Brev:

Skolestart - 6 år

Kære Helen.

Så er vores ældste datter blevet 6 og startede her i august i 0.klasse. I april flyttede vi væk fra København, hvor hun har boet i den samme lejlighed, gået i integreret institution osv.

De første par måneder efter vi flyttede fortsatte hun i sin børnehave i Kbh. ALt var fint. Så i maj startede mini-sfo'en på hendes nye skole i lokalområdet. Det var svært. Der var 75 børn og hun kendte ingen. Til gengæld havde de andre minimum en eller to venner, de fulgtes med. Vi fik kontakt til en anden pige, som også kom "ude fra" og vi forældre var meget aktive med at lave legeaftaler, så de fik tryghed i hinanden. Det fik de. Jeg vil stadig ikke mene, de er det "perfekte match", men det gav i hvert fald en eller anden form for tryghed.

Siden 0.klasse starede i august er det egentlig gået ok - i skoletiden. De har en meget god og opmærksom lærer. I klassen er der "desværre" stadig mange, der kender hinanden fra børnehaven, så det gør det lidt svært at skabe nye venne relationer. Men skoletiden er gået ok. Det største problem er, når Sfo'en starter. Den er stor og uoverskuelig vil jeg mene. Og vores datter har fra start af ikke brudt sig om at være der - hun føler sig utryg og overladt til sig selv. Vi har indtil nu været så heldige, at vi har presset os selv mht arbejde så meget, at vi har kunnet hente hende efter 5 kvarter i SFo, hvilket er mere en rigeligt for hende!

Den sidste halvanden uges tid er hendes eneste veninde (hende fra mini-sfo) begyndt at være sammen med en anden pige fra klassen og gider pt ikke vores datter. Sådan er det jo og som jeg skrev, ER de også meget forskellige. Problemet er, at vores datter nærmest er panisk angst for at være i Sfoen. Jeg må i den forbindelse fortælle, at hun siden sine 2 år ALTID har været en MEGET tryg pige, fuld af gå-på-mod, en pige, der var frisk på hvad som helst, sove hos hvem som helst osv. Andre forældre har tit været imponerede over, alt det hun havde lyst til og tog i stiv arm, fordi deres børn ikke var så frimodige.

Nu vil hun være sammen med os hele tiden. Hun græder, når hun kommer hjem, hun vil have mig med, når hun fx skal i Tivoli med en "veninde" fra klassen, hun græder hvis hun tror, man er væk osv osv osv. Hun har siden hun startede i august tisset utroligt meget. Hver ...

... gang hun skal i skole skal hun på toilettet inden vi kører hjemmefra, 10 min efter, i skolen, igen, og det har forplantet sig til resten af hendes aktiviteter, og når vi bare skal en tur på legeplads sammen spørger hun bekymret, om der er et toilet.

Jeg har talt med hende flere gange - på hendes "opfordring" omkring det med venner osv. Vi talte også forleden om hende veninden, der har fundet en anden, og hun sagde selv, at hun syntes, det var svært. Jeg sagde til hende, at de jo stadig var venner, men at det jo også var en god ide at lære de andre i klassen godt at kende, så man havde flere forskellige venner. Det var hun helt med på (vi har lavet legeaftaler siden start), men hun syntes det var svært at få venner. Jeg sagde så til hende, at det skulle hun ikke bekymre sig om, det skulle far og jeg nok hjælpe hende med vha. legeaftaler og vi talte om, at med hendes gode veninder fra børnehaven tog det jo også lang tid inden de blev så gode venner og at det tager tid.

De piger hun går i klasse med er enten meget meget stille, eller meget meget bestemmende, udfarende og "vilde". Vores datter er, når hun er tryg, fuld af opfindsomhed, elsker at lege, glad og elsker at fjolle. Hun er meget kompromissøgende, ejer ikke temperament og kan simpelthen ikke forstå, hvorfor andre børn kan sige tarvelige ting til hinanden, holde hinanden uden for eller være "stride" ved hinanden, når man nu skulle være venner. Hun er følsom og tænker meget. Men ikke en stille pige - når hun er tryg.

Vi tror selv, at det er gået helt galt nu pga. den veninde, der har "droppet" hende, og hun derfor føler sig helt alene uden nogle at henvende sig til el lege med. Hun er blevet god til at spørge andre, men de har ofte enten nogle at lege med, eller vil så bestemme alt, hvilket hun jo ikke synes er sjovt.

Vi ved simpelthen ikke, hvad vi skal stille op. Vi har snart ikke mulighed for at presse os selv så meget og hente hende 14.30 hver dag og så arbejde til midnat, og vi er så kede af, at hun har det sådan! Vi synes jo helt "objektivt" set, at hun er et fantastisk omsorgsfuldt væsen, der har så meget at byde på :) :) MEN måske ikke "gimpet" og strid nu i forhold til de piger, hun nu omgiver sig med...

Har du nogle råd til os?!!

Mange hilsner
nogle bekymrede forældre

Læs Helens svar »

Gråd går lige i hjertet – og helt ind i nervesystemet

Alle forældre kender det. Den hjerteskærende babygråd, der ikke bare larmer i ørene, men også føles fysisk i hele kroppen. Gråd er babyers eneste måde at kommunikere på, og et par timers gråd om dagen er helt normalt. Men det gør det ikke nemmere at stå i. Især ikke, når man har prøvet alt – ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

25. april 2025 | Udvikling | 5 år, 6 mdr.

Skole parathed

Hej Helen. Jeg har en pige der skal starte i skole i år. Hun er født i...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: