Svar: 8 mdr baby meget træt?
Kære bekymrede mor
Tak for dit brev og hvor er det dejligt at høre, at I har fået skabt lidt mere rytme, og at din datter nu er begyndt at spise lidt mere:)
Det er rigtig godt, at du starter med måltidet, når hun vågner af en lur, så hun netop får mad, når hun er mest udhvilet og klar til at spise. Det er dog helt normalt, at hun bliver træt og ikke kan overskue et måltid og derfor hurtigt viser tegn på at ville ned, lege på gulvet osv.
Det at spise selv kræver rigtig meget energi og overskud. Det er meget svært at finde ud af at samle maden op fra tallerkenen, koordinere sine bevægelser og føre maden til munden, tygge den, bearbejde den i munden og så synke den. Det er super flot, hvis hun kan det, og du skal naturligvis støtte hende i at spise selv. Men det vil være rigtig godt, at du supplerer med lidt mad på en ske og hjælper hende med at få lidt ekstra mad indenbords, så du på den måde sikrer dig, at hun får nok mad.
Af samme grund anbefaler jeg også at børn i 8 måneders alderen bliver tilbudt en godnatgrød som en fast del af deres putteritual. De fleste børn vil i denne alder rigtig gerne smage, gumle, spise samme mad, som de ser, vi voksne spiser, men de har naturligt svært ved at få spist nok og for at sikre en god nattesøvn er godnatgrøden derfor vigtig. Den skal serveres adskilt fra aftensmaden, gerne med et bad imellem.
Det er helt normalt, at hun endnu har svært med rugbrødshapserne, de kogte pastaer osv. Det kommer i løbet af den næste måneds tid til halvanden. Så jo mere du kan give hende, hjælpe hende osv. jo bedre er det. For at vænne hende til at spise pasta kan du give hende udskåret pasta eller lave en ret med suppepasta sammen med tomatsovs, kødsovs osv. Og i takt med at hun vænner sig til smagen, så kan du begynde at tilbyde hende større stykker godt kogt pasta og spaghetti.
Rejer og lignende er der mange børn, som ikke kan spise før de er omkring 10 måneder, så der er tid nok. Du skal ikke presse hende unødigt, men acceptere at hun har brug for lidt mere tid og det skal nok komme:)
Giv hende også gerne små bidder af indmaden af en frikadelle. Det kan være en kød eller fiskedelle. Det giver lidt bid og tyggemodstand, men er samtidig blødt. Prøv nogle gange, når du giver hende små hapsere af brød, frikadelle eller lignende, at give hende det med dine fingre. Prøv om du kan få det ind i siden af munden på hende. Det gør det lettere for hende at tygge sammen ...
... omkring det og finde ud af at bearbejdet det i munden, fremfor at du kommer det ind foran på tungen, så kan det være sværere for hende at få det lagt rigtigt i munden.
Når det er sagt, så skal du naturligvis også være opmærksom på at hun jo godt kan klø sig i øjnene uden at det behøver være træthed. Kunne hun f.eks. være allergisk - måske har hun en reaktion på pollen eller lignende, som irriterer hende… Det skal naturligvis også være en overvejelse værd. Små børn under 1 år kan faktisk godt få høfeber og symptomerne på dette kan f.eks. være at barnet klør sig i øjnene, at øjnene løber i vand, bliver røde og hun kan se træt ud, øjnene kan virke irriterede og ofte løber næsen også med lidt klart snot...
En anden overvejelse er naturligvis at se på, hvor meget hun reelt sover. De fleste børn i denne alder sover ca. 14.5 time i døgnet. To lure dagligt og en god lang nattesøvn. Hvis hun sover meget mere end dette, så kan der naturligvis være en fysiologisk årsag til, at hun er ekstra træt, og her vil det være vigtigt, at du får lægen til at undersøge hende, tjekke hjerte, lunger osv. for at finde ud af, hvorfor hun sover ekstra meget…
Til sidst vil jeg lige sende en dagsplan som de kan se ud nu:
Morgen 7.30: Havregrød, vand af kop.
Formiddag 9: ½ bolle med smør serveres i små bidder, suppleres med frugtmos og frisk frugt i hånden, vand af kop.
Puttes til formiddagslur
Frokost 11.30-12: Små rugbrødshapsere med forskelligt smørbart pålæg, suppleres med grøntsagsmos med kød eller fisk på en ske. Det kan være hjemmelavet eller det kan være mos fra glas. Vand af kop.
Flaske og puttes til middagslur
Eftermiddag 16: Frisk frugt i hånden, suppleres med frugtmos på en ske og må også meget gerne få små bidder af en halv bolle med lidt smør og ost. Vand af kop.
Aften 18: Familiemad, kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta, sovs. Der skal være små bidder, større stykker som hun selv kan sidde med i hånden og fortsat også mos. Små bidder frikadelle kan spises med fingrene og kartofler moses med sovs kan suppleres på en ske. Vand af kop.
Kommer i bad, gøres klar til natten.
Tilbydes en godatgrød, vand af kop. Får børstet tænder - hvis hun har fået tænder.
Flaske og puttes til natten ca kl 20
Sen aften 23-24: Flaske og sover uden yderligere mælk til næste morgen, hvor dagen så starter med grød.
Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre :)
Fortsat held og lykke med hende!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan siger du farvel til røde babynumser
Sådan siger du farvel til røde babynumser: Med forebyggelse frem for behandling
Sundhedsplejersker anbefaler at forebygge bleudslæt med Olívy
Er du i tvivl om, hvad der hjælper bedst mod rød numse og bleudslæt, er du ikke den eneste. Mange bruger salver og cremer til ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:
15. oktober 2026 | Udvikling | 8 mdr.
Hej Helen. Jeg vil høre dig, om du kan vurdere hvorvidt der er behov for at...
14. september 2026 | Udvikling | 17 mdr.
Hej Helen Min datter er knap halvandet år, og jeg oplever ofte, at hun...
6. juli 2026 | Udvikling | 1 mdr.
Hej Helen. Vores datter på 6 uger har været urolig om aftenen næsten siden...
Viden om børn:
Steriltvandspapler
Steriltvandspapler bruges som smertestillende til fødende kvinder. Det er små indsprøjtninger af helt rent vand, som man lægger ind under huden i lænden.
Det svier, når de lægges ind og der lægges i alt 4 små steriltvandspapler ind. Når de først er lagt, oplever de fleste at de har god smertelindring. Virkningen kommer af, at stikkene afleder smerteimpulser, som netop er høje i lænden, når man har veer.
Brystpumpe
En brystpumpe er en pumpe, som kan stimulere til mælkedannelse og som kan malke mælk ud af kvindens bryst.
Der findes både manuelle og elektriske brystpumper og hvilken type pumpe du bør vælge, afhænger helt af dit behov for udmalkning.
Den manuelle brystpumpe vil ofte være god, hvis man som kvinde ammer og kun en gang imellem - f.eks. i forbindelse med en enkelt tur i byen - har brug for at malke overskydende mælk ud. Det er altså en pumpe der fint kan bruges,...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tusind tak! Jeg bliver simpelthen nødt til at fortælle dig, hvor stor en omvæltning dit seneste svar har gjort for vores familie.
Med min korte beskrivelse af vores liv, har du simpelthen set noget vi ikke har set; at hele vores dag bare er en lang irettesættelse af vores søn. Vi var simpelthen kommet ind i en skæld-ud-spiral; skæld-ud medfører mere skæld-ud. Vi blev opmærksomme på at vi begge to tog en dyb indånding inden vi gik ind af hoveddøren, for nu vidste vi skulle ind og skælde ud. Frygteligt, at vi ikke har kunne se at det ikke var en umulig unge, men en umulig måde at tackle ham på!
Så vi besluttede i samme øjeblik vi læste dit brev at vi kun ville snakke med vores søn og slet ikke skælde ud. Selvom det kræver lidt tålmodighed, så er det bare helt vildt hvad det har gjort. Han har simpelthen været så sød og vi har hygget os så meget de seneste dage. Han er selvfølgelig ikke et dydsmønster:-) men måden vi tackler det på nu er, gør at konflikten er lynhurtigt overstået og der bliver færre af dem.
Vi er jo i virkeligheden en familie med stort overskud, med et nært og følsomt forhold til vores drenge. Vi er bare kørt ud af et helt forkert spor og det var dig der skulle åbne vores øjne.
Tusind tak, Helen! Også en hilsen fra min mand, som iøvrigt sidder med tårer i øjnene hver gang han læser svar fra dig :-)
Med venlig hilsen
En familie på fire









