Svar: Temperament og toiletbesøg

---

Kære mor

Tak for dit brev og velkommen til :) Dejligt at høre, at du har fulgt med på sidelinjen og nu selv har fået lyst til at skrive til mig :)

Det lyder som om at du har en rigtig dejlig og kvik datter, der måske på mange punkter ligner sin mor - og det kan naturligvis godt give lidt ekstra udfordringer, hvis I begge har lidt temperament og begge også er særligt sensitive:) Der er sandsynligvis flere ting som spiller ind hos jer og jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig - og så må du selv vælge til og fra, hvad du tænker du kan bruge.

Det er meget fint det du gør - at du sætter dig ned, forklarer at du ikke vil have at hun slår, bider eller lignende, sørger for at der er øjenkontakt og sørger for at I har fysisk kontakt og nærhed f.eks. holder hende i hånden, rører ved hendes arm osv. Det at være "på niveau" rent fysisk og røre ved hende, vil hjælpe hende til at høre, hvad du siger.

Det er her dog meget vigtigt at du ikke kræver f.eks. "se på mig, når jeg taler til dig", for det er et krav som hun ofte ikke vil kunne honorere. Hun vil ofte se væk, for hvis hun ser på dig, så ser hun dine bebrejdende øjne, dit vrede blik og det har hun ikke lyst til at se. Men selvom hun ikke ser på dig, så kan hun godt høre, hvad du siger.

Når du taler til hende, så vær tydelig "jeg vil ikke have at" og brug dig selv i stedet for at sige "du må ikke". Det er vigtigt at du sætter tydelige grænser og det gør du ved at bruge dig selv "jeg" i stedet for "du" og "man".

Det kan også være okay at bruge en time-out, når hun gør noget bevidst for at gøre en anden ondt. Det kan være når hun f.eks. bevidst slår dig - her er det fint at sætte hende på værelset med en melding om at hun sættes der, fordi hun slog og man må aldrig gøre noget, som gør ondt på andre. Det bør dog bruges meget sjældent, hvilket du jo også fortælle er tilfældet hos jer.

Nogle gange kan det være bedre at du fjerner dig fra hende. At du rejser dig, går ud i køkkenet, begynder på aftensmaden eller lignende, så du laver noget praktisk. Det kan være en god idé, fordi du så ikke giver hendes "dårlige opførsel" særlig opmærksomhed og det er måske ikke sjovt at blive ved, hvis du ikke er der. Samtidig viser du hende, at du har andet at lave og når du har sagt nej, så er det et nej og du kommer videre i teksten i stedet for at blive ved med at diskutere.

Og atter andre gange, så kan det være bedre at bruge en "time in", som er det modsatte af en time out. Det betyder, at du tager dig tid til at sætte dig sammen hende for at drøfte en konflikt - og forsøge at afklare, hvorfor hun reagerer som hun gør. Det handler ikke om at give hende ekstra opmærksomhed for at opføre sig dårligt, men derimod om at vise hendes følelser respekt. Udgangspunktet er derfor ikke at hun opfører sig dårligt, men at finde ud af hvilke følelser, der udløser hendes opførsel. Det kan være at du igen sætter dig ned, skaber en stund og kontakt og nærhed og spørger "hov skat, hvad sker der lige her?", "hvorfor bliver du så vred?", "hvad er du dog så ked af skat?" eller lignende. I stedet for at sige "du skal ikke slå", "kan du så opføre dig ordentligt eller lignende.

Du skal prøve at skelne mellem det der hedder fortvivlelsesanfald og kontrollerende anfald. Når din datter har fortvivlelsesanfald, så er hun ikke uartig. Så er hun oprigtigt ked af det, hun er skuffet over at tingene ikke er som hun gerne vil have dem, at der er noget hun ikke kan finde u af osv. Det vil ofte være små ting, der i dine øjne kan virke som bagateller - at hun f.eks. bryder sammen, fordi du beder hende tage jakken på eller at du giver hende den blå kop og hun ville have haft den røde.. Det er små ting i dine øjne, men for hende betyder det rigtig meget.

Når hun har anfald af fortvivlelse, så er et vigtigt at lytte, være der, vise hende forståelse. Det er ikke nogen god idé at blive vred på hende, kalde hende hysterisk, skælde ud eller lignende. Hvis du prøver at gå fra hende, så vil hun ofte gå efter dig og netop derved signalere at hun har brug for dig. Hun har brug for din nærhed og tætte kontakt, for at kunne finde ro. Og derfor skal du naturligvis være der for hende, lytte, trøste og berolige.

De kontrollerende anfald er anderledes. Her kan hendes verden også bryde sammen, men hun vil ofte ikke have noget tårer og hun vil forsøge at få dig til at give hende sin vilje. Hun ...

---

---

... vil måske blive ved og ved og ved - fordi hun har lært, at hvis hun bliver ved længe når, så får hun det hun vil have. Og ofte vil hun formulere sit krav direkte "jeg vil have den nu!". Det betyder også at disse børn ofte er ældre - disse anfald ses ofte i 4-6 års alderen og der er din datter ikke helt endnu, men der er naturligvis undtagelser…

Der er som du skriver nødt til at være en vis konsekvens. Det betyder at når du har sagt nej, så mener du nej. Det går altså ikke at sige "nej, nej, nej, jamen så gør det da!" - for så lærer hun at hun ikke kan regne med dit nej. Derfor skal du også altid overveje, hvorfor du siger nej og om ikke det nogle gange kan blive som hun gerne vil. Børn der oplever at få ja, vil naturligt også bedre kunne acceptere et nej.

Og her synes jeg f.eks. at det er vigtigt at du overvejer, hvorfor du siger nej til at gå med hende ud på toilettet? Det er sandsynligvis en kort periode at hun har brug for det og jeg tænker, at hvis du går med hende, så vil hun stille og roligt blive så tryg, at hun sagtens kan klare det selv. Men lige nu bliver det til en magtkamp, hvor du kræver at hun selv skal og hvor hun vil have dig med - og ingen af jer kan vinde denne kamp og hvorfor tage kampen?

Du skal ikke spørge hende om hun skal tisse, du skal slet ikke gøre det til et issue, men i stedet tage hende i hånde og sige "kom vi går lige ud og tisser før vi kører" og så gør I det sammen, som noget helt naturligt. Det gør hun og det gør mor, det gør alle mennesker, for man ved ikke, hvornår man kommer forbi et toilet igen.

Du har ganske ret i at der er mange krav i hverdagen, krav om at hun er en stor pige, skal være fornuftig, hjælpe, sætte ord på, tale om, forklarer .. og på mange punkter er hun stadig en lille pige - og ja jeg tror du har helt ret i at hendes måde at reagere på afspejler dette. Det er hendes måde at vise dig, at hun stadig er lille.

---

---

Du skal passe meget på ikke at presse hende unødigt, f.eks når I er nogen steder. Du skriver at hun hænger meget op af dig, når I er ude - hvordan reagerer du på det? Du skal være opmærksom på ikke at sige f.eks. "se den anden pige, hvor hun …" eller "du kan da også løbe hen og lege med de andre børn". Det er ikke befordrende for hendes selvværd og hun vil meget hurtigt komme til at føle sig forkert.

Pas også meget på med hvordan du omtaler hende overfor andre "hun er jo lidt genert" eller lignende - det kan være med til at fastholde hende i den rolle, at hun netop skal være genert og tilbageholdende, når I er nogen steder.

Prøv i stedet at anerkende hende og gøre det legalt at hun har det sådan. Prøv at acceptere det og stil ikke krav om at hun skal være anderledes. Prøv i stedet netop at bruge det, at du selv havde det sådan som barn og at du kender det. Sig f.eks. til hende "det er okay, jeg havde det også sådan, da jeg var en lille pige", så hun ikke føler sig forkert :)

Der sker ikke spor ved, at hun sidder hos dig eller opholder sig i nærheden af dig, når I er nogle steder, eller at du skal gå med hende, hjælpe hende med at være social. Når hun finder ud af at det er okay, at det ikke er farligt, så får hun naturligt lidt mere mod på det hele. Er i steder, hvor der er andre børn, så vil de måske begynde at henvende sig til hende, vil komme, vil gerne lege osv. Og det er helt fint - måske går hun med og du kan spørge hende "vil du med hen og lege med pigen?" og siger hun nej, så kan du sige "det er okay" og til den pige som spørger sige "måske vil hun lege senere".

Når du kan fornemme at hun egentlig gerne vil lege med de andre børn, men ikke rigtig tør så skal du hjælpe hende med at være social. Du skal her fortælle hende, at det er okay at være utryg, men at du går med hende og så går I sammen derhen. Du hjælper, guider, giver hende nogle værktøjer til at tackle forskellige situationer. Du kan f.eks. tage initiativet til at spørge, hvad børnene leger, hvad de hedder osv. og på den måde giver du hende på sigt værktøjer til selv at forsøge sig. Hun spejler sig i dig og i det hun ser dig gøre. Og til at starte med, så vil hun sansynligvis ikke være der sammen med de andre uden dig, så I bliver der lidt og så kan I gå tilbage igen. Så har I forsøgt i det små, hun er ikke presset, men har stadig fået lidt hjælp med på vejen og tør måske selv på et tidspunkt:)

Jeg håber du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---