Brev:

Voldsom afvisning af far

Kære Helen

Tak for dine altid brugbare tanker.

Denne gang har jeg brug for dit råd omkring vores meget sensitive søn på 3 år og 8 mdr. Han har altid været meget tæt knyttet til mig, men er meget glad for sin far også. Han har haft perioder hvor han var lidt mere mor-orienteret, men som regel har vi begge kunne bruges. Men de sidste par mdr. har han været MEGET mor-søgende og MEGET afvisende overfor sin far.

Han har altid reageret voldsomt ved forandringer, det være sig indvendige eller udvendige, og vi er sådan set ikke i tvivl om at han er i gang med en rivende mental udvikling lige nu, han er fremmelig sprogligt og vi kan høre på de ting han taler om, at han tænker over mange ting, og børnehaven fortæller at han øver meget i sociale relationer. Han klarer det fint, har venner og trives godt i børnehaven, men vi kan mærke at han bruger kræfter på det, og nogen gange reagerer voldsomt når han kommer hjem, kan ikke håndtere at være i nærheden af sin lillesøster og skriger voldsomt hvis hun kommer tæt på ham – og kan gå helt i selvsving hvis hans far prøver at nærme sig ham. Han flipper helt ud, skriger ”GÅ VÆK JEG VIL IKKE HAVE DIG” og skriger på mig. Og jeg mener; skriger! Han græder og skriger som om han havde fået kogende vand over sig, der er ingen tvivl om at han helt har mistet kontrollen over sine følelser. I situationen kan vi selvfølgelig ikke tale med ham om dem, men når han er faldet ned så prøver vi at hjælpe ham med at sætte ord på hvad han reagerede på.

Det er ikke altid han reagerer så voldsomt. Men det er ret ofte han afviser sin far, og hvis far så alligevel prøver at hjælpe/et eller andet, SÅ skriger han. Min mand synes naturligvis ikke det er særligt sjovt at blive afvist, men lader sig ikke mærke med det overfor vores søn. Han prøver at gøre far-søn ting med ham, bare de to, han fortæller ham at han elsker ham/godt kan lide ham som reaktion på ”jeg elsker dig ikke far” eller ”jeg kan ikke lide dig”. Han prøver at være så tilstedeværende og kærlig som han overhovedet kan få lov til, og som regel lykkes det ham da også at ”trænge igennem”. Men ingen tvivl om at han bliver ked af det, og ...

... frustreret over ikke at ”være god nok”.

Hvad skyldes denne voldsomme afvisning af hans far, som han jo absolut ikke har et dårligt forhold til? Og hvad kan vi gøre for at gøre det bedre?

Vi synes det er en svær balancegang. For på den ene side synes vi det er vigtigt at gøre ham tryg. At rumme ham og hjælpe ham med at lære at håndtere verden og de følelser som overvælder ham. På den anden side så er han jo altså også i en alder hvor han kan få de ondeste nedsmeltninger over ikke at må få en figenstang 10 minutter før aftensmaden og er ved, stille og roligt, at lære at man ikke altid kan få tingene lige som man synes de skal være.

Hans nedsmeltninger kan vi sagtens håndtere. Men vi ved ikke helt hvordan vi skal håndtere afvisningen af far. Heller ikke om natten hvor han ofte reagerer på overstimulering om dagen (har han altid gjort) og pt. går helt i spåner hvis det er far som kommer derind. Som regel falder han først til ro når han sover sammen med mig, hvor han så sover resten af natten. Det er langt fra hver nat, og han bliver altid puttet i sin egen seng. Men hvor jeg nok ikke rigtigt ser det store problem, og antager at det går over igen på et tidspunkt, så er min mand lidt bange for at han ”lærer at man kan skrige sig til at få sin vilje om natten”, (selvom han aldrig kunne drømme om at lade ham blive i sin egen seng og være bundulykkelig!) og det lovede jeg så at spørge dig om :o) Ikke kun om natten, men også hvordan vi reagerer mest hensigtsmæssigt på den meget voldsomme afvisning af far i det hele taget.

Det skal lige siges at det ikke handler om nattesøvn, det med at han vil sove ved mig. Eftersom vi har vores datter på 20mdr som stort set aldrig sover igennem og vores søn der vågner 2-5 gange om ugen, så deler vi nætterne og sover ikke sammen (og har ingen problemer med det overhovedet!) så den ene i det mindste får sammenhængende søvn. Min mand kan så ikke tage vores søn om natten for tiden hvilket selvfølgelig giver mig lidt flere afbrudte nætter, men jeg sover fint sammen med ham og ser det ikke som et problem, det er bare hans voldsomme reaktion jeg er på usikker grund overfor :)

Kærlig hilsen
Mette

Læs Helens svar »

Gråd går lige i hjertet – og helt ind i nervesystemet

Alle forældre kender det. Den hjerteskærende babygråd, der ikke bare larmer i ørene, men også føles fysisk i hele kroppen. Gråd er babyers eneste måde at kommunikere på, og et par timers gråd om dagen er helt normalt. Men det gør det ikke nemmere at stå i. Især ikke, når man har prøvet alt – ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

17. juni 2025 | Opdragelse | 3 år, 4 mdr.

Søskendekonflikter

Kære Helen Der har nu været en lang periode hvor min datter på 3 år og søn...

Læs hele brevet og Helens svar

5. juni 2025 | Opdragelse | 3 år, 3 mdr.

Suttestop - 3 år, 3 mdr.

Hej Helen Tak for dit sidste svar angående min datter, som er meget afhængig...

Læs hele brevet og Helens svar

4. juni 2025 | Sovevaner | 4 år, 2 mdr.

Lange putninger + sover uroligt i mor og fars seng

Hej Helen Tak for dine tidligere svar på vores henvendelser. Dem er vi meget...

Læs hele brevet og Helens svar

9. maj 2025 | Sovevaner | 3 år, 2 mdr.

Middagslur - 3 år, 2 mdr.

Hej Helen Endnu et spørgsmål angående min datter på 3 år. Min datter...

Læs hele brevet og Helens svar

9. maj 2025 | Opdragelse | 3 år, 2 mdr.

Afhængig af sut - 3 år, 2 mdr.

Kære Helen Min datter på 3 år er utrolig afhængig af sin sut. Den og hendes...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: