Svar: Hvad gør institutionslivet ved vores børn?

---

Kære mor i syv sind

Tak for dit brev og meget fine spørgsmål :)

Desværre har jeg ikke set den pågældende udsendelse, og jeg kan se, at den ikke længere er tilgængelig på DR´s hjemmeside… Der har dog på det sidste været en del skriverier om at børn er alt for længe i daginstitution, og jeg ved at rigtig mange forældre er frustrerede over dette - for det er naturligvis rigtig svært at forene arbejdsliv og familieliv…

Der er ikke tvivl om, at små børn har brug for deres mor og far. Et lille barn har ikke brug for at blive passet af andre, det har ikke brug for at komme på weekend eller ferie hos bedsteforældre eller andre - når man er lille, så er nærheden med mor og far det vigtigste i verden. Det er også sådan, at så længe barnet er under 16 måneder, så vil det ikke rigtigt kunne forstå, hvor man er henne, når man er ude af syne. Når man går fra sit barn, så ved det ikke, hvor man går hen. Det kan ikke forholde sig til, om man bare går ind i stuen og lader barnet være alene på værelset, eller om man går på arbejde. Når barnet ikke kan se en, vil det ofte føle sig forladt og alene.

Samtidig kan så lille et barn ikke forholde sig til tid. Det ved ikke, når man går, om man er væk i 5 minutter eller i 5 timer. Og barnet kan ikke forholde sig til en forklaring om at "mor kommer igen i morgen"… Børn har det bedst, når de kan se mor og far, når de føler tryghed ved at vi er der, kan komme, når de kalder osv.

Børn har brug for kontakt til vigtige voksne i deres liv. Det er helt essentielt for at børn udvikler sig sundt og godt, at de har tilknytning til vigtige voksne. Man taler om primære tilknytningspersoner og sekundære tilknytningspersoner.

De primære tilknytningspersoner vil ofte være mor og far. Det er mor og far der tager sig af barnet helt fra det er lille, de fungerer som barnets sikre base, altså dem, som barnet trygt kan stole på vil hjælpe, hvis og når der opstår utrygge situationer.

De sekundære tilknytningspersoner er de personer, som barnet bruger, når de primære tilknytningspersoner ikke er til stede. Det vil ofte være bedsteforældre, en dagplejer, pædagog i vuggestuen eller en au-pair, nanny eller lignende. Når børn skal passes, så er det vigtigt, at de har en god omsorgsperson hos sig, som de kan knytte sig til. De vil ofte have et andet forhold til denne person, de vil være tilknyttet personen, men relationen vil være lidt anderledes, end den er til mor og far.

Nogle gange så kan det der normalt er en sekundær tilknytningsperson godt kunne være så tæt på barnet, at det bliver til en primær tilknytningsperson. Det kan f.eks. være en au-pair eller en bedsteforældre, der er så tæt på barnet, og som er så stor en del af familien, at barnet knytter sig til denne person på lige fod med forældrene og det er naturligvis rigtig fint.

Det er for de fleste forældre i Danmark nødvendigt at gå på arbejde og derfor helt naturligt, at børn bliver passet enten i dagpleje eller i vuggestue. Du skriver, at vinklen i den udsendelse du har set var at "forældre skader deres børns selvværd helt grundlæggende ved at aflevere dem til fremmede fra de er helt små".

Jeg tænker, at det for det første er rigtig vigtigt, at barnet bliver afleveret hos en, som man har tillid til og som kan drage omsorg for barnet. Det er vigtigt, at barnet har mulighed for at knytte sig til en eller to personer, som så vil fungere som barnets sekundære omsorgsperson, som lytter, trøster, giver barnet den omsorg og nærhed, som barnet har behov for - og som er der, når mor og far ikke kan være der. Det er her vigtigt, at der ikke er mange skiftende personer, men at man er bevidst om, at barnet skal have mulighed for at knytte bånd :)

Jeg tænker også at selvværd skabes af måden barnet bliver mødt på. Hvis man har et godt selvværd, så har man en grundlæggende følelse af, at man er et godt menneske. Det betyder, at ...

---

---

... man har følelsen ”alt ved mig er, som det skal være, ikke på grund af noget jeg gør, men blot fordi jeg er mig” eller f.eks. ”Jeg er noget særligt, ingen kan tage min plads, for der er kun en mig”.

Selvværd handler på den måde om noget indre. Det er din indre følelse af, at du er værd at elske, at du er værdifuld i kraft af, at du er den du er. Ikke fordi du er særligt dygtig til noget eller kan finde ud af det du skal, men blot fordi du er dig. Og den følelse skabes i allerhøjeste grad af den måde, vi som forældre møder vores børn på.
Den skabes af, at vi forældre viser vores barn, at barnet er elsket og ved, at vi viser barnet, at vi forstår det og respekterer det, som det lille menneske det nu engang er. Jo mere vi forældre kan vise vores barn, at det betyder noget, at det er noget særligt, jo bedre er det.

Og jeg tænker, at netop når vi er adskilt i løbet af dagen, fordi vi voksne er på arbejde og barnet er i institution, så er det ekstra vigtigt, at vi medtænker samværet med vores børn, når vi så er sammen. Det er vigtigt, at vi er der, at vi er tilgængelige og prioriterer vores børn.

Det er vigtigt, at vi f.eks. bruger tid sammen i weekenden i stedet for at aflevere vores børn til bedsteforældre eller andre. Det er vigtigt, at vi holder ferie sammen og ikke sender barnet i børnehave, imens vi ordner hus og have. Det er vigtigt, at vi ikke tager på ferie på et resort og afleverer barnet i "børneklubben" imens mor og far så ligger ved poolen og slapper af.

Det er på samme måde vigtigt, at vi i hverdagen ikke tager i Fitness center eller vælger at løbe tur osv. i stedet for at være sammen med vores børn. Men at vi prøver at planlægge disse behov, når børnene f.eks. er lagt i seng.

Det er vigtigt, at vi er til stede, når vi er hjemme og sammen med vores børn, at vi ikke tjekker telefonen, computeren osv. imens vi taler "moar… moar.. - ja ja, jeg hører hvad du siger skat" med øjnene på skærmen i stedet for på barnet.

---

---

Det er vigtigt, at vi gør ting sammen. At vi f.eks. prioriterer at spise sammen og at TV slukkes, imens vi spiser middagsmad. At vi vælger at spille et brætspil, bage boller eller måske gå en tur sammen i stedet for at aktivere barnet med en ipad.

For mig handler det altså rigtig meget om at prioritere vores børn, når vi er sammen, så de netop føler sig set, mødt og elsket :)

Når din lille datter klynger sig til dig, når du henter hende i dagpleje, så er det sandsynligvis fordi hun stadig er så lille, at hun endnu ikke helt forstår, hvor du har været. Hun har savnet dig og har ikke kune forstå dagplejers forklaring om at "mor kommer igen". Det er dog vigtigt at dagplejer er der, at dagplejer trøster og beroliger og at hun stille og roligt lærer at dagplejer godt kan bruges, når mor ikke er der. Men det ændrer naturligt ikke på, at hun har savnet dig :)

Nogle gange kan det hjælpe at give hende et lille fotoalbum med. Der kan være et billede af din datter, af storesøster, mor og far og måske jeres hund, hendes barnevogn eller andre ting derhjemme, som betyder noget. Hun kan kikke på billederne og dagplejer kan sætte ord på - det kan hjælpe jeres datter til at forstå at I ikke er helt forsvundet, men at I kommer igen :)

Kram igen - vis din datter, at du også har savnet hende og sæt ord på "har du bare savnet mig så meget, jeg har også savnet dig skatterpige", kys, kram og giv hende al den nærhed hun lige nu viser behov for. Jeg plejer at sige at på den måde bliver hendes mor-depot fyldt lidt op, så hun har noget at tære af, når hun skal undvære dig igen:)

Modtager du mit nyhedsbrev? Ellers kan det være en god idé at tilmelde dig. Jeg sender jævnligt artikler ud, blandt andet "Længe i daginstitutionen – hvad betyder det for dit barn?", som du finder i min artikelsamling :)

Håber du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke med begge jeres piger:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---