuden virker blokaden bedøvende på mellemkødet, hvis man skal syes lige efter fødslen.
Pudendusblokaden er for de fleste lidt ubehagelig at få lagt, og den kan dæmpe presseveerne, så man som kvinde ikke kan...
Bad, de første gange
Det spæde barn kan komme i bad ret hurtigt efter fødslen og ofte beder mange om at få hjælp til det første bad, imens man endnu er på barselsafsnittet.
Når I beslutter jer for at bade jeres barn, så er det rigtig godt at have nogle faste rutiner:
- Et babybadekar er en god idé, nogen vælger også at bruge en speciel babyspand. Det vigtigste er at karret er afgrænset i størrelsen, det giver barnet lidt tryghed.
- Det er en god idé at tilbyde barnet...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.




