Svar: Høre efter hvad der bliver sagt

---

Kære M

Tak for dit brev :)

Jeg er ret sikker på at jeres dreng ikke mangler respekt for jer forældre - det er mit indtryk fra jeres andre breve, at I behandler ham omsorgsfuldt, lytter, anerkender, støtter og guider ham rigtig fint - I respektere ham og han respekterer jer.

Respekt mister han, hvis I råber, skriger, skælder ud, straffer. Forældre der er autoritære, der straffer børnene, hvis de ikke gør som de har fået besked på - f.eks. "hvis du ikke spiser din aftensmad, så må du gå sulten i seng" eller lignende opnår ikke respekt fra deres børn, tværtimod. Hvis man sætter regler op og mener at man som voksen har ret til at bestemme alt og kan få barnet til at gøre alt ved at straffe, så får man ikke respekt.

Opdrager man derimod som myndige forældre, hvor man forklare reglerne og hvorfor de er, som de er, stiller krav - men krav der passer til barnets alder og udvikling, og således er realistisk omkring sit barn og hvad der forventes af barnet, så får man respekt fra sit barn. Det at man møder barnet ligeværdigt, at man lytter, indgår i dialog og finder en løsning, som begge parter kan bruge er vigtigt. Hvis ting er nødt til at være som den voksne siger, så vises barnet stadig forståelse og det forklares, hvorfor tingene er som de er.

Når børn vokser op med myndige forældre, så vil de ofte vise stor selvstændighed og selvbeherskelse og de vil være glade og tilfredse - de ved at der er visse regler og de ved, hvorfor regler er der. De stoler på deres forældre og de føler naturligt lyst til at gøre, som forældrene siger, fordi de har tillid til og forstår at forældrene vil dem det bedste.

I fortæller at jeres dreng let bliver opslugt af ting - han lyder til at være en dreng som ofte leger rigtig godt og som naturligt har svært ved at slippe sin leg, når I synes han skal have skifte ble, skal spise eller med ud at køre. I stedet for at kalde på ham igen og igen, så synes jeg I skal gå hen til ham, røre ved ham - læg en arm på hans skulder, hans arm eller lignende og giv ham så den besked I ønsker han skal høre "vi skal spise nu, skat". Hvis I kalder, kalder, kalder igen og igen, så bliver det støj i hans ører og hvis I giver ham tidsintervaller "vi spiser om 10 minutter", "du skal til at stoppe din leg, for vi spiser om 5 minutter", "vi spiser lige om lidt" så er det for ham også støj og ikke særlig brugbart - han kender jo ikke klokken og kan ikke forholde sig til tid.

Naturligvis kan I forberede ham, så han ved, hvad der skal ske "Når vi har spist morgenmad, så skal vi have tøj på og så skal vi køre" - så han hjælpes til at få lidt overblik over de ...

---

---

... næste ting der skal ske og derfor ikke bliver overrumplet, hvis I pludselig er på vej ud af døren. Men stadig er det vigtigt med små korte beskeder, når I så beder ham klæde sig på, spise færdig osv.

Hvis han gør noget som er farligt eller som I af princip ikke vil have, så bliver I nødt til at stoppe ham i det - ikke sige en masse til at starte med, men gå hen til ham og lægge hånden på ham og bede ham holde op. Vær klar i jeres melding "jeg vil ikke have du hopper i sofaen, den går i stykker" og giv ham så også et alternativ "hvis du gerne vil hoppe kan du hoppe på madrassen her på gulvet". På den måde siger I nej, forklarer reglerne og hvorfor reglen er der og anerkender samtidig at han har lyst til at hoppe.

Og ja - nogle gange vil han blive meget frustreret og vred og ked af det, når han mærker at I vil noget han ikke vil eller når I forhindrer ham i noget, som han gerne vil. Og den frustration er det vigtigt I kan rumme. Det betyder at I kan holde ud at han har det som han har det - han må godt blive vred og frustreret og I må godt bekræfte at I forstår det "jeg kan godt forstå du synes det er dumt at...", så han hører at I forstår ham og at han har det sjovt - men så I samtidig holder fast i jeres nej og at sådan er det. når han så er faldet til ro, så kan I overveje om I skal glemme episoden og komme videre eller om det nogle gange vil være hensigtmæssigt at I taler om, hvad der skete, hvorfor I reagerede som I gjorde og hvad I forventer af ham i en sådan situation. I må aldrig bære nag, det er altid vigtigt at komme videre.

---

---

Det vil også være rigtig godt at I nu begynder at inddrage ham i forskellige ting i hverdagen. Han kan f.eks. selv tage tøj på, hvis du lægger det frem, så det er let at komme i (og nogle gange vil han naturligt stadig have hjælp og det er også okay). Han kan også være med til at dække bord, komme udskårne stykker grøntsager i skåle, sætte dem på bordet osv. Og han kan også være den der kalder og giver besked om at "nu skal vi spise", så det ikke er jer der kalder på ham.

Han er, som I skriver rigtig godt igang med sin selvstændighed og for at kunne udvikle denne, så er han nødt til at være uenig med jer. Det kan ikke være anderledes og derfor er han naturligt modsat, det I gerne vil. Så når I f.eks. siger "vi skal spise, kom og spis", så vil han måske ikke, fordi han vil selv bestemme. Men hvis mor siger "kan du sige til, far at vi skal spise?", så får han en aktiv rolle og hvor det er ham der giver besked og det vil være rigtig godt for hans selvstændighedsfølelse :)

Jeg håber I kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---