Annonce

Annonce

Brev:

Sovevaner om natten - 5 mdr.


20. februar 2014

Kategori:
Alder:
5 mdr.

Sovevaner om natten - 5 mdr.

Hej Helen,

Jeg har for nylig købt din bog om søvn, og har fundet mange fine svar, tak for det. Men jeg har brug for yderligere hjælp, tror jeg.

Jeg har søde og skønne BabyN, som er født i starten af september 2013. Han er den gladeste dreng, og har siden han kom til verden været meget aktiv og dygtig motorisk. Meget tidligt kunne han holde sit hoved, og været meget rank og stærk i kroppen. Han følger meget med og hiver alt indenbords, og vil allerhelst sidde op i barnevognen og kigge ud, når han er vågen. Han skal aktiveres max på legetæppet, og vil meget gerne sidde op ad mig og lege (han kan ikke sidde selv endnu), eller stå op så han har overblik over legesagerne. Han vil ikke, som mine veninders børn i samme alder, ligge alene på legetæppet – i hvert fald ikke særlig længe ad gangen.

Vi tager i svømmehallen og til mor/barn yoga samt ser andre veninder med børn i samme alder, mødregruppe, etc. Han nyder at sidde i sin højstol med legetøj på bordet foran sig og elsker at følge med i, hvad vi andre spiser og laver ved bordet. En gang imellem ser vi Teletubbies eller lign. på iPad’en, og han både griner, rækker ud efter det, sidder eftertænksom og studerer nøje.

Han vejer lige nu 8,5 kg og er 73,5 cm lang.

Fra han var helt lille har han haft meget ondt i maven, hvorfor jeg har haft en børnezoneterapeut til at give ham behandling af to omgange. Det hjælper hver gang, og han har nu ingen problemer længere med at komme af med afføringen. Han har haft mellemørebetændelse i starten af januar og en 10 dages penicillin-kur som følge deraf. Jeg har også haft ham til ørelæge, som har tjekket, at alt er som det skal være. Derudover har vi været forkølet af to omgange, og det er han også pt. Han har fået 4 behandlinger hos en kranio sakral/osteopat med speciale i børn, som mente, at han var stresset på grund af en meget lang omgang veer og til sidst et hurtigt kejsersnit. Ja, jeg har forsøgt lidt af hvert i jagten på nattesøvn.

Frem til ca. 3 ½ - 4 mdr. sov han omkring 3 timer ad gangen om natten, og fra midnat ammede jeg således omkring kl. 03 og så igen kl. 06. Men, siden slutningen af december har vi mere eller mindre været vågne hver eneste time. I starten ville han spise hver gang, og jeg tænkte, at det ”blot” var et appetitspring. Desværre er det blevet ved.

Han vil ikke længere spise hver gang, men jeg kan ikke berolige ham ved blot at lægge en hånd på hans bryst, holde ham i hånden eller lignende. Hvis ikke jeg tager ham op i mit favn, så skriger han. Det virker som om, at han skriger i søvne, for han vågner som regel ikke rigtig op. Som oftest falder han til ro, når jeg holder ham ind til mig, og jeg kan lægge ham igen. Men de sidste 14 dage har han lavet flitsbue og græder voldsomt. Nogle gange vil han have sutten, andre gange er han ligeglad med den og vil bare nulre mit hår. Når han spiser falder han som regel i søvn ved brystet. Når jeg kan mærke, at han ikke længere spiser, men blot bruger mig som sut hiver jeg forsigtigt brystet ud. Det gør at han søger efter det, hvor jeg i stedet giver ham sutten.

Han har siden midten af januar derfor sovet ved ...


Annonce

... siden af mig i dobbeltsengen, og far har sovet på sofaen. Vi har ikke en bedside crip, og vores barneseng er lavere end vores egen seng, så det blev for besværligt med al den løften rundt midt om natten. Det har fungeret således, at han har sovet i ”sin” side og jeg i min. Men, igen de sidste 14 dage er han blevet så pylret sidst på natten, at han har ligget helt inde ved mit ansigt, ovenpå min arm og holdt fast i min kind.

Vi putter ham omkring kl. 19.30-20 i sin egen seng, og dér sover han så til omkring midnat (med time-opvågninger), hvor jeg tager ham over til mig for selv at få lidt søvn også.

Om dagen derimod er der som regel ikke de store problemer. Vores dag ser nogenlunde sådan her ud:

Ca. 7.30 : Ammes når vi vågner. Putter lidt i sengen, herefter står vi op. Han skiftes, får tøj på til dagen. Tilbydes vand af kop ovenpå natten. Leger en time til halvanden. Herefter begynder han at gnide øjne og græde ved den mindste ting, så han lægges til lur.
Ca. 9-10.30/11: Sover i barnevognen udenfor. Han ammes inden jeg lægger ham ud, men falder ikke i søvn ved brystet. Jeg lægger ham ud vågen, og som oftest falder han selv i søvn. De sidste par dage har jeg måtte ud og rokke lidt med vognen og hans lur har generelt været kortere.
Ca. 11 – 13/14: Bliver tilbudt brystet når han vågner. Leg, pusles, grød med frugtmos til frokost. Tilbydes brystet inden han lægges til lur.
Ca. 14-16: Lur i barnevognen udenfor. De sidste par dage har denne været kortere, og den er generelt kortere hvis ikke jeg går med ham.
Ca. 16-18: Bliver tilbudt brystet når han vågner. Leg, pusles, grød med frugtmos til ”aftensmad”. Tilbydes brystet inden han lægges til lur. Jeg har forsøgt at holde ham vågen længere, men han har svært ved det.
18-19: Sover en kort lur i sin seng, som regel max 45 minutter.
19-20.30: Stille leg og ammes inden han sover til natten. Han falder som regel ikke i søvn ved brystet, men vugges i søvn i armene og lægges i sengen inden han er faldet helt hen.

Herefter starter showet med at vågne hver time.

Jeg har forsøgt at give ham grød tre gange dagligt, men det ændrer ingenting. Han vil ikke tage flaske, og jeg har forsøgt at give ham både vælling og modermælkserstatning af en tudekop – men han afviser det. I øjeblikket vil han ikke rigtig spise grøden, så jeg er også lidt bekymret for, om han egentlig er lidt sulten hele tiden. Samtidig er han så træt gennem hele dagen, at det er svært at time hvornår han skal have grøden uden det ligger oveni en amning – og inden han bliver for træt og tvær.

Vi arbejder på putteritualer, men hånden på hjertet har vi været for sløset især fordi hans far ofte kommer lidt for sent hjem og lige skal nå at sige hej. Dette er jeg bevidst om skal ændres asap.

Jeg håber, at du kan komme med input til følgende:

1. Hvordan kommer vi bedst videre herfra?
2. Hvordan hjælper vi BabyN til at komme videre i søvnen og dermed tage nogle længere stræk?
3. Hvordan hjælper vi BabyN til selv at falde i søvn i sengen, når nu han som oftest godt kan om dagen i barnevognen?

Jeg glæder mig til at høre fra dig.

Mange hilsner
En træt mor

Læs Helens svar »



Annoncer

Sponsorerede artikler

Sådan forebygger du bleudslæt

Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift

Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...

Læs mere her



Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

31. juli 2025 | Sovevaner | 5 mdr.

Søvnproblemer og motorisk uro

Hej Helen, Jeg sendte et brev ind for en god måneds tid siden angående min...

Læs hele brevet og Helens svar


26. juli 2025 | Sovevaner | 5 mdr.

Råd til sikker søvn

Kære Helen Jeg er førstegangsforælder og mor til en dejlig dreng på fem...

Læs hele brevet og Helens svar


7. juli 2025 | Sovevaner | 4 mdr.

Søvn og barnevogn pt. 2

Hej Helen, Tak for besvarelsen på sidste brev. Det, som du har foreslået i...

Læs hele brevet og Helens svar


2. juli 2025 | Sovevaner | 4 mdr.

Søvn og barnevogn

Hej Helen, Jeg har en dejlig dreng på 4,5 måned. Han er en stor dreng på 9,9...

Læs hele brevet og Helens svar


16. marts 2025 | Amning | 6 mdr.

Bider under amning - 6 mdr.

Kære Helen, Først skal lyde et kæmpe TAK for dine råd og din vejledning ift....

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Sove inde

Når barnet sover inde, så er det sikreste at sove i egen seng, men i samme rum som forældrene - i hvert fald, når der er tale om et spædbarn. Det nedsætter risikoen for vuggedød.

Vælger du at sove sammen med dit barn, skal dit barn have ligeså meget plads, som hvis det sov i egen seng. Det skal have sin egen dyne og skal sove på en fast madras uden løse lagner, tæpper eller lignende.

Temperaturen skal være mellem 18-20 grader og barnet skal iklædes tøj, der passer...

Læs mere i Babylex

Negle

Spædbarnets negle er meget bløde og i starten vil du fint kunne nulre neglene af.

Når neglene bliver hårde og adskiller sig fra blommen, så kan du begynde at klippe dem med en saks. Det er her vigtigt at du klipper neglene lige over.

Du kan evt. bruge en lille fil til at afrunde hjørnerne på neglene, så barnet ikke kan rive sig.

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce


Det siger medlemmerne ...

Hej Helen!

Tak for dine sidste meget brugbare svar – de har været en rigtig god hjælp og inspiration i hverdagen. Så tak for det!

1000 tak for en super brevkasse – glæder mig altid til at høre dine tanker og svar.

Kærlig hilsen den glade mor.


Annonce