Svar: Søskendejalousi og 2.5 årig storebror

---

Kære Mor D

Tak for dit brev og alle dine åbne og ærlige tanker. Jeg kan godt forstå du synes det er svært, det er ikke en rar følelse, når man som mor føler sig afvist, og det gør naturligt ondt. Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig, for der er hos jer flere ting, som naturligt spiller ind:)

For det første, så er det rigtig svært at blive storebror. Jeres ældste dreng er kun 2.5 år og er på mange måder derfor stadig en meget lille dreng. Og lillebror er en rival, en konkurrent til jeres kærlighed. Søskendejalousi er en blanding af sorg, vrede og angst:

- Det er en sorg over at have mistet jer forældre, ikke længere at have jer helt for sig selv. At storebror er oprigtigt ked af, at han skal dele jer med lillebror.

- Det er en vrede over, at dette nye lille barn er kommet ind i familien og vreden vil ofte gå ud over dig, fordi det er dig, som har været gravid og dig som har bragt lillebror hjem - og dig som sidder og ammer og er fysisk meget tæt med lillebror.

- Det er angsten for, at du/I måske synes bedre om lillebror, end I synes om storebror. En angst for at han ikke betyder helt så meget for jer, som han gjorde før.

Det er voldsomme følelser, og det er vigtigt, at I lytter til jeres dreng og giver ham lov til at reagere, ligesom I naturligvis begge skal vise ham, at I stadig elsker ham højt og at ingen vil tage hans plads. Det vil være rigtig godt, hvis du nogle gange kan prøve at sætte lidt ord på de tanker og følelser, som du måske fornemmer at storebror har, så han føler sig set, mødt og forstået.

Du kan sammenligne hans følelser med de følelser du selv ville have, hvis din mand kom hjem med en ny kvinde og sagde: "Er hun ikke sød", "Hvor er hun bare dejlig" og samtidig sad og kælede og nussede med hende i sofaen og alle som kom på besøg sagde "nej hvor er hun dejlig" og til dig sagde de "Er du ikke glad?", "hvor må du være stolt", "se hvor hun smiler til dig" ... Hvordan ville du have det?

Det er lidt de samme følelser som din dreng har lige nu, fordi I har bragt lillebror hjem. Storebror reagerer fordi:

- Han føler sig tilsidesat. Han ved at du f.eks. er hjemme sammen med lillebror, imens han selv bliver afleveret i institution.

- Han føler ikke, at han er den foretrukne. Han får måske nogle gange at vide, at han lige må vente lidt, - du tager dig af lillebror, før du tager dig af ham.

- Han føler sig uværdig til jeres kærlighed og sammenligner sig med sin bror, som er en rival. Når du sidder med lillebror, så taler du med en særlig stemme, kærtegner ham osv.

- Han føler sig usynlig. Når du f.eks. sidder og ammer, så ser han, at I har noget sammen, som han ikke er en del af.

- Han bliver bange for, at der ikke er kærlighed nok til alle. Tænk hvis de voksne bedre kan lide lillebror, end de kan lide mig.

- Han føler "min plads i mors hjerte er alt for usikker". Tænk hvis min mor elsker min lillebror mere end hun elsker mig...

Når han ignorerer lillebror, virker til at lade som om at lillebror ikke eksisterer, så er det altså fordi det er helt reelle og meget stærke følelser, der dukker op. Når han bliver ved på dig, ikke vil dig, skubber dig væk og foretrækker far og Nanny, så er det på samme måde, fordi han ikke har lyst til at se dig sammen ...

---

---

... med lillebror. Det gør ondt i ham. Og det er vigtigt, at du legaliserer, at det er svært "jeg kan godt forstå du synes lillebror er irriterende", så han også hører at det er okay, at have det sådan.

Du skriver, at du/I bruger rigtig mange kræfter på at gøre storebror glad. Ingen af os er glade hele tiden og lige nu skal han have lov til at være ked af det, frustreret osv. fordi han naturligt har det svært. Lad ham mærke, at du stadig er der for ham, prioriterer ham, gør ting med ham, hvor lillebror ikke er der, hvor det blot er dig og ham, så han mærker, at du stadig rigtig gerne vil ham.

Og så er der jo det med alderen, udviklingen, øvelsen i at være selvstændig, adskille sig fra sine forældre. Det er vigtigt at du ved, at din dreng er nødt til at være uenig med dig. Han er igang med at finde ud af, hvem han selv er, og hvad han vil og ikke vil - og for at kunne gøre dette er han nødt til at ville noget andet end dig. Han kan ikke træffe egne valg, uden at gøre det modsatte af, hvad du vil, og derfor vil der ofte opstå konflikter i hverdagen, hvor du f.eks. beder ham gøre noget og hvor han så kategorisk nægter, siger nej, ryster bestemt på hovedet osv. Det er ikke en personlig afvisning af dig, men snarere udtryk for, at han er igang med at finde ud af, hvem han selv er.

Når man er 2 ½ år gammel, så er man rigtig godt igang med at udvikle sit selvbillede, en fornemmelse af, hvordan ser andre på mig, hvordan påvirker jeg andre. Et led i dette er blandt andet at sige "Nej!", "Vil selv!" eller "Det er min!". Når og hvis jeres dreng gør dette, så er det ikke for at være imod dig, men igen fordi han er igang med at finde ud af, hvem han selv er og også hvordan du så reagerer. At det er normalt gør det naturligt ikke mindre hårdt…:)

---

---

Du skal dog være opmærksom på, hvordan du reagerer, når han f.eks. siger nej til dig, siger at "far skal" eller beder dig gå væk. Han mærker tydeligt, hvis du bliver ked af det, hvis du trækker dig, og de følelser han fornemmer, du har og får, vil han naturligt også undersøge. Det er vigtigt for ham at finde ud af, hvordan han med sine reaktioner påvirker dig. Hvis du trækker dig igen og igen, så er det naturligt en spændende reaktion og derfor kan han afvise dig igen og igen, for at finde ud af, hvordan du reagerer og om du reagerer ens hver gang…

Så selvom der er en far, en nanny, en bedstemor og en bedstefar som kan tage over, så vil det faktisk være rigtig godt, hvis du nogle gange holder fast i at det er dig der hjælper ham, og at du rigtig gerne vil ham "jeg hjælper dig, så kommer du over til Nanny bagefter", ligesom far kan bakke op på samme måde "mor hjælper dig, bagefter kommer du over til mig". Så han hører at du vil ham og han også hører at far f.eks. bakker op om at du kan ligeså godt som far kan.

I skal naturligvis ikke kæmpe en kamp - hvis far er bedst til at putte og jeres dreng sover bedst, fordi far læser godnathistorie osv. Så skal det være sådan. Men at far læser godnathistorien, må ikke forhindre dig i at gå ind og kysse ham godnat. Han har som sagt også rigtig meget brug for at mærke, at du stadig vil ham og at lillebror ikke har taget hans plads i dit hjerte…:)

Jeg håber, du kan bruge disse tanker lidt videre, fortsat held og lykke til jer alle:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---